Call of Duty 4 gør op med seriens WWII-setting – og det gør det godt. Læs her mere om hvordan det går, når Activisions shooter-flagskib møder en UbiSoft-Tom-Clancy-agtig setting. Vi kan faktisk godt afsløre allerede her, at det ikke er helt skidt, som vi siger i Nordjylland, hvor GameSectors højborg er placeret.
Call of Duty-serien har aldrig været mit helt store nummer, så er det sagt med det samme. Jeg har anmeldt et par udgivelser i serien, men det er ikke noget, jeg har spillet i min fritid. Heller ikke det meget roste Call of Duty 2. Der er bare for få aliens med. Faktisk tror jeg, det er fordi, at disse spil, der foregår under Anden Verdenskrig, ikke lige er min kop te overordnet set, selvom jeg lige har moret mig ret godt med Medal of Honor: Airborne. Alligevel har jeg virkelig glædet mig til at anmelde Call of Duty 4: Modern Warfare. Det er naturligvis fordi Infinity Ward og Activision har taget springet op til nutiden. Der skulle simpelthen ske noget med serien, og pludselig befinder vi os i en Tom Clancy-agtig setting i Rusland i stedet for under D-dagen for jeg ved ikke hvilken gang. Læsere, der følger mine anmeldelser, vil vide, at jeg er en sucker for Ghost Recon og Rainbow Six, og nu har jeg så testet Activisions forsøg på at bevæge sig ind på UbiSofts domæne.
Forsøget er mere end vellykket. Det er blevet til et rigtig fængende spil såvel offline som online. I kampagnen veksler man mellem at styre ‘Soap’ MacTavish fra det britiske 22. SAS Regiment og Paul Jackson fra U.S.M.C. – altså en amerikansk marine. Handlingen udspilles i Rusland over seks intense dage, der i tempo kun matches af Ghost Recon: Advanced Warrior 2. Ultranationalister er på spil i Rusland, og man sendes ind for at få has på disse ekstremister, der vil have et nyt lukket Rusland uden korrumperende indflydelse fra det onde vesten. Man starter med at jage en vis Khaled Al-Asad, men uden at afsløre for meget, vil jeg sige, at der er nok små plottwists til at historien aldrig når at kede en – også fordi spillet har en ganske overskuelig længde på omkring 6-7 timer på normal sværhedsgrad.
Tilhængere af lange spil vil måske synes, det er lige kort nok, men jeg savner ikke noget. Der er smæk for skillingen fra første til sidste sekund (husk at se rulleteksterne helt færdig) og Call of Duty 4: Modern Warfare udspilles i et meget vel-pacet tempo. Der er masser af afveksling. Sniper- og stealthbaner. Helt ekstreme actionbaner. Køretøjer, der skal skydes ned. En meget brutal bane, hvor man er helikopterskytte og skånselsløst mejer mere eller mindre forsvarsløse rebeller ned for fode (ja, der er faktisk en grund til, at der står 16+ på æsken). Der er bykamp både i og uden for huse. Natbane med infrarødt syn og dagsbaner. Med andre ord: Der er det hele, og intet af det bliver trukket for langt.
Selve gameplayet er klassisk konsol-fps, som vi kender og elsker det. Halo-spillere vil også hurtigt følge sig hjemme, selvom enkelte kontrolelementer er anderledes. Man kan tåle rigtig mange skud, før man går ned. Skærmen bliver rødere og rødere i takt med, at man tager skade. Når man så kommer i dækning, regenererer man hurtigt og er klar til at æde mere bly. Spillet er ren action og ikke så taktisk betonet. Måske derfor er der heller ikke noget cover-system eller andre avancerede ting med droner osv. På den måde minder spillet mere om Call of Duty 2, end de andre titler, jeg har draget paralleller til.
Desværre er der endnu et punkt, hvor CoD 4 minder meget om CoD 2, nemlig i form af det dumme fjende spawn-system, hvor man mange steder skal nå frem til et vist punkt for at få fjender til at stoppe med magisk at spawne i én uendelighed. Det synes jeg ikke virker særlig fedt, fordi spillet på denne måde bestemmer, hvordan man skal tilgå visse situationer, og man således ikke har sin frihed til selv at vurdere, hvordan man vil løse en konflikt. Med andre ord: Visse steder kan man tage sin sniper og beslutte sig for at pille fjenderne ned en efter en, men om man så havde tusinde skud, ville der stadig være flere fjender inde i bygningen.
Der er dog også fordele ved spawn-systemet, fordi CoD-serien meget forsøger at skabe en illusion af, at man befinder sig på en hektisk slagmark under stort pres. Sammen med flere scriptede sekvenser giver det en meget kinematografisk oplevelse, som jeg ved, at mange spillere holder af. Der foretrækker jeg det lidt mere frit, idet fastlagte episke sekvenser er ikke så dynamiske per definition, men omvendt må jeg sige, at kampagnen i Call of Duty 4 fungerer virkelig godt, for jeg slap stort set ikke spillet, før jeg var igennem. Den har den der fun-faktor, der medfører, at spillet bare er sjovt.
