Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):
PEGI 3+

Der er altid tvivl om, hvorvidt det hvert eneste år er værd at lange en plovmand over disken for at erhverve sig det nye Tiger Woods PGA Tour. Ikke mindst hvis man i forvejen ejer forgængeren. GameSectors anmelder vurderer her, om der er tale om den komplette golfoplevelse, vi har ventet på i årevis.

Et nyt år med Tiger

Tiger Woods PGA Tour er et af de sidste nulevende golfspil. Legenden Tiger Woods har været med siden 1999, mens serien har holdt stand siden 1991, hvor platformen hed Sega Genesis. Væk er mastodonten, den altoverskyggende Links fra Microsoft, og det har medført en næsten enevældig status for Tiger Woods PGA Tour. Heldigvis har serien ikke blot hvilet på laurbærrene, men har også udviklet sig.

Sidste års udgave var tæt på at imponere, og det har naturligvis affødt store forhåbninger til i år. Desværre kan det allerede nu afsløres, at forventningerne ikke indfries helt. Der er både positive og negative ting til at vægte for og imod et køb.

Et af årets nyheder er muligheden for at hente et billede af sig selv ind i spillet og genskabe både krop og sjæl - kopier af sig selv, der er endog meget vellignende. Derefter udvikler man sin spiller gennem træning, køb af tilbehør og bedre udstyr og ved almindeligt godt spil. Det er forholdsvist nemt at gå til, og resultatet er tilfredsstillende. Bliv endelig ved med at være kreative på denne måde, EA!

Den største nyhed er tre-klik slag, som vi også kender fra PC. Mange fans, inklusive denne anmelder, har savnet denne mulighed på konsollerne. Her har man hidtil været påtvunget et analogt sving. Det er skam stadigvæk muligt at bruge, men nu kan man også trykke tre gange: en for at påbegynde et slag, igen for at indstille kraft og til sidst for at afgøre præcision.

Desværre er det ikke særlig brugervenligt opbygget. Man ender mestendels med at ramme bolden fuldstændig skævt og langt pokker i vold, fordi det er næsten uhyggeligt svært at ramme det optimale tidspunkt. Systemet kræver med andre ord masser af tilvænning - og ikke mindst en omgang seriøs finpudsning til næste år.

Når snakken falder på indhold, mangler Tiger Woods PGA Tour 08 desværre også nytænkning. I menuen er der de sædvanlige spiltyper og træningsfaconer og Tiger Challenge, der havde debut i sidste års udgivelse er opdateret. Her spiller man igennem forskellige scenarier, der lukker op for andre scenarier og til sidst giver mulighed for at slå Tiger selv. På nogle baner skal man bare holde føringen de sidste tre huller af en runde eller komme tættest på flaget.

Én ting scorer dog gode point på bundlinjen for spillet, nemlig en ny matchtype kaldet 'Bingo Bango Bongo'. Idéen er et godt alternativ, fordi målet ikke er at være den bedste golfspiller: Spilleren som rammer green belønnes med Bingo; spilleren tættest på hullet, når bolden rammer green, får Bango; og vinderen af hullet får Bongo. Når sidste bold er i hul, vil spilleren med flest B'er blive kåret som samlet vinder. En sjov spiltype og fint alternativ til Tiger Challenge, der igen i år fungerer som spillets karrieremode.

Men Tiger Woods PGA Tour 08 er langt fra et perfekt golfspil. Det er ramt af fejl, både offline og online: Fejl og forsinkelser i grafik, problemer med gameplay, som kan afgøre golfdueller, og ensformighed hos kommentatorerne, der over et utal af år stadig ikke har udviklet sig en meter. Hvad med kommentarer af Flemming Toft - og tilsvarende nationaliserede menuer? Sidst kan vi også nævne, at man kan lægge video af gode runder og gode slag online. Og naturligvis har spillet også en onlinedel, hvor alle typer spil er med.

Desværre må vi konkludere, at Tiger Woods PGA Tour 08 ikke giver direkte anledning til køb, hvis man i forvejen ejer 2007-versionen. Noget skrækkeligt spil er det dog ikke. Der er fin underholdning i vente, men jeg synes, at det kunne være gjort meget bedre.

Om Lars Haslev