Vores gamle anmelder Johan Kenslers lookalike Gordon Freeman er tilbage. Orange Box er et overflødighedshorn af nyt såvel som ældre postapokalyptisk guf. Xbox 360-ejere har nu også mulighed for at opleve alle Half-Life 2-eventyrene.
The Orange Box. Oversat direkte betyder det “appelsinæsken” lige så vel som “den orange æske”. Ikke just et gennemsnitligt spilnavn, men The Orange Box er heller ikke noget gennemsnitligt spil. Det er sådan set heller ikke ét spil, men ikke mindre end hele fem større eller mindre spil fra højt respekterede Valve. Æsken er ikke anderledes end andre spilæsker og alle fem spil ligger på én skive, hvilket burde få diskussionen om pladsproblemer på DVD’er i forhold til Blu-Ray til at forstumme for en tid.
Jeg gennemgår herunder æskens fem spil, men for lige at summere op, så indeholder den følgende: Half-Life 2, Half-Life 2: Episode One der udkom til PC i 2006, samt den helt nye Episode Two, Portal der bedst beskrives som en fps-puzzler og endelig Team Fortress 2, der er fortsættelsen til en ældre og åbenbart legendarisk PC-multiplayer titel. Pyha, der er nok at gå i gang med, og alt i alt giver det rigtig mange timers underholdning, selv hvis man springer over et spil eller to (eller tre). Alle fem spil er i øvrigt tilgængelige fra starten.
Half-Life 2
Dette spil anmeldte jeg for et par år siden, lige inden Xbox 360 udkom. Ganske som dengang er det er forrygende spil, der kun skæmmes en smule af et par lidt for lange sekvenser med køretøjer. Spillet starter nogle år efter katastrofen på Black Mesa. Johan Ke… øhm, Gordon Freeman vækkes efter en lang dvale. Desværre er Half-Life 1 ikke med på skiven, men det ville også være grådigt at forlange. Det kræver altså stadig en PC eller en PS2, hvis man vil have starten på eventyret med.
Settingen er et post-apokalyptisk big brother-samfund, hvor mennesker nærmest er reduceret til uniformerede slaver uden indflydelse på deres eget liv. De bliver flyttet rundt mellem nogle store anonyme byer, og ved spillets start ankommer Freeman til City 17. Freeman kontaktes hurtigt af modstandsbevægelse og hvirvles ind i et plot, der hverken er værre eller bedre end det gennemsnitlige spil-plot, om at befri den forfaldne City 17 og dens kuede indbyggere. Hans kvindelige medhjælper Alyx Vance og hendes robot Dog præsenteres også allerede i starten af spillet – de er også med i Episode One og Two.
Spillet tager kort sagt form af én lang, hæsblæsende jagt, der begynder allerede 10 minutter inde i spillet. Det berømte/berygtede koben er Freemans første våben i et arsenal, der løbende udbygges med pistol, shotgun, maskinpistol, granater osv. Men spillets helt store scoop er den såkaldte gravity gun, som man får efter nogle timer. Gravity gun’en er manifestationen af det, Half-Life 2 oprindelig blev kendt for, da det udkom til PC sidste for efterhånden nogle år siden, nemlig den imponerende og realistiske fysikmotor. Selvom vi har set realistisk fysik i flere spil nu, så holder Half-Life 2 stadig. Med gravity gun’en tiltrækker man objekter med LT og skyder dem af sted med RT. Således anvendes gravity gun’en både i puzzles og kamp – samt som legetøj, hvis man synes den slags er morsomt.
Gordon Freeman er iført det grå environment suit, som efterhånden er næsten lige så ikonisk som Marios røde bukser, men som minder mere om Master Chiefs rustning i Halo – og den fungerer også mere således. Dragten virker nemlig som en slags rustning, så man ligesom i Halo først har sit skjold og derefter ens energi. Modsat chefens skjold lader Freemans dragt dog ikke automatisk op, men diverse power-ups og stikkontakter kan afhjælpe dette problem.
Nu vi er inde på Halo-sammenligningerne, så kommer vi ikke uden om, at efter at have spillet Halo 3 og oplevet den stærke AI deri samt online co-op, brede åbne baner, meta-campaign osv., så må man erkende, at selvom Half-Life 2 har nok tidløs kvalitet til at holde i dag – og være bedre end mange nyudgivelser – så er det ikke længere toppen af poppen. Episode One og Two ændrer ikke på dette. De er supergode, men ikke til 10/10 ligesom Halo 3.
Banedesignet er varieret og flere steder skal man løse større eller mindre puzzles for at komme videre. Der er diverse fjender såsom regeringssoldater, robotter og diverse monstre. Hvor AI’en ikke imponerer, så gør det animerede skuespil det til gengæld. På sin færd møder Freeman fra tid til anden frihedskæmpere fra modstandsbevægelsen, hvilket gerne afføder en lille cut-scene. Disse er meget velspillede, så selvom plottet ikke er noget at skrive hjem om, så fortælles det med fremragende AI-skuespil. Alle stemmerne er proffe, og det lader de animerede personer også til at være. Godt lavet.
Folk har klaget over de lange baner, hvor man i stedet for at bevæge sig til fods primært befinder sig i et af spillets køretøjer. De er ikke blevet bedre med tiden og fremtræder stadig som spillets svageste punkter. Man kan gemme spillet overalt, så man kan gemme lige inden de sværere steder. Spillet giver også automatisk checkpoints, så man ikke behøver tænke på at gemme, før man slukker spillet.
