Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Pixeline er vendt tilbage med endnu et spil i Skolehjælp-serien, hvor de yngste denne gang skal fodres med viden om den menneskelige krop mens de spiller.

Den velkendte høje kvalitet

Hvor skal vi begynde og hvor skal vi ende med det her? Der er nok ingen tvivl om at hele Pixeline-konceptet og en lang række spil i "serien" er blandt de bedste spil, til de yngste aldersklasser, der nogensinde er udviklet. Nærværende "Pixeline: Lær om Kroppen" fra KREA Medias Skolehjælp serie afviger naturligvis heller ikke fra den velkendte formel. Fuldstændig som vi er vant til det, så er Lær om Kroppen opbygget helt og aldeles på børnenes præmisser. Når først far eller mor har installeret spillet, så kan poderne selv styre det hele fra start til slut uden at skulle spørge om hjælp undervejs. Der findes formentlig ikke andre spil på markedet, der kan prale af det samme. Vi ved godt at vi har sagt det før, men det imponerer os stadig lige meget hver gang.

Teknisk set er der heller ikke noget som helst nyt under motorhjelmen. Spillet er stadig holdt i samme todimensionelle farvestrålende tegneseriestil, som altid, og alle kommandoer og funktioner i spillet er forsynet med indtalt forklaring, så læsefærdighed ikke er et krav for at spille det. Spørgsmålet om, hvornår Pixeline skal have en overhaling rent teknisk presser sig imidlertid efterhånden kraftigt på. Det er naturligvis prisværdigt, at spillet kan køre problemfrit på de mange "udtjente" PC'er, der ender på børneværelserne rundt omkring. Men de lave systemkrav ser efterhånden mere og mere ud til at være blevet en sovepude for udviklerne end et resultat af en bevidst strategi.

Bortført af aliens

Vel vidende om spillets børnevenlighed, kan jeg nøjes med at indtage bagsædepladsen mens Laura kaster sig over sine naturvidenskabelige studier i selskab med Pixeline. Historien er denne gang at Pixeline skal hjælpe nogle rumvæsener med at forstå den menneskelige krop. Jeg noterer med sarkastisk tilfredshed, at holdet bag spillet ikke kan have talt med afdelingen, der udvikler spil til danskundervisning, siden de insisterer på at referere til rumvæsener som værende "aliens". Oppe fra væsenernes rumskib kan Pixeline kaste sig ud i fem forskellige minispil, som handler om henholdsvis kroppens opbygning, hjernen, sanserne, kredsløbet og fordøjelsen.

Spillene er alle rimeligt simple og går for eksempel ud på at pege på de billeder, der passer til en bestemt lyd, placere knogler rigtigt på en tegning af et menneske og styre et iltmolekyle gennem en blodåre. Alle spillene kan indstilles til tre forskellige sværhedsgrader, hvor den anbefalede alder går fra seks år og opefter. Laura er ni år gammel og har ingen problemer med at pløje hele molevitten igennem på sværeste niveau uden at skulle spekulere ret meget over svarene undervejs. Så den øvre aldersgrænse kan ikke ligge meget over de ni år.

Jeg sniger mig til en kort pause mens min juniorassistent opdager løs i kroppens mysterier. Da jeg kommer tilbage igen sidder hun og spiller Sims 2. "Hvor har du gjort af Pixeline?" spørger jeg små irriteret. "Det ligger der," siger Laura og peger på bunken af spil på bordet. "Jeg er færdig." Der er ikke gået meget mere end en time siden vi startede, men jeg har allerede en klar fornemmelsen af, at Pixelines rejse til kroppens indre ikke er noget der kommer til at optage ret meget af fritiden herhjemme fremover.

Skolemateriale eller computerspil?

Hvor de rigtige Pixeline-spil alle sammen giver mange timers leg og udforskning til børnene, så virker det stadig som om KREA Media kæmper for at finde en form på Skolehjælp-serien, hvor det pædagogiske indhold pakkes ind i et spil, der også byder på udfordring og holdbarhed. Vores opgave her er at vurdere Pixeline: Rejsen til kroppens indre ud fra dets kvaliteter som computerspil. En vurdering af det som pædagogisk indlæringsmateriale overlader vi til de folk der har forstand på den slags. Som computerspil er det desværre en meget tynd kop te, med opgaver, der er lynhurtigt gennemført og uden nogen udfordringer, der giver lyst til at vende tilbage. Oven i købet er fem små minispil simpelthen bare for lidt reelt indhold at spise børnene af med. Og så gør det det ikke bedre at den tekniske platform efterhånden må køre på det absolut sidste vers.

Om Jesper Søtofte