Realistiske vægge
Spillet har selvfølgelig alle de normale elementer, vi kender fra gennemarbejdede spil såsom at man kan samle dræbte fjender/venners våben op, våbnene er autentiske og der er et pænt arsenal, så man veksler mellem assault rifles, snipers, raketstyr mv. Men spillet har faktisk også et nyt element, der virkelig fungerer fedt. Man kan i meget højere grad end andre spil skyde gennem vægge. Stort set alle tynde/halvtynde vægge kan man skyde igennem, hvis de får en hård nok salve med at tungt nok våben. Det betyder også, at det til tider kan være svært at komme i dækning – ikke mindst fra eksempelvis en helikopters maskingevær. Man kan stå inde i et tårn uden fjender i sigte, og så fyger kuglerne alligevel om ørerne på en. Det skal nok helst opleves, for det virker federe, end det lyder.
Multiplayer er, hvor det sner
Jeg må tilstå, at jeg er blevet ret fanget af Modern Warfares multiplayer. Den fungerer bare, så kort kan det egentlig siges, men jeg skal nok prøve at uddybe. For det første er alt det grundlæggende i orden. Der er 16 baner og et væld af spilvarianter samt samme gode styring som i kampagnen. Spillet kører teknisk set godt, og man føler ikke, at man bliver uretfærdigt behandlet af lag og latency. For det andet, så har man fundet på et nyt smart tiltag, der virkelig motiverer en til at spille. Alle achievements hører til spillets kampagne, og i stedet er der lavet et helt nyt rangsystem. Når man første gang går online, har man kun adgang til få klasser, våben, tilbehør, spilvarianter og evner (kaldet ‘perks’).
I løbet af de spil, man deltager i, optjener man erfaring og stiger på den baggrund gradvist level. Det er faktisk helt rpg-agtigt, for efterhånden som man stiger, kan man specialdesigne sin klasse, med flere og flere nye ting. Omvendt betyder det, at der er nogle lærepenge at betale først, for alle går altså ikke ind til en kamp med samme forudsætninger. Eksempelvis låser man først en ordentlig assault rifle op, når man bliver level 10. Forestil dig Halo, hvor nogle spillere spawner med en smg mens andre får en battle rifle. Heldigvis kan våben jo samles op, og det er meget tilfredsstillende at stige, så man æder det i sig.
Til sidst vil jeg lige nævne ‘perks’. Det er en slags specielle egenskaber, der findes i tre kategorier, og man kan have en fra hver kategori på sin klasse. På level et har man næsten ikke nogen at vælge imellem, men løbende kommer der flere til. Eksempler er specialammunition, der skyder hårdere, ekstra våben/granater og så har jeg lige fået en, der hedder Last Stand. Hvis den er aktiveret, kan man skyde lidt med sin pistol, mens man ligger på jorden og er ved at udånde efter at været blevet skudt, så der er lige mulighed for at tage en fjende (eller flere!!) med i døden. Der er naturligvis en del strategi i valg af kombination af våben og perks.
Fremragende grafik og lyd
Grafisk set er spillet fuldt ud på højde med de bedste spil i genren. Detaljegraden er høj, udsynet langt og overfladerne flotte. Det er med andre ord grafik i topklasse. Det samme kan man sige om lyden. Det skyldes flere ting. De relativt ukendte skuespillere leverer replikkerne overbevisende og uden at overspille. Der er et godt udvalg af engelske dialekter, fordi man både har englændere, amerikanere og skotter med i spillet. Selve musikken er indspillet af et rigtigt orkester, hvilket også kan høres.
En hæsblæsende saltvandsindsprøjtning
Call of Duty 4: Modern Warfare er den saltvandindsprøjtning, serien manglede efter treeren. Og alle kan være med her. Spillet er yderst tilgængeligt, og alle burde kunne finde passende udfordring på en af de fire sværhedsgrader. Kampagnen er super om end en smule kort, men den fremragende multiplayer sikrer en meget lang levetid. Det ligner allerede et stort hit på Xbox Live, så jeg forudser ingen problemer med at finde spil inden for overskuelig fremtid. Det er multiplayerdelen, der trækker karakteren helt op i eliten. Hvis du planlægger kun at spille kampagnen så træk en enkelt karakter fra – men lad den velfortjente Hot Award blive, for man kan sagtens købe spillet udelukkende for at spille det alene. Et gennemarbejdet og veldesignet spil fra Infinity Ward og Activision!
Loading ...
