ObsCure II

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Vi spillede faktisk det første ObsCure en hel del. Ikke fordi vi syntes spillet i sig selv var noget særligt - men konceptet med co-op multiplayer i et teenage survival horror spil vare bare mystisk tiltalende. Nu er ObsCure II så (endelig) udkommet på disse breddegrader og selvom co-op mulighederne er tilbage, er vi ikke helt så begejstrede.

Teenage slasher spil

Vi er tilbage i teenageverdenen - præcis to år efter hændelserne i det første spil, hvor en flok teenagere måtte kæmpe imod mutanter og andet kravl for at overleve et eksperiment med giftige plantesporer. Det hører nu alt sammen fortiden til og flokken af venner er kommet videre med deres liv. Vi møder dem igen, nu hvor de er begyndt at gå på Leafdale High. Desvære når man som spiller ikke at opleve meget af livet på campus, før helvede bryder løs - den er igen gal med blomsterne, der udsender de farlige sporer, som lynhurtigt får mennesker til at mutere til monstre. Yes, du gættede rigtigt, du skal igen lede flokken af teenagere igennem et survival horror spil fyldt med monstre og teenage-klichéer.

Som sin forgænger lader ObsCure II dig kontrollere en gruppe af teenagere - nærmere bestemt kan du vælge imellem hvilke to karakterer, som du vil tage med rundt på opdagelse i omgivelserne i og omkring skolen Leafdale High. Man skal selvfølgelig opklare mysteriet omkring det nye udbrud af sporer men også holde sig selv og sine kammerater i live. I sig selv er plottet meget spinkelt, men det er da heldgvis meget underholdende i starten, at snige sig rundt i de (næsten) forladte og mørklagte bygninger i søgen efter spor og ting man skal bruge. Desværre bliver spillet let lidt ensformigt.

De forskellige teenagere er en blanding af ærketypiske klichéer fra typiske teenage-gysere - der er f.eks. en stor og stærk jock, den smukke blonde bimbo og computernørden. Dog er disse ikke kun begrænset til at være rene klichéer, for hver karakter har nogle bestemte færdigheder, der er nødvendige for at løse spillets puzzles - f.eks. kan computernørden hacke elektroniske låse (i form af et simpelt lille ord-puzzle) mens den store jock kan slæbe rundt med ting, som man efterfølgende kan klatre op på. De puzzles, der ikke er afhængige af at have den rigtige karakter med sig, er ofte baseret på at finde den korrekte genstand - f. eks en nøgle.

Selve spillets action læner sig meget kraftigt op af Resident Evil, dog med den markante forskel, at man ofte må ty til nærkampsvåben i ObsCure II - for eksempel ishockeystave, golfkøller, baseballkøller og lignende. Der er skydevåben, men de er sjældne i starten af spillet. Spillet anvender desuden mange af de samme tricks som Resident Evil - såsom monstre, der pludselig springer frem fra et skjul eller gennem et vindue. Det er desværre langt fra så uhyggeligt, som det var tilbage i Resident Evil og faktisk er ObsCure II kun rigtig uhyggeligt ved ganske få lejligheder.

Det helt store trækplaster ved ObsCure II er naturligvis, at der altid er to teenagere sammen - man styrer selv den ene og den anden styres (med noget besvær) af computeren - eller af en anden spiller i en co-op mode. Det smarte er, at der altid kan hoppe en anden spiller ind i dit spil, så får du lige en kammerat på besøg kan han (eller hun, hvis du er så heldig at kende nogle søde piger) hjælpe dig med spillet. Det giver naturligvis nogle kameraproblemer at spile med to figurer på samme skærm - men en smart feature betyder, at man kan skifte kameraet fra en person til en anden, således at den karakter, der er ved at lave noget vigtigt kan få kameraet fokuseret på sig.

Selve gameplayet i ObsCure II er set så mange gange før, at det næppe vil imponere nogen, der har spillet Silent Hill eller Resident Evil. Selvom spillet formår at præsentere en glimrende "teenage horror"-stemning, så skaber spillet aldrig rigtig en vedvarende og tryggende uhygge. Desværre. Faktisk er det stort set kun spillets co-op multiplayer, der formår at sikre spillets levetid.

Visuelt er ObsCure II nogenlunde. Der er nogle meget brutale og blodige mellemsekvenser og der er godt med varierede omgivelser. Men hele spillet virker lidt grynet og monstrene er generelt alt for ens. Hovedpersonerne ser til tider lidt for enkle ud. Desuden kæmper spillet med et fantastisk dårligt kamera, der bestemt ikke bliver bedre, når man er to spillere. Stemmeskuespillet i spillet er derimod glimrende med mange gode one-liners, der kunne være taget direkte ud af en klassisk teenage horor film og det samme kan siges om musikken, der også passer rigtig godt til genren.

Samlet set er ObsCure II et let fordøjeligt og hurtigt glemt action horrorspil, der absolut kun har noget interessant at byde på, hvis du har en ven eller veninde ved hånden, som du kan spille sammen med. Spiller man spillet alene vil man blive frustreret over den AI-styrede ledsager og det ensformige gameplay, men spiller man to er der lagt op til alle mulige former for sjovt samarbejde. Når det så er sagt så plages spillet stadig af et drilsk kamera, et komplet hjernedødt plot og lidt for mange sekvenser "lånt" fra Resident Evil.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).