Ratatouille

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Disney Pixars animerede film 'Ratatouille' er blevet en enorm succes, og vanen tro følges succesen op med spil, der bygger på historien. Vi tager derfor et smut til byernes by, Paris, i selskab med den kulinarisk begavede rotte, Remy, og dennes madglade familie.

Rotter i køkkenet

Selvom spillets målgruppe naturligvis er børn og barnlige sjæle, der har set Ratatouille i biografen her i efteråret, vil vi alligevel starte med at ridse historien bag filmen op. Filmens, og dermed også spillets, hovedperson er rotten Remy, der har en utrolig veludviklet lugtesans, og drømmer om at blive kok, ligesom sit store idol mesterkokken Auguste Gusteau. Under en vild flugt bliver Remy væk fra resten af rottekolonien, og ender i Paris. Her møder han køkkendrengen Linguini, og et usandsynligt venskab og samarbejde opstår. Remy hjælper Linguini til at arbejde sig op gennem graderne i Gusteaus køkken - der ledes af den afdøde mesterkoks ondskabsfulde køkkenchef - og udlever herigennem sine egne ambitioner.

Spillet lægger sig selvfølgelig nær op af filmens historie, men der er alligevel væsentlige forskelle. Den væsentligste er, at Remy med det samme genforenes med rottekolonien i Paris, og spillet tager udgangspunkt i at Remy skal bruge sine evner til at hjælpe kolonien med at skaffe mad. Grundlæggende har vi at gøre med et platformsspil, hvor du fører Remy rundt i, under og omkring Paris. Hver bane tager udgangspunkt i en scene fra filmen, og kan bestå af én eller flere missioner. Tager vi f.eks. den bane, der foregår i Gusteaus køkken, skal du først finde én af rotterne fra kolonien, derefter afbryde gasforsyningen, så skaffe nøglen til koldlageret og endelige hjælpe med at få åbnet døren dertil. Undervejs bliver man endvidere udsat for nogle minispil, hvor man skal hjælpe Linguini med at tilberede forskellige retter.

Denne vekselvirkning mellem platformsbaner og minispil er ganske forfriskende og tilfører spillet kærkommen afveksling. Dette skal ikke opfattes sådan at platformbanerne er kedelige eller dårligt konstruerede, for det er de bestemt ikke. Faktisk er spillet ret udfordrende selv for en garvet rotte som undertegnede. I løbet af introbanen bliver man præsenteret for de forskellige moves og teknikker, man har til sin rådighed, såsom at gå på line, gemme sig under ting og brug af våben, og man får behov for hele sit arsenal undervejs, ofte i form af en variation i forhold til det man lærte i introen. Som et eksempel kan nævnes, at man lærer at lave saltomortaler fra knag til knag på en knagerække, mens man i før omtalte køkkenbane, får brug for at svinge sig fra grydehåndtag til grydehåndtag. Man får i introsekvensen til enhver mission vist hvilken vej man skal gå for at nå sit mål, men hvordan man rent faktisk kommer fra A til B, er op til spilleren at finde ud af. Banerne er relativt store og åbne, så det er let at gå forkert undervejs. Der er dog ingen grund til at fortvivle, for farer du vild, klikker du blot på L1, så fortæller Remys imponerende lugtesans hvilken retning du bør bevæge dig i. Det er dog ofte at man går den forkerte vej med vilje, for hver bane indeholder nogle genstande man kan samle op for at opnå bonusser.

På alle de større baner, vil 100 stjerner være spredt rundt omkring. Samler du alle disse sammen, åbner du op for nye indkøb i Gusteau-butikken. Mere herom om lidt. Ligeledes vil de fleste baner også have én eller anden genstand, som vil give dig en forbedring til din rottekoloni, hvis du samler dem alle. I en af de første baner, kan du f.eks. samle syv dartpile, hvorved din rottekoloni bliver udbygget med et dartspil at fornøje sig med. Hver gang du fuldfører en mission, vil du desuden blive belønnet med et antal Gusteau-point til brug i Gusteau-butikken. Her kan du via dine Gusteau Point købe ekstra godter som originaltegninger til filmen og små videoklip, men også nye spilmodes, som f.eks. glidebaner, der kan spilles uafhængigt af hovedspillet, og endda som multiplayer, dog med den lidt skuffende tvist, at man skiftes til at køre banen igennem og derefter sammenligner tiderne for at finde en vinder. Det er ikke videre originalt, men giver bestemt et ekstra lille pust til spillet.

På lydsiden er Ratatouille solid uden at imponere voldsomt. Der bliver brugt stemningsskabende musik fra filmen, men variationen kunne godt være højere. Efter de første 3-4 baner synes man, at man har hørt det hele før. Figurernes mono- og dialoger i de mange mellemsekvenser er veludført, dog er det lidt frustrerende, at mundbevægelserne passer så dårligt til det talte i den danske version. Med hensyn til grafikken, så er denne nok et af spillets svage punkter. Bevares, animationer og genstande ser da fine ud... tæt på. På afstand virker det hele en smule grumset, og det er især et problem på de missioner, hvor man konstant er i høj fart, som eksempelvis på glidebaner og flugtmissioner, men også når det gælder generel visuel orientering. Det er ganske frustrerende at tro, at man kan se hvordan man når frem til en bonusgenstand, bare for at opdage at verden bogstavelig talt ikke så ud som man troede ved nærmere betragtning, hvorefter man må hele vejen tilbage til udgangspunktet for at fortsætte missionen.

Ratatouille er et spil, der hæver sig over den grå masse af spil baseret på filmudgivelser af den simple årsag, at det rent faktisk er godt. Det er varieret og udfordrende nok til selv de mere hærdede platformsspillere, uden samtidig at fremmedgøre målgruppen af børn i skolealderen. En middelmådig audiovisuel præstation og manglende reelle muligheder for at spille multiplayer trækker dog en anelse ned i den samlede bedømmelse.

Om Kasper Christiansen

Kasper Christiansen har anmeldt spil på Gamesector siden 2000. Siden den spæde begyndelse med Star Wars: Galaxies tilbage i 2004, har online rollespil haft en speciel plads i hans anmelderhjerte. Ellers er det især RTS titler - fra den hedengangne Age of Empires serie til Starcraft 2 - og sportsserier som Madden NFL og Championship Manager/Football Manager, der er en del af porteføljen. Kaspers spilkauserier gæsteoptræder ind imellem på www.familiespil.dk