Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):
PEGI 3+

PlayStation 2-maskinen og Need for Speed-serien har været gode makkere lige fra maskinen udkom til seneste udspil. Selvom politiet og mørke stræder i Prostreet er blevet udskiftet med lovlige arrangementer, handler det stadigvæk om at give max gas i de tunede og gejlede køretøjer. Føler du dig klar til at sende dig selv og din potente fartmaskine ud på banen med risiko for at lave en totalskade?

Ingen udsigt til fartbøder

For hvert lille let pres med foden på den aflange pedal længst til højre, giver motoren til kende at den har opfattet dine instrukser og lader det forplante sig som rystelser i hele bilen. Med kortvarige mellemrum høres brølende motorer fra de potente fartmaskiner, mens publikum i spænding afventer at løbet og de mange hestekræfter gives fri. Dette er et stort arrangement stablet på benene for ene og alene at hylde det lovlige ræs på lukkede baner og ikke mindst for at konkurrere om hvem, der besidder det største talent bag rattet. For at holde publikum orienteret over både deltagerne og løbene er en lokal DJ blevet stukket en mikrofon og en samling plader i hånden - mellem en hektisk strøm af information, disker han op med det svedige hiphop-beat efter det andet. I denne talestrøm, som skydes af sted mod publikum, når han i løbet af et splitsekund at annoncere at grønskollingen Ryan Cooper er blandt kørerne.

Helt uvant med biler er du trods alt ikke, men for disse løbs vedkomne må du arbejde dig op fra bunden og bevise dit værd som racerkøreren Ryan ved at vinde løb overalt i verden. Det gælder alligevel ikke altid om hovedløst at presse speederen i bund, da bilen kan vise sig at være en større fjende end din modstander - i hvert fald du parkerer den i afspærringer, barrierer eller andre omgivelser, der ikke flytter sig når du kommer forbi.

Med Prostreet har EA Games flyttet fokus i Need for Speed-serien fra de af gadelamperne oplyste stræder med politiet åndende dig i hækkofangeren til lukkede baner hvor de værste fjender bliver barriererne og de lumske modstandere, der gerne ser dig som en lille prik i deres bakspejl.

Kodeordet i Prostreet er at dominere; før du når så langt, kræver det optagelse i det sluttede selskab af knægte, som kører ræs for alvor. Lyksalighedens gudinde vil det således at du ved spillets begyndelse skal kvalificere dig til optagelsen ved at køre stærkt og score point i løbet af en enkelt dag med ræs under navnet "battle machine". Løbsdagen består af forskellige typer løb i kategorierne baneræs, tidskørsel og 1/4 mil drag-løb, som du helt selv er herre over hvordan du griber an. Du lægger ud med det af løbene, du synes og bestemmer dernæst den efterfølgende rækkefølge, så her har du frie hænder. Hvor du i mindre grad har frie hænder er ude på selve banerne, da det gælder om at give dine konkurrenter seriøst baghjul for at tjene så mange point som muligt efter løbet. Pointene tildeles alt efter din placering i det aktuelle løb, omfanget af skader du har forvoldt på bilen samt tiden du har brugt på at gennemføre løbet. Efterhånden som du klarer dig gennem løbene lægges pointene fra hvert af løbene sammen, desto flere point du tjener i hvert enkelt løb, vil du enten vinde eller dominere løbsdagen. For at vinde løbsdagen kræver det oftest "bare" at du kører udmærket uden decideret at opnå topresultater - vil du til gengæld være den ukronede konge ved at dominere løbsdagen skal du gå efter første- og andenpladserne. Ved at vinde og dominere så mange løbsdage som muligt begynder du langsomt at få publikums samt kongernes respekt og opmærksomhed.

Showdown-kongen Ryo møder du allerede efter du har domineret din første løbsdag, men det er langt fra rosende ord han har at berette om dig og din kørsel. Ved at fortælle publikummet at han ikke mener du er berettiget til at køre blandt knægtene, din kørestil var så skrækkelig at det gjorde helt ondt i ham at se dig blæse rundt på banen og han efterfølgende ræser tæt forbi dig med rygende dæk og et ansigtsudtryk, der ikke er til at tage fejl af, da han forlader arrangementet - er der lagt i kakkelovnen til en god gammeldags duel mand mod mand. Først og fremmest skal du klare dig gennem de forskellige niveauer for at få lov til at udfordre Ryo. Men der skal ikke mange mellemsekvenser til før historien starter med at krølle i kanterne og gentage sig selv; for i det store hele gælder det alene i Prostreet om at vælte showdown-kongen Ryo og hans 4 kompagnoner (kongen af baneræs, drift, drag-løb og fartræs) af pinden. Inden du når dertil, er der på mellemhånd rigtige mange løbsdage, som skal vindes og domineres - selvom variationen i banerne er udmærket og udviklerne har forsøgt sig med mellemsekvenser for hver milepæl i spillet, er det alligevel ikke nok at holde en tynd kop te af en historie fængende i længden. Heller ikke selvom du i PS2-versionen kan få den med danske undertekster.

