Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence

Spider-Man: Friend Or Foe er et klassisk beat 'em up spil - så klassisk som det overhovedet kan lade sig gøre. Selve beat 'em up genren havde i den grad sin storhedstid tilbage i slutningen af 80'erne, og spil som Double Dragon og Streets of Rage vil kunne vække glade minder hos mange. Men om den slags stadig holder kan du læse om her.

Lovende idé

Selve historien og idéen bag spillet er faktisk lovende nok. Ved begyndelsen af spillet bliver Spider-Man briefet omkring tingenes tilstand, og det ser bestemt ikke for godt ud. Stykkerne fra en meteor bliver brugt af en ukendt forbryder til at styre al tankevirksomhed hos flere andre af de kendte Marvel-figurer, og det resulterer i et ordentligt rod, hvor alle går amok. Spider-Man skal så nedkæmpe dem og helst i retur få dem over på sin egen side. Dette er naturligvis hvad udviklerne har ment med titlen "Friend Or Foe". Idéen kan jo være nok så god, men hvis selve gameplayet ikke bygger videre på det lovende koncept kan det være lige meget.

Trivielle kampe

Selve kampsystemet og kampene er desværre alt for trivielle. Man kan i bund og grund bare benytte sig af det velkendte 'tryk på alle knapperne som en gal'. Når fjenderne så samtidig er alt for ens opbygget (de varierer faktisk kun i størrelse, men har samme bevægelsesmønstre) ja, så bliver spillet hurtigt enormt ensformigt. Man kan udføre en del forskellige combos, men selve grundlaget for at ville benytte sig af dem forsvinder jo selv sagt, da man alligevel bare kan tæske tilfældigt løs på knapperne med stor succes.

Selve opbygningen af spillet er igen meget klassisk for genren. Det foregår ved at der åbnes op for et område, man bevæger sig hen til det, man nedkæmper fjenderne hvorefter der åbnes op for næste område.

Man spiller de forskellige levels som Spider-Man og en anden af Marvel-figurerne, og der kan så skiftes mellem dem, som det nogenlunde passer en. Der er dog ikke den store forskel på figurenes angreb, og i det hele taget er der ikke særlig stor grund til at opgradere disse, som det er muligt i spillet via de points man tjener, eftersom dette ikke gør den store forskel. Man kan klare sig ved at bruge de basale angreb hele vejen gennem spillet. Spillet er som sagt i bund og grund alt for let. Man kan teame up med en enkelt anden spiller i multiplayer, og det gør det da en smule sjovere, men ændrer ikke på de grundlæggende problemer med spillet.

Rejs kloden rundt

De forskellige levels i spillet udspiller sig i et ret så bredt udsnit af lokationer. Man kan forvente at udføre ensformige kampe i alt fra Tokyo til Cairo. Igen skal det åbenlyse så netop påpeges: nemlig at selve kampene er ekstremt ens. Det samme kan siges om fjenderne, så de forskellige omgivelser gør ikke den store forskel.

Man føler desuden en form for klaustrofobi på de forskellige baner, idet man ofte befinder sig højt over jorden på platforme osv., men af en eller anden årsag kan man ikke kaste sig ud over disse. Hele banedesignet føles bare ikke særligt godt, og et ret så ineffektivt kamera i spillet skaber yderligere problemer for den samlede spiloplevelse. Grafikken er ganske fin i spillets præsentation og i cutscenes, men når man selv styrer spillets gang kan man med rette kalde den middelmådig. Lyden skal til gengæld roses, for på dette område klarer spillet sig flot. Stemmerne til de forskellige karakterer er af ganske høj klasse.

Ikke godt nok

Spillet lider desværre under alt for mange problemer. Spørgsmålet er om spiludviklerne har foretaget en ordentlig vurdering af hvilken målgruppe, der satses på. Satser de på børn og unge? Hvis det er denne målgruppe, så er sværhedsgraden helt ved siden af, for selv børn vil gerne have noget modstand i deres spil. Er det i stedet den lidt ældre målgruppe, der satses på, såsom dem der er inde i Marvel-universet og kender til de forskellige helte og skurke i spillet? I så fald er det jo et endnu større problem med sværhedsgraden, for den er så med alt tydelighed for lav.

Spider-Man: Friend Or Foe er alt for ensformigt, alt for kedeligt at se på, og virker mest af alt som et billigt forsøg på at tjene penge på en velkendt franchise. Det vil måske kunne glæde nogle få i en kort periode, men de fleste vil meget hurtigt stå af på grund af det trivielle gameplay og mangel på variation.

Om Kristoffer Lerche-Thomsen