Valve har samlet et overflødighedshorn af fantastiske spiloplevelser i en enkelt æske og vi har måtte true vores anmelder med at tage det fra ham igen, hvis ikke han løsrev sig for at skrive denne anmeldelse.
Det er jo hele fem ting
Alene synet når man sætter spillet op på hylden sammen med alle de andre spil i deres sorte æsker. Så står den der flabet i sin skrigende orange farve og signalerer, at den er noget andet og noget mere – og den har noget at have sin selvsikkerhed i, den orange æske, for inden i sig har den noget af det ypperste, der nogensinde er udgivet til PC.
The Orange Box er en blanding af noget vi allerede har set og noget helt nyt. Æsken indeholder hele fem spil, det efterhånden tre år gamle “Half-Life 2″ og fortsættelsen “Half-Life 2: Episode One” fra 2006, samt de tre helt nye spil “Half-Life 2: Episode Two”, “Portal” og “Team Fortress 2″. Alle fem spil er bygget på den samme grafikmotor (Source) og har samme knivskarpe grafik og den mest realistiske fysikmodel vi har set. Alting har vægt og fylde og mange gange tvinger spillet dig til at bruge den naturtro fysik til at løse opgaver undervejs.
Half-Life 2, der er det ældste spil i æsken, er også “stamfaderen” til alle de øvrige. At spillet allerede er gået hen og blevet tre år gammelt er faktisk umuligt at se. Grafik og lyd kan stadig uden problemer måle sig med de allerbedste spil i dag og personmodellernes animationer, stemmesynkronisering og ansigtsmimik er stadig klasser over konkurrenterne. Har du aldrig spillet Half-Life 2 før, så gør dig selv en tjeneste at starte din tid med The Orange Box med at spille denne fantastiske klassiker i rollen som Gordon Freeman i den alien-infesterede by City 17.
Episode One fortsætter hvor Half-Life 2 slap. Du er stadig Gordon Freeman og denne gang skal du kæmpe dig vej gennem ruinerne af City 17 sammen med Alyx Vance som er datter af en af videnskabsmændene fra City 17 og som tydeligvis er lidt lun på Gordon Freeman. Episode One er kvalitetsmæssigt helt på højde med Half-Life 2, men er en langt kortere og meget mere fokuseret historie.
Flere eventyr med Freeman
Det nye afsnit: Episode Two, tager naturligvis fat i historien hvor Episode One sluttede. Igen er det Gordon Freeman og Alyx Vance, der er hovedpersonerne, men dette kapitel har også en stor rolle til en venligtsindet alien “Vortagon”, som med sine konstante skæve og kløgtige kommentarer er helt ubeskrivelig. Episode Two foregår væk fra City 17 og det er en ren fornøjelse både at opleve store udendørs naturarealer og de fugtige klamme gange i en alien-koloni. Det kan ikke gøres flottere. Historien er blevet endnu mere fokuseret end i de to første spil og med det niveau spillet holder indtil nu, kan vi ikke andet end se frem til kapitel, 3, 4, 5, 6 og 7 med spændt forventning. Hvis vi kan få noget udvikling af romancen mellem Gordon og Alyx i næste afsnit, så er serien ved at være fuldendt.
Portal er et spil man nemt kan komme til at overse med alle de andre lækkerier der er i The Orange Box, men det vil være synd at snyde sig selv for det. Portal er et førsteperson spil baseret på samme grafik og samme fysik som de øvrige spil i æsken. Men der er ingen fjender og ingen skydevåben (Ah, Portal-gun’en er vel et “skydevåben”? -Red). Spillet består af en lang række opgaver hvor du skal komme til udgangen af en bane ved at åbne og lukke en række portaler i gulve og lofte, samt udføre andre opgaver undervejs. Spillet er svært at forklare, men kan vel nærmest beskrives som en første persons udgave af “Lemmings”. Portal er frygteligt vanedannende og har den berømte (og berygtede), “bare lige en bane til” effekt, der gør at man kan blive hængende i timevis for at løse den næste opgave.
Ti år undervejs
Sidst men ikke mindst indeholder The Orange Box multiplayerspillet Team Fortress 2, som nåede at være under udvikling i 10 år inden det endelig dukkede op. TF2 er et holdbaseret spil, der kræver masser af samarbejde og hvor sammensætningen af dit hold og evnen til at arbejde sammen tit og ofte er forskellen mellem succes og fiasko. I TF2 har du hele 8 forskellige klasser at vælge mellem, hvert med deres speciale, fra de mere traditionelle soldater klasser til de specialiserede ingeniører og spioner. TF2 er et farvestrålende og hurtigt spil, der tydeligvis har vægtet spiloplevelsen højere end realismen og du er derfor aldrig i tvivl om hvem der er ven eller fjende i de farvestrålende røde og blå dragter som spillerne drøner rundt i. TF2 har i alt seks forskellige baner, som alle er forskellige variationer over den klassiske “capture the flag” spiltype.
Det bedste nogensinde?
The Orange Box viser tydeligt hvor lang det er muligt at nå, hvis man bruger ressourcerne og tager sig tiden til at skabe den fuldendte spiloplevelse. For hver enkelt af de fem spil der udgør The Orange Box, kan man med rette sige: “Det her kan ikke gøres ret meget bedre” og i alle fem spil er der klassiske og uforglemmelige øjeblikke hvor man bare må stoppe op og tage sig selv i at være dybt imponeret. Alle fem samlet i samme pakker er næsten for godt til at være sandt. The Orange Box er simpelthen, kort og godt, en spilklassiker som ingen spilsamling bør være foruden og hvis det ikke er nok til at udløse en absolut topkarakter, så er der ikke noget der er.
“No pit would be complete without a Free-man climbing out of it.” (Vortagon)






