Death to Spies

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Endnu et i den uendelige strøm af computerspil med udgangspunkt i 2. Verdenskrig er landet på vores bord. Denne gang påtager vi os rollen som russisk spion på blodig mission bag fjendens linier.

Død over spioner - uanset nationalitet

Fra 1943 til 1946 eksisterede der en sovjetisk efterretningstjeneste kaldet SMERSH, navnet er en forkortelse af "SMERt' SHpionam" der betyder "Død over spioner". SMERSH havde den ærefulde opgave at holde Den Røde Hærs bagland fri for spioner og partisaner, samt at henrette russiske soldater og enheder, der trak sig tilbage fra kampene uden ordrer. Sent i Anden Verdenskrig fik tjenesten desuden opgaven at finde Hitler og fange ham eller at tilvejebringe hans lig. Den 2. maj 1945 var det soldater fra SMERSH, der fandt liget af Hitler under stormen på Berlin. Nu har russiske Haggard Games påtaget sig opgaven med at oversætte nogle af organisationens operationer til computerspil i spillet, der direkte oversat fra SMERSH er blevet til; "Death to Spies".

Spillet dumper dig ned bag fjendens linier i rollen som kaptajn Semion Strogov, for at udføre en lang række blodige missioner. Du skal kidnappe officerer, henrette overløbere og forrædere og udføre sabotage mod tyskerne. Oven i købet skulle alle missionerne, efter sigende, være baseret på autentiske opgaver udført af SMERSH mod slutningen af krigen. De der har spillet Hitman eller Splinter Cell, vil have en ret præcis idé om hvad Death to Spies går ud på. Det er et snigespil, såkaldt "stealth spil", hvor tålmodighed, planlægning, tålmodighed, kreativitet og tålmodighed står øverst på dagsordenen. Men det er også et spil, der vil drive dig til vanvid på grund af sin, til tider, helt urimelige høje sværhedsgrad.

Det svære valg

Din rolle som SMERSH agent udfører du i tredje person perspektiv, hvor du kan løbe, gå, kravle og krybe af sted alt som det passer dig. Missionerne er lange og komplekse og du har i princippet fuldstændigt frie hænder til at udføre dem som det passer dig. Death to Spies er fuldstændig tro mod genren og ethvert forsøg på at lege Arnold Schwarzenegger som Terminator er dømt til at mislykkes. Idéen her er at du skal slippe så usynligt ind og ud igen.

Mørke og skygge er dine venner og enhver form for støj din fjende. Til din rådighed har du et sandt overflødighedshorn af udstyr og planlægningsværktøjer, så forbered dig på at bruge rigtigt lang tid på at planlægge missionerne inden du går i gang. Spillet har, ganske, kløgtigt en vægtmodel, hvor alt det udstyr du vælger på forhånd har vægt. Så selvom det er fristende at rage til sig med begge arme af ammunition, håndgranater og flasker med æter, så vil det lynhurtigt give dig så mange ekstra kilo at slæbe på at din mission bliver umulig at gennemføre.

Når du først er ude på missionerne, finder du hurtigt ud af at dine frihedsgrader ikke er helt så frie, som det måske ser ud ved første øjekast. Det myldrer med fjender alle vegne og der er kun få mulige veje frem til målet. Du skal være på tæerne hele tiden, for et skud på det forkerte tidspunkt eller en vagt, der opdager et lig, vil ofte betyde, at det er dig der blev den døde spion denne gang. Forklædning i uniformer stjålet fra nedlagte fjender vil mange gange være en måde at slippe lettere forbi forhindringer, men det er langt fra alle fjenderne, der hopper på den limpind. Typisk bliver missionerne sværere jo tættere på målet du er. Faktisk bliver de ofte svære på grænsen til det direkte umulige, hvor du vil sidde med en følelse af at alle bevægelser skal times til sidste brøkdel af et sekund for at lykkes.

Realisme uden store armbevægelser

Lyd og grafik i spillet skubber ikke til nogen tekniske eller kunstneriske grænser, men lever op til den standard der kan forventes. Brug af dynamiske lys og skyggeeffekter fungerer perfekt i forhold til at finde steder at gemme sig for uønskede blikke og både personmodeller og omgivelser virker tilstrækkeligt, detaljerede og realistiske. Våbenmodellerne og de korte men brutale kampe med dine fjender virker også realistiske.

Hverken 2. Verdenskrigs temaet eller spillets gameplay giver os noget vi ikke allerede har set mange gange før og i den henseende skiller Death to Spies sig hverken ud i positiv eller negativ grad. Men det er formentlig det første snigespil af denne type, hvor man har valgt at henlægge handlingen til netop 2. Verdenskrig. Alting er solidt og gennemarbejdet og lever absolut op til hvad man med rette kan forvente. Hvis vi skal tillade os at være rigtigt kritiske over for Death to Spies, så kunne vi godt have tænkt os noget mere nytænkning i forhold til gameplay - og så er spillets sværhedsgrad simpelthen bare lige en tand eller to for hård. Men hvis du hører til dem der kan udføre alle Hitman-spillene med den ene hånd på ryggen, så kan Death to Spies meget vel være spillet for dig.

Om Jesper Søtofte