SingStar R&B

Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad Language

Det må efterhånden været svært for udviklerne bag Singstar-serien at finde på nye temaudgivelser. I hvert fald bliver de mere og mere snævre og niche-prægede. Tag bare Singstar After-Ski Party, der dog kun udkommer i Tyskland. Herhjemme må vi tage til takke med en R&B-udgivelse, men det kan jo også være fint nok, eller hvad?

En forbier

Da jeg først erfarede, at jeg havde vundet chancen for at anmelde Singstar R&B, var det med blandede følelser. For nu at være helt ærlig, så anser jeg ikke mit kendskab til R&B-musikken for at være mere end perifert, men et enkelt blik på spillet playlist, skabte dog alligevel visse forhåbninger. Med navne som Amy Winehouse, Rihanna og Gwen Stefani listet på kassettens bagside, ville R&B-musikken måske alligevel vise sig ikke at være så fremmed endda.

Med skiven lystigt snurrende i konsollen, lagde jeg ud med en hastig gennemlytning af de enkelte numre. Det viste sig til min store glæde, at jeg faktisk var bekendt med over halvdelen af sangene - dermed ikke sagt at det var sange jeg kendte godt, men i hvert fald nogle jeg havde hørt før. Jeg faldt endda over et par gamle favoritter, som dog for længst var gået i glemmebogen, såsom 'Teardrops' af Womack & Womack og The Four Tops klassikeren 'I Can't Help Myself'. Denne gennemgang afslørede også nogle numre, som ganske givet vil blive blandt de mest populære rundt om i stuerne. Det er sange som Anastacias 'I'm Outta Love', 'Ain't No Mountain High Enough' med Marvin Gaye & Tammi Terrell, samt The Supremes klassikeren 'Baby Love'.

Når det så er sagt, så var der stadig næsten en tredjedel af sangene, som jeg ikke erindrede at have hørt før. Dette er den største procentdel af ukendte numre, jeg har oplevet, i de snart mange Singstar-udgivelser jeg har stiftet bekendtskab med, men musikkendskab varierer naturligvis meget, så her bringer vi lige den fulde liste over sange, så du kan vurdere hvor velbevandret du selv er udi R&B-musikken:

Amerie - 1 thing
Amy Winehouse - Back to Black
Anastacia - I'm Outta Love
Beverly Knight - Come As You Are
Black Eyed Peas - Pump It
Chris Brown - Yo (Excuse Me Miss)
Christina Milian - AM to PM
Corinne Bailey Rae - I'd Like To
Destiny's Child - Bootylicious
Diana Ross & The Supremes - Baby Love
DJ Jazzy Jeff & The Fresh Prince - Summertime
Edwin Starr - War
En Vogue - My Lovin' (You're Never Gonna Get It)
The Four Tops - I Can't Help Myself
Gwen Stefani - Hollaback Girl
Inner City - Good Life
Jamelia - Thank You
Jamiroquai - Alright
Luther Vandross - Never Too Much
Mark Ronson ft. Daniel Merriweather - Stop Me
Martha Reeves & The Vandellas - Dancing in the Street
Marvin Gaye & Tammi Terrell - Ain't No Mountain High Enough
OutKast - Idlewild Blue (Don't chu Worry 'Bout Me)
Pussycat Dolls - Buttons
Rihanna - We Ride
Salt'N'Pepa - Push It
Sugababes - Ugly
The 411 - Dumb
Whitney Houston - My Love is Your Love
Womack and Womack - Teardrops

Der er altså 30 nye sange til hjemme-karaokeen at vælge iblandt. Det er lidt under gennemsnittet for en Singstar-udgivelse, men værre er det, at der af uransaglige årsager ikke er medtaget medleys i denne version. Selvom jeg aldrig har været synderligt begejstret for medley-numrene, så har de dog dannet grobund for nogle underholdende hold-battles, og det er mig ganske uforståeligt, at der er set helt bort fra disse. Medleys opdelt efter årti eller sågar subgenre havde pyntet.

Og så ellers til to store kritikpunkter, som dog er nært forbundne. Spillets sværhedsgrad er betydeligt højere end vi er vant til, og selv på letteste niveau, vil man ofte finde sig selv helt nede i det røde felt på barometeret. Det ligger nok implicit i R&B-genren, at der spændes vidt på vokalen samtidig med, at der i udpræget grad gøres brug af ornamenteringsteknik. Dette medfører, at det kan være endog meget svært at ramme tonen i længere tid af gangen, og næsten håbløst at ramme hele sekvenser med mindre man er ganske øvet.

Som om dette ikke var slemt nok, så er der rigtig mange af numrene, der indeholder forbavsende lidt sang. Bevares, du skal stadig ramme bestemte toner, det er bare svært at karakterisere det som sang, når halvdelen af teksten er i stil med 'And say, oh oh e oh oh, Say, oh oh e oh oh, (Yo, yo)' fra Black Eyed Peas' 'Pump It', eller 'Dumb diggy-diggy-di dumb di-dumb' som det så poetisk lyder i 'Dumb' med 411. Derudover er der flere sange, der præsenterer ultrahurtige sekvenser, hvor man umuligt kan nå at læse teksten mens den flyver hen af skærmen, såsom 'Bootylicious' med Destiny's Child og 'Buttons' med Pussycat Dolls.

I sidste ende står og falder en udgivelse i Singstar-serien med soundtracket, og selvom det naturligvis er forskelligt fra person til person, hvilke sange man kender, og holder af at skråle hjemme i stuen, så er udvalget i Singstar R&B en yderst tynd kop te. Så på trods af at man nok har hørt de fleste sange før, så er der kun ganske få af dem, der virkelig egner sig til karaoke. De fleste er ganske enkelt for svære, eller indeholder for lidt sang og for meget freestyle, for de af os, hvis stemmebånd ikke engang ville have ført os videre i hedengangne Popstars.

Om Kasper Christiansen

Kasper Christiansen har anmeldt spil på Gamesector siden 2000. Siden den spæde begyndelse med Star Wars: Galaxies tilbage i 2004, har online rollespil haft en speciel plads i hans anmelderhjerte. Ellers er det især RTS titler - fra den hedengangne Age of Empires serie til Starcraft 2 - og sportsserier som Madden NFL og Championship Manager/Football Manager, der er en del af porteføljen. Kaspers spilkauserier gæsteoptræder ind imellem på www.familiespil.dk