Tiger Woods PGA Tour 08

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


Udgiver(e):
PEGI 3+

Der er altid tvivl om, hvorvidt det hvert eneste år er værd at lange en plovmand over disken for at erhverve sig årets version af Tiger Woods PGA Tour. Ikke mindst hvis man allerede ejer forgængeren. GameSectors anmelder redegør for, om det også i år er et spil, der kun lige ved og næsten giver den perfekte golfoplevelse.

En sport for mænd - i ternet tøj!

Tiger Woods PGA Tour er et af de sidste golfspil tilbage på markedet. Serien er samtidig den ældste af sin slags. Golflegenden Tiger Woods har været med siden 1999, mens serien i dens nøgne form har holdt stand siden 1991, hvor platformen hed Sega Genesis. Væk er klassikeren Links fra Microsoft, og det har medført en næsten enevældig status for Tiger Woods PGA Tour de senere år. Heldigvis har serien ikke blot hvilet på laurbærrene, men også udviklet sig. Spørgsmålet er så, om det også denne gang kan tilbyde en forbedret og mere realistisk golfoplevelse?

Tiger Woods PGA Tour 07 var yderst tæt på at være en imponerende spiloplevelse og det efterlod store forhåbninger til dette års opdatering. Forventningerne indfries desværre ikke, kan det allerede nu afsløres, men der er både positive og negative ting til at vægte for og imod et køb.

Den største tilføjelse er nok tre-klik slag, som vi også kender fra PC. Mange fans har savnet denne mulighed i årenes løb på konsollerne, hvor man hidtil har været påtvunget det analoge sving. Det er der stadigvæk, men nu kan man også trykke for at påbegynde et slag, dernæst trykke for at indstille kraft og slutte med et tryk for præcision. Desværre er det ikke særlig brugervenligt opbygget. Man ender alt for ofte med at ramme bolden fuldstændig skævt og langt pokker i vold, fordi det er svært at ramme dét optimale tidspunkt. Kræver tilvænning og finpudsning til næste år.

Et af årets andre nyheder er muligheden for at importere et billede af sig selv og genskabe både krop og sjæl til spillet. Det er forholdsvist nemt at gå til, og resultatet er tilfredsstillende. Bliv endelig ved med at forny jer på denne måde, EA Sports!

Det kan man til gengæld ikke sige om den indholdsmæssige del af Tiger Woods PGA Tour 08, der mangler nytænkning og finpudsning. Den store tilføjelse her er en matchtype kaldet "Bingo Bango Bongo", hvilket ikke siger meget. Idéen er dog god, fordi det ikke gælder om at være den bedste golfspiller: Første spiller som rammer greenen bliver belønnet med Bingo, spilleren tættest på hullet, når greenen rammes, får Bango og spilleren, som vinder hullet får Bongo. Når spillet er slut, vil spilleren med flest B´s, som det jo så hedder, blive kåret som samlet vinder. En sjov spiltype, der fungerer fint som alternativ til Tiger-udfordringen, der (kedeligt nok) atter er spillets karrieremode.

Tiger Woods PGA Tour 08 er langt fra det perfekte golfspil. Lad os sige det som det er: Det er fyldt med fejl. EA Sports er på vej med en opdatering i skrivende stund, men det er ret kritisabelt, at man end ikke kan gennemføre karrieredelen før denne kommer. Fejl i grafik, hos kommentatorerne og i gameplayet, som kan afgøre golfdueller, er noget som forhåbentlig vil blive fikset. Grafik og lyd er dog, på trods af fejlene, stadig af vanlig høj standard - som vi kender det fra tidligere spil i serien.

Indtil da må vi desværre konkludere, at Tiger Woods PGA Tour 08 ikke giver anledning til et køb, hvis man allerede ejer sidste års udgave. Det er dog ikke noget skrækkeligt spil. Der er solid underholdning i vente, særligt hvis man ikke i forvejen ejer 2007-versionen, men jeg synes bare, det kunne være gjort meget bedre.

Om Lars Haslev