Kane & Lynch har på grund af sine danske rødder måske nok fået lidt mere presse herhjemme end spillet måske egentlig fortjener – i hvert fald hvis man kigger på spillets kvaliteter. Det skal ikke tolkes som om spillet er det rene ynk og elendighed, men det er bestemt ikke et spil, der vil sætte nogen form for ny dagsorden i spilbranchen – desværre.
Danish Design
Du har helt sikkert allerede set tv-reklamerne og du ved sikkert også allerede, at danske IO Interactive (dem med Hitman-serien og Freedom Fighters) har begået spillet “Kane & Lynch” til blandt andet PlayStation 3. Spillet har undertitlen “Dead Men” og den henviser til de to hovedpersoners skæbne – de er begge så godt som døde da spillet starter. Kane er tidligere lejesoldat, der har rodet sig uklar med lovens lange arm. Lige nu sidder han i fængsel og afventer en dødsdom – han er en bitter og hadsk mand med en grusom mængde indesluttet vrede, der bare venter på at komme ud i et voldsorgie. Lynch er mønster-psykopat af værste skuffe – han får Hannibal Lecter til at ligne en tudende skolepige. Han er desuden kraftigt medicineret for at holde sit psykotiske raseri i bero, men han er, til trods for medicinen, også endt på “Death Row” efter grusomme handlinger udført under et psykotisk black-out (“Jeg var sindssyg”-forsvaret virker åbenbart ikke hver gang).
Spillet starter da disse to herrer pludselig bliver befriet af den mystiske gruppe “The 7″, der skal bruge deres færdigheder. Dette er dybest set det set-up man præsenteres for i Kane & Lynch: Dead Men, der på mange måde er et meget traditionelt actionspil, med et usædvanligt sæt hovedpersoner. I det mindste skal spillet have ros for det.
I single player spiller men Kane, mens Lynch fungerer som et sidekick. Lynch er præcis så psykotisk, som man kunne forestille sig, komplet med hallucinationer og psykotiske anfald, hvor han myrder alt og alle, mens Kane er den vrede indelukkede og brutale lystmorder, der tvinges ind i et farligt spil af The 7. Det lyder godt og er det sådan set også i starten af spillet, men desværre går gassen hurtigt af ballonen og spillet begynder at vise sine mere kedelige sider.
Gameplaymæssigt er spillet en form for run-and-gun shooter, hvor man skal manøvrere fra dækning til dækning, imens man nedkæmper fjender. Det er der i sig selv ikke ret meget nyt i og konceptet er da også set mange gange før (og endda udført med mere finesse, end det er i Kane & Lynch). Som en ekstra smart feature kan man i spillets story mode, have en anden spiller til at styre Lynch, således at to spillere kan arbejde sammen via splitscreen. Den slags er vi altid begejstrede for og det fungerer faktisk ganske godt i Kane & Lynch og er i høj grad med til at puste lidt ekstra liv i spillets eller ret rutineprægede gameplay.
Problemerne med gameplayet er ikke kun at det er set før (det gør sådan set ikke noget, hvis bare det er veldesignet), men derimod, at det ikke virker konsekvent. Spillet forsøger at blande taktisk gameplay og run-and-gun sammen og det virker rodet. Således kan nogle situationer bedst løses ved at storme frem som en anden hjemmeværns-Rambo og skyde, slå og flå løs i fjenderne til de er døde, mens man sekundet efter pludselig skal søge dækning og metodisk arbejde sig frem fra dækning til dækning, imens man nedlægger fjenderne med ro og præcision. Det virker rodet og det gør gameplayet til en forvirrende oplevelse.
Dertil kommer kontrollen. Den kan virke meget frustrerende i et sekund, men i en anden mission, kan den pludselig virke ganske velfungerende. Problemet er primært brugen af langtrækkende våben, for det lille sigtekorn kan let blive væk på skærmen, især på lys baggrund. Måske ikke noget problem, hvis du står med en maskinpistol proppet helt op i næsen på en fjende, men sidder du i dækning og har kun et skud til at nedlægge en vigtig modstander på lang afstand, så er det tænderskærende frustrerende. Andre irritationsmomenter med kontrollen inkluderer problemer med at få karaktererne til at tage fat i og klatre op af ting og problemer med at få dækning til at virke som det skal.
Dog har Kane & Lynch: Dead Men stadig masser af rigtig fede sekvenser, der langt hen af vejen kan opveje det lidt vægelsindede gameplay. Der er rigtig mange fede ildkampe, der er virkelig gennemtænkte og veldesignede, komplet med stemningsfulde omgivelser og fede effekter, såsom lyskegler og røg. Grafikken er fantastisk og giver spillet en rå og brutal stemning, der virkelig passer godt til de to forskruede hovedpersoner. Så lige så sur man det ene øjeblik kan blive på spillet for at sætte spilleren i irriterende situationer, lige så glad for spillet kan man blive det næste øjeblik, når man smides ud i en hektisk ildkamp, hvor alle erindringer om problematisk styring og vaklende gameplay glemmes.
Sådan er Kane & lynch: Dead Men fra start til slut – en fornøjelsesmæssig rutschebanetur, hvor man skiftevis er skuffet og begejstret over spillet.
Udover den centrale Campaign byder spillet også på en online multiplayer mode, der mest af alt minder om starten på filmen Reservoir Dogs. Denne del hedder Fragile Alliance og handler dybest set om en gruppe røvere (spillerne), der skal begå et bankrøveri – det kræver naturligvis samarbejde, men er man villig til at forråde sine venner, kan man selv få større del af byttet, for kun de røvere, der når helskindede frem til flugtbilen deler rovet. Selvom det er simple præmisser for et online spil, så fungerer det fantastisk godt og balancegangen imellem samarbejde og forræderi er hårfin og giver derfor spillet masser af action og underholdningsværdi.
Den erfarne stemmeskuespiller Brian Bloom leverer stemmen til Kane og det gør han helt upåklageligt. Dialogen i spillet er dog i en sådan grad præget af “f-ordet” at det kan blive lidt for meget at lytrte til i længden og man skal bestemt ikke være bange for bandeord, hvis man skal spille Kane & Lynch. Resten af lydsporet er solidt, med god musik, der skaber en glimrende actionstemning. Ligesom grafikken er dette nok et af spillets helt store styrker – stemningen er nemlig rigtig rigtig god, også selvom historien måske ikke er den dybeste i verden.
Kane & Lynch: Dead Men har fået en hård medfart af den samlede spilpresse. Måske har forventningerne været lidt for høje og måske har især de danske medier forventet sig lidt for meget af IO Interactive i denne omgang. Når det så er sagt, så er der stadig ting i Kane & Lynch: Dead Men, der er værd at komme efter, hvis man kan lide de klassiske 3. persons skydespil og gerne vil opleve nogle helt fantastisk designede set-piece ildkampe. Desværre er disse sekvenser bundet sammen med noget tyndt og klumpet lim, der er det resterende gameplay i Kane & Lynch. Derfor er en stor del af kritikken af spillet berettiget – men spillet kan stadig nydes og man kan stadig more sig med spillets co-op og ikke mindst med online mulighederne. Man skal dog ikke forvente at Kane & Lynch bliver nogen klassiker, for det har det simpelthen ikke kvaliteterne til.
Loading ...
