Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Med en undertitel der hedder "Danmark På Spil", kunne man tro, at det nye Pixeline spil handler om Muhammedkrisen eller de nye finanslovsforhandlinger. Heldigvis drejer det sig om en fredelig rundtur i kongeriget, i selskab med børnenes ynglings lege / lære tante.

På den igen

Pixeline har snart flere eventyr på samvittigheden end hovedpersonerne i Glamour. Det skorter ikke på kreativiteten fra udviklernes side, og det er som bekendt ikke kun traditionelle discipliner såsom stavning, matematik, og løsning af logiske opgaver, som hun slås med.

Denne gang skal vi således eksercere i geografiens verden, og lære om byer, landsdele, dialekter og meget andet godt.

Det hele starter med, at Pixelines lillebror stikker af i sin luftballon, med det formål at omdøbe så mange stednavne som muligt, så de kan blive opkaldt efter ham selv. Pixeline følger efter i den lille terrorists fodspor, ved hjælp af ledetråde udstukket af musen (?) Mumle.

Spillet byder på tre sværhedsgrader, og de er generelt gradueret rigtig godt. Helt vildfaren bliver man aldrig, men når Pixeline skruer bissen på, skal selv erfarne Danmark-globetrottere tænke sig om inden de svarer.

Ballonskipper i aktion

Spillets udgangspunkt til de forskellige underspil, foregår ved at Pixeline svæver over Danmark, styret af piletasterne. Når hun er over den by Mumle har fortalt Lillebror har søgt tilflugt i, skal Pixeline hoppe af og løse en af følgende opgaver.

Danmarks dialekter

Enhver, der har gået i en dansk folkeskoleklasse, ved, hvor vigtigt det er at fralægge sig alle spor af dialekt, og hvordan evnen til at gebærde sig på rigsdansk øger chancen for at slippe gennem dagen uden tæv og drillerier (det ved spilanmeldere ikke da vi alle blev mobbet som børn... og voksne - Red.). Men her skal man trække en palette af