Din første løbsdag "battle machine" giver dig mulighed for at konkurrere i baneræs, tidskørsel eller drag-løb, men dette repertoire udvides efterhånden som du avancerer til et nogenlunde udvalg af forskellige løbstyper. For at komme til at prøve nye løbstyper, kræver det at du enten vinder eller dominerer flere løbsdage, da det er den eneste måde hvorpå du får lov til at forsøge dig på et sværere og mere varieret niveau. I tilgift udvides din garage langsomt i takt med at du nærmer dig toppen, hvilket skyldes at du vinder biler ved at dominere nogle af løbsdagene. Desuden bliver bilerne også tilpasset specifikt til én løbstype - dette gør at du ikke kan bruge en bil der er tilpasset baneræs til f.eks. drag-løb. Derfor har du brug for flere og flere biler jo længere du kommer i spillet for at kunne konkurrere i både fartræs, baneræs, drag-løb og drift. Udover antallet af biler har du som det efterhånden er blevet kendetegnende for Need for Speed-serien mulighed for at tune og gejle din bil i garagen, for på denne måde at få dem afstemt mod dine modstanders sværhedsgrad samt din pengepung. Der er desværre oftest pengepungen, der bliver problembarnet, da motorer, affjedringer, karrosseri og lignende koster kassen, hvis du ønsker det bedste af det bedste. Du bliver godt nok belønnet med kontanter for hvert vundet løb, men det kan hurtigt gå hen og blive en dyr forretning, hvis du har problemer med at holde bilerne på banen. Det fungerer således at du efter hvert løb kan reparere din bil for de penge du har tjent på løbene eller med reparationssæt.

Banedesignet varierer fra at være snævre rally-agtige med lumske hårnålesving til brede motorveje, hvor speederen sagtens kan presses i bund uden forbehold. Til trods for denne variation i baneudvalget, er det ligegyldigt om du drøner derudaf med over 300 km/t eller manøvrerer bilen rundt på de snævreste steder, for banerne ser meget pæne ud. Omgivelserne har en tendens til at virke en smule sterile set i forhold til effekterne og detaljerne på selve banerne. Dette er forsøgt kompenseret ved hjælp af bilerne, der over alt andet er spillets stjerner i form af en rigtig god modellering, mens de skader du har mulighed for at påføre bilerne mildest talt blegner i forhold til PC- og PS3-versionerne. De visuelle skader, der er at se på bilerne, når det virkelig går galt kan mere eller mindre henføres til små ridser og buler, som knap er til at se med dette blotte øje. Dette afspejles også i den mængde penge, som går til reparation af dine biler, for i forhold til både PC- og PS3-versionerne er der væsentlig færre buler og ridser, der skal repareres efter hvert løb. Lad det være sagt med dette samme at dette ikke kan henføres til at PS2 brugere nok er bedre til racerspil end PC- og PS3-brugere, men derimod at du skal være meget ihærdig for at lave voldsomme skader på bilerne i PS2-versionen. Ganske som det kendes fra Burnout ændres kameravinklen under de store af uheldene - specielt under fartræsene vil du kunne opleve spektakulære skader, hvor bilerne vælter rundt og ødelægges efter at have ramt objekter på eller udenfor vejene såsom træer, betonpiller, barrierer eller afspærringer.

Udvalget af biler spænder lige fra de tre typer du kommer til at drøne rundt til at starte med Chevrolet Cobalt SS, Honda Civic og Nissan 240SX frem til supersportsvognene Lamborghini Murciélago LP640 og Pagani Zonda. Med et udmærket udvalg på 55 modeller fra over 25 forskellige bilfabrikanter, skulle der være nogenlunde sandsynlighed for at din drømmebil findes i bilforretningen, selvom kun otte af disse kan karakteriseres som egentlige supersportsvogne. Lettere kedelig er lyden fra bilerne, det lader kun til at denne varierer imellem løbstyperne. Så selvom du udskifter din bil til f.eks. baneræs kommer du til at høre den omtrentlige samme motorlyd fra de forskellige biler, der er simpelthen alt lille forskel på lyden og aggressiviteten herved mellem de forskellige biler. Men med en fornuftig tunet og optimeret bil er du alligevel godt på vej i karrieredelen, desværre tilbyder PS2-versionen ikke den online-del, som ellers fungerer rigtig godt i både PC- og PS3-versionerne.

Need for Speed-serien har efterhånden været godt rundt om racergenren - ræs på landeveje, arcaderæs, ræs mod politiet og nu lovligt ræs på lukkede baner. At EA Games slår sig meget på at de bringer det ulovlige ræs på offentlige gader tilbage på lovlige og mere sikre baner, som er blevet konstrueret til dette formål. Det kan allerede ses på de første skærme, når spillet indlæses, her står der skrevet; "det er tid til at få ræset væk fra gaderne". Fornyelsen af serien gør at spillet pludselig har konkurrence af solide titler indenfor ræs på lukkede baner så som Project Gotham Racing og TOCA Race Driver. Eneste præg der er tilbage fra tidligere titler er de overdrevet gejlede biler og den hiphop-agtige stil, hvilket gør at karrieremenuen i Prostreet kan være en smule irriterende at finde rundt i, da de spraymalede menupunkter på baggrunden, der er en vej, overlapper hinanden meget. Så selvom der er en del kritikpunkter til det nye spil i serien og du samtidig skal være temmelig vedholdende for at gennemføre spillet, så leverer Prostreet trods alt underholdning ved at have en tilgængelig styring, udmærket grafik samt heftige fartmaskiner, der står til din disposition.

Om Troels Lau Mattisson