Da Half-Life 2 kom til den gamle Xbox, var det superflot. Nu er det endnu flottere, for grafikken har fået en overhaling. Overalt er der flader med flotte teksturer og lys- og skyggeeffekter. Sagen er bare den, at andre spil, der er udviklet specifikt til Xbox 360 er endnu flottere – i hvert fald de allerflotteste: Gears of War, BioShock og Halo. Man skal dog være et skarn for decideret at klage over grafikken – den er bare ikke helt i top længere. Men det er naturligvis kun rent teknisk set, for spillets lækre art direction er på ingen måde forældet. Ravenholm-banen står stadig stærkt som hyldest til Survival/Horror-genren, og sådan er det med det meste af spillet. De grafiske udviklere har skabt en levende verden med afvekslende flotte miljøer.
Half-Life 2: Episode One
Valve har utraditionelt valgt et lave flere mindre episoder i stedet for en decideret efterfølger til Half-Life 2. Sidste år kom Episode One til PC og den kan nu for første gang opleves på konsol. Omkring fire timer lang er Episode One, og selvom den ikke er så storslået og episk som selve Half-Life 2, er der stadig tale om en god, kort fps, hvor karaktererne stadig leverer flot skuespil – og hvor grafikken er bedre end i Half-life 2-porten.
Man befinder sig stadig i City 17, og gameplayet er det samme som i Half-Life 2. Der kommer ikke nye våben osv. Det er simpelthen fire timer mere af det samme (hvilket jo er godt), bare flottere. Kunne man lide Half-Life 2, vil man med andre ord også kunne lide Episode One, der dog ikke er helt så storslået og episk.
Half-Life 2: Episode Two
Sådan er det også med Episode Two. Endnu pænere og lidt længere end Episode One, men grundlæggende mere af det samme. Episode Two skiller sig dog alligevel ud med et meget veldrejet pace og med nye lokaliteter. Endelig kommer Gordon Freeman og Alyx Vance ud af City 17 og oplever de omkringliggende områder. Men altså, samme gode spil, bare endnu mere af det.
Team Fortress 2
Team Fortress 2 er den åbenbart længe ventede efterfølger til Team Fortress Classic – et ældre PC-spil, jeg ikke har stiftet bekendtskab med. Ganske som i klassikeren har Team Fortress 2 et gameplay, der baserer sig på, at man kan spille ikke mindre end ni meget forskellige klasser: Medic, Sniper, Pyro, Demoman, Scout, Soldier, Heavy, og Engineer. Nogle kan heale, andre løbe hurtigt, skyde med raketter, forklæde sig som en på det fjendtlige hold osv.
Kampene foregår på seks maps, der alle har én specifik spiltype tilknyttet. Ingen er disse er normal deathmatch/slayer – der spilles udelukkende forskellige objective-spil. Med seks baner og udelukkende en spiltype per bane, så er det klart, at i længden må det blive lidt trivielt, hvis man spiller det meget. Jeg har haft svært ved at komme ind i spil med mere end fire-seks deltagere, og spillet er tydeligt designet til at være sjovest, hvis man er de maksimale 16. Styringen er jeg heller ikke så vild med – der er for lidt autoaim/aim-assist, hvilket giver en styring mere i stil med Perfect Dark Zero end Halo.
Umiddelbart er Team Fortress 2 altså ikke lige min kop te, selvom det er flot med den vellykkede humoristiske tegnefilmgrafik, man kan se i flere af vores screenshots. Nej jeg havde foretrukket en konsoltilpasset udgave af Counter-Strike Source, men sådan er smag og behag jo så forskelligt.
Portal
På mange måder er Portal det mest interessante islæt i pakken. Man vågner op i Aperture Science Center og skal undslippe dette futuristiske kompleks. Der er ikke rigtig nogen fjender, men i stedet er masse puzzles, der på sin vis minder en smule om klassisk Zelda-gameplay. Til sin rådighed har man en gøb, der skyder portalhuller i vægge, og det forekommer mig yderst vanskeligt at forklare præcist, hvordan gameplayet virker. På den ene trigger skyder man en blå portal ud på væggen og med den anden en orange. Hvis man går ind i den ene portal, kommer man ud af den anden. Man kan eksempelvis skyde en portal oppe nær en platform, man vil op på, skyde den anden på væggen ved siden af sig, gå igennem denne og vupti, så er man oppe på platformen. Ved hjælp af portalerne kan man bevæge sig rundt mellem rum og transportere diverse objekter, der skal bruges til at løse puzzles i andre rum.
Det er ret matematisk, og man kan sagtens sidde to og hjælpe hinanden med at udtænke, hvilke portaler et givet rum behøver. Første gennemspilning tager ikke mere end 2-3 timer, men derefter kommer der specielle challenges. Tænk på spillet som en blanding af Tetris og Zelda-puzzles med en fps spilmekanik.
Både grafisk og lydmæssigt holder Portal et højt niveau krydret med sublim humor. Altså virkelig sublim humor – man griner bogstavelig talt! Det er et af de spil, man er nødt til at opleve selv, før man forstår det – og det vil helt sikkert ikke være for alle. Dertil et det potentielt for frustrerende, hvis ens hjerne ikke lige er gearet til det.
Én achievement per luftballon
Valve har af Microsoft fået lov til at overskride det normale maksimum på 50 achievements per spil, så ikke mindre en 99 achievements ligger spredt i de fem spil. Det betyder så også, at hver enkelt achievement meget sjældent giver over 15 points, men der er i hvert fald nok at gå på jagt efter.
Fem spil for et spils pris
Det kræver ikke noget geni at udregne, at The Orange Box giver usædvanlig meget for pengene. Selv for mig, der ikke umiddelbart er så vild med Team Fortress 2, er der fire solide titler, og sådan vil det være for de fleste: Masser af levetid og altså ikke mindre end 99 achievements at jagte. Æsken et must-buy for stort set alle, der kan lide veldrejede first person shooters. Simpelthen. Valve er stadig lig med høj kvalitet.
Loading ...
