Hannah Montana

Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

I 1989 var jeg 9 år og på de danske tv-skærme huserede superhelte-drengen Arno Olsen aka Duksedrengen. Til hverdag en ganske almindelig nørdet 7. klasses skoleelev, men i fritiden var han superhelten Duksedrengen. Her i 2007 er tv-heltinden amerikanske Miley - til hverdag en almindelig skolepige på 14 år, men om aftenen er hun den berømte blonde Popsangerinde Hannah Montana. Duksedrengen blev til tegneserie og Hannah Montana, ja hun kan bl.a. opleves i dette DS-spil.

Hannah hvem?

Tænk hvis din klassekammerat, rideveninde eller bibliotekar havde en hemmelig identitet som popsanger (jeg er bibliotekar og har en hemmelig identitet som nørd -Red.). Supermand møder Britney Spears; det er dette koncept den succesrige amerikanske Disney-serie "Hannah Montana" bygger på. Den gennemgående historie handler om, hvordan Miley Stewart forsøger at opretholde sit almindelige teenage-pigeliv med små og store sorger uden at det bliver opdaget, at hun er den verdenskendte popsangerinde Hannah Montana. Og sådan er det også i spillet.

Hver mission i spillet starter med, at Miley får en SMS, e-mail eller lignende fra en anonym afsender, der fortæller, at afsenderen ved, at hun er Hannah Montana og vil afsløre dette. Sammen med Mileys veninde Lilly, der kender hemmeligheden, skal Miley opklare, hvem afsenderen er, således, at hendes hemmelighed ikke bliver opdaget.

Ved at gå rundt og finde spor skal mysteriet opklares. Det foregår ved, at man taler med folk, og hjælper dem med noget mod at få informationer. Ofte vil de have, at man hjælper dem med at finde deres hundesnor, CD eller andre ligegyldigheder. Dette gøres ved at gå omkring med lup og lommelygte på lagre, stranden og i klasselokaler og lede efter den ønskede genstand.

Spillet foregår rundt i de vigtigste locations i enhver teenage-piges liv; på værelset, i skolen, i shoppingcenteret, på stranden og på stadium (hvor koncerten finder sted). Det hele ses i noget der minder om et isometrisk perspektiv, og grafikken er udmærket som sådan. Men ofte er der ekstrem dødt. Særligt i shoppingcentret ses de store kontraster; store tomme rum og korridorer uden liv, men når man kommer ind i butikken er der mange fine detaljer som Xbox'e og arkademaskiner. Men da der bruges meget tid på at gå fra det ene rum til det andet, også på skolen, så føles spillet mest af alt dødt og mennesketomt. Samtidig er der ikke mange mennesker at snakke med, halvdelen af personerne i spillet er således bare til pynt. Man savner at de siger et eller andet.

Chuck doesn't sit, Chuck has legs of steel.

Eneste lyspunkt er sikkerhedsvagten på stadiumet. Han ikke bare ligner Chuck Norris, men han også taler som (en karikeret) Chuck Norris, hvilket er ret morsomt og meget uventet i et spil som dette. Og kender man ikke Chuck Norris, så gør det heller ikke noget, for dialogen er skrevet således, at den fletter konkrete oplysninger om spillet sammen med Chuck Norris-citater, såsom det faktum at Chuck Norris ikke sidder ned fordi hans ben er lavet af stål. Enten er spiludviklerne ekstremt store Chuck Norris-fans, eller også synes de at det øvrige persongalleri ikke er særlig ophidsende.

Den øvrige dialog forsøger også at gøre sig bemærket. En del af dialogen går på, at spilleren skal bestemme, hvad Miley skal sige. Der er to forskellige muligheder hver gang. I stedet for bare at klikke på en sætning, har udviklerne valgt, at spilleren skal tegne et symbol. Det handler om at sige det rigtige, for at hade-kliken / Hannah Montana-wannabe'erne, Jackson (Mileys irriterende bror) eller Oliver forsvinder, så man kan komme ind ad en dør eller videre i spillet. Vælger man ikke rigtig, skal man starte dialogen forfra. Det er en udmærket idé, desværre er spillet dårligt til at genkende de symboler man tegner. Det gælder i øvrigt også, når døre skal åbnes indad (bemærk ikke udad), så skal symbolerne også tegnes. De skal tegnes langsomt og på en hel bestemt måde. Det er måske udmærket for aldersgruppen, men det føles bare ikke sjovt, særligt ikke når det er de samme symboler, som kører i rotation. Styringen i dialogen gør, at det bliver langt mindre sjovt, at tale med personerne, end det ellers ville være.

Af øvrige udfordringer er det muligt at designe sit eget tøj og bytte det med en veninde, hvis hun har spillet. Efterhånden låses der op for flere pyntegenstande og mønstre. Ligesom der også låses op for at et skateboard/scooter-spil kan spilles separat. Tempoet her er meget langsomt, men alligevel udfordrende. Jeg ville ønske, at de havde sænket sværhedsgraden og sat mere tempo på.

Spillet har en meget snæver målgruppe; 9- til 14-årige fans af Hannah Montana, hvilket nok primært er piger. Derfor trækker det væsentlig ned i karakteren, at spillet foregår på engelsk - der er en del tekst og det er ikke begynderniveau. Spillet savner også lidt mening og føles ofte ligegyldigt. Idéen og historien er god, men man kunne godt have skabt noget mere mening og indhold. Kombineret med de tomme rum, er det kun virkelig store fans som bør bruge tid på spillet.

Om Mette Munk Heilesen