Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Vi er nu nået til tredje kapitel i Buzz! Junior-serien, hvor udviklerne efter moderat succes med Jungle Party og Robo Jam er tilbage med udgivelsen Monster Rumble. Som i tidligere spil, kan en til fire spillere dyste i en række minispil, denne gang som små farvede monstre, men kan spillet præsentere andet nyt end forandrede hovedpersoner?

Tredje spil, samme koncept

I Buzz! Junior: Monster Rumble, er settingen en dyster gammel borg, hvor en excentrisk professor har fremavlet en masse små monstre. Der er dog kun et af disse monstre, der kan vinde professorens gunst, så derfor må de dyste i en række forskellige discipliner, for at afgøre hvilket monster, der besidder de rette evner. Der er i alt 25 forskellige minispil at vælge imellem, og de varierer fra rent heldbaserede til relativt krævende. Dog er ingen af dem for komplicerede for børn helt ned i den tidlige skolealder, så på denne vis rammer spillet sin målgruppe bredt.

Selvom minispillene generelt er ganske underholdende, så er de næsten til hobe variationer af noget vi har set før, og heri ligger nok spillets største svaghed, for med kun fem knapper, og ingen retningskontrol, til ens rådighed, er mulighederne for at variere minispillene ikke særlig store. Hvor dette ikke betyder det store i quiz-spillene i Buzz-serien, så er det et afgørende svaghedspunkt ved junior-serien, hvor variationen i minispillene betyder alt for genspilningsværdien - både hvad angår det enkelte spil, og spillene i serien imellem. Hvor de fleste minispil altså bygger på kendte temaer, som at trykke på de farvede taster i den rigtige rækkefølge, eller at være hurtigst på en specifik knap, så er der dog også spil, hvis lige ikke er set før. Denne lidt dobbelttydige beskrivelse er helt bevidst, for disse minispil er faktisk nogle af de bedste i spillet. 'Skildpadde curling' er et interessant bekendtskab, der udfordrer både præcision og timing i forsøget på at få ens skildpadder til at lægge nærmest banens centrum, mens fyrværkeri minispillet sætter både din opfattelsesevne og overblik på prøve.

Som i de andre spil i serien afgør din placering i de enkelte minispil, hvor mange point du tjener. Pointene lægges sammen undervejs, og det monster, der har samlet flest point efter 5-20 minispil, er vinderen. Det er tilfældigt hvilke minispil, der bliver udvalgt, men med kun 25 minispil at vælge iblandt, går der naturligvis ikke lang tid, før man støder ind i minispil, man har prøvet før. Heldigvis er de fleste minispil så korte og intense, at man ikke har noget imod at spille dem flere gange. Alligevel ville det være ønskeligt med et bredere udvalg af minispil.

Der er en enkelt decideret nyskabelse ved denne tredje installation i junior-serien, nemlig muligheden for at skabe sin egen karakter, eller rettere, monster. Variationsmulighederne er dog ret begrænsede. Du starter med et standard-monster, og kan derefter ændre udseendet for diverse kropsdele som arme, krop, hoved osv. Der er en seks-syv forskellige valgmuligheder for de enkelte kropsdele, men hvad end du gør, ender du op med et lille, tykt monster i din spillerfarve (blå, orange, grøn eller gul). De valg du træffer for dit monsters udseende har ingen indflydelse på selve gameplayet, det er med andre ord en temmelig ligegyldig tilføjelse, der dog vil vække jubel især hos de yngste spillere.

I bund og grund er Buzz! Junior: Monster Rumble et ganske fornuftigt spil, der er fuldt ud på højde med de foregående udgivelser i serien, uden dog at adskille sig væsentligt fra disse. Er du interesseret i at investere i et børnespil, der gør brug af dine buzzers, så er dette et godt bud, men i sidste ende bør valget baseres på hvilket tema, aber, robotter eller monstre, der interesserer dig eller dine børn mest. Ejer du allerede en af de tidligere udgivelser, men har lyst til mere af det samme, vil dette ligeledes være et glimrende supplement.

Om Kasper Christiansen

Kasper Christiansen har anmeldt spil på Gamesector siden 2000. Siden den spæde begyndelse med Star Wars: Galaxies tilbage i 2004, har online rollespil haft en speciel plads i hans anmelderhjerte. Ellers er det især RTS titler - fra den hedengangne Age of Empires serie til Starcraft 2 - og sportsserier som Madden NFL og Championship Manager/Football Manager, der er en del af porteføljen. Kaspers spilkauserier gæsteoptræder ind imellem på www.familiespil.dk