Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence

Det er ikke gået voldsomt godt for den lille lilla drage, Spyro, siden han debutterede på PlayStation 1 tilbage i 1998. Det er sådan set ikke fordi der er noget galt med Spyro - han er stadig en charmerende lille gut med masser af personlighed og ild i næsen, men han mangler bare at forny sig og det er desværre ikke i The Eternal Night at det sker.

Fortsættelse følger

The Eternal Night er en direkte fortsættelse til The Legend of Spyro-spillet A New Beginning, der udkom på cirka samme tid sidste år (efter sigende skal de to spil sammen med et kommende tredje udgøre en The Legend of Spyro-trilogi). Før spillet starter får man en hurtig reprise af handlingen i det foregående spil, hvori Spyro besejrer den onde sorte drage Cynder, der tjente den mystiske "Dark Master". Med Cynder besejret skulle man tro, at alt var fryd og gammen i det lille drage-land, men der går ikke lang tid før den er gal igen.

En hær angriber landet og ikke mindst "The Temple of Souls" (gad vide hvad de gemmer derinde?). Hæren ledes af den såkaldte "Ape King" (gad vide hvad han er konge over?), men de når dårlig nok at sætte foden på trappetrinet til templet før Spyro springer i aktion. Han har haft mystiske syner af en gammel drage, der nu leder ham igennem landet for at banke fjender og genoprette freden. Det er et temmelig banalt plot, men det er måske heller ikke så vigtigt om plottet i et Spyro-spil kan gå for at være dybere litteratur.

Dybest set er der ikke sket det store med gameplayet siden det sidste Spyro-spil. Man skal stadig navigere 3D landskaber med Spyro, hoppe mellem platforme, svæve ved hjælp af Spyros vinger og bruge forskellige typer af "ånde-våben" (der er kommet fire nye til, der alle løbende kan opdateres). Spyro besidder nu også nogle nye angreb, man kan fyre af på de forskellige actionknapper, men fundamentalt set er gameplayet ikke voldsomt anderledes end det var i sidste spil.

En ny og temmelig malplaceret feature er "Dragon Time", der som titlen delvist antyder, er muligheden for at anvende det klassiske "Bullet Time". Det er måske ikke det nyestes spilkoncept i verden (det er vi faktisk ret sikre på det ikke er), så det er lidt af en gåde, at udviklerne nu, længe efter denne funktion for første gang dukkede op i actionspil, beslutter sig for at implementere denne "nye" feature i Spyro. Dragon Time bruges både i kamp, til at bremse tiden ned så man kan banke fjenderne, og til at stoppe hurtige platforme eller porte, der bevæger sig så hurtigt, at Spyro under normale omstændigheder ikke ville kunne komme forbi dem.

Problemet med The Eternal Night er simpelthen, at der er sket så ufattelig lidt udvikling siden sidste års udgave af Spyro. A New Beginning, var i sig selv ikke noget voldsomt innovativt platformspil, hvorfor The Eternal Night heller ikke rigtig formår at imponere. Bevares, spillet er stadig et let tilgængeligt og ganske harmløst platformspil, som de fleste nybegyndere i genren kan spille, men hvis man vil have en skelsættende spiloplevelse, så skal man lede andetsteds.

Det er rigtigt, at Spyro har fået nogle nye kræfter og plottet i spillet er da anderledes end det var i forgængeren. Banerne har naturligvis også ændret sig, men generelt er A New Beginning og The Eternal Night meget tæt på hinanden - i en sådan grad, at man virkelig skulle være fan af det første spil for at kaste sig over denne efterfølger og stadig føle sig underholdt fra ende til anden.

Grafisk er spillet meget lig sin forgænger. Spyro er nydeligt animeret, men generelt er omgivelserne og fjenderne relativt simple og lidt for firkantede at se på. Der er god variation imellem banerne og Spyros forskellige typer af angreb (der alle er element-baserede) er efterfulgt at nogle ganske gode effekter, men generelt kan den samlede grafiske præsentation i The Eternal Night ikke kaldes for mere end "over middel".

Lydsporet anvender samme kadre af berømtheder til stemmeskuespillet som det foregående spil - Elijah "Frodo" Wood, Gary Oldman og Billy West (Fry fra Futurama) er de mest fremtrædende på rollelisten. Billy West erstatter David Spade som stemmen bag Spyros følgesvend Sparx og det gør han ganske godt. På rollelisten findes også erfarne stemmeskuespillere som Kevin Michael Richardson og Mae Whitman, der begge har været stemmerne bag en lang række tegneseriefigurer. Det er relativt mange og erfarne kræfter om et spil som dette og de gør det alle fortrinligt - desværre er spillets dialog i sig selv ikke videre interessant og mange af spillets jokes ved at være lidt slidte, men kvaliteten i stemmeskuespillet kan man ikke sige noget negativt om.

Samlet set er The Eternal Night meget mere af samme skuffe som A New Beginning. Spillet er et platformspil, der formår at holde sig en smule over middel, blandt andet takket være glimrende stemmeskuespil, men der mangler variation og nytænkning i konceptet, hvis Spyro nogensinde skal arbejde sig op af platform-rangstigen igen. Det er en skam, at hele Spyro-franchiset ikke er blevet vedligeholdt bedre for Spyro har stadig masser af potentiale. Der er dog stadig håb for serien, hvis udviklere ellers er parate til at tænke lidt uden for rammerne. Det har de desværre ikke gjort denne gang. Resultatet blev derefter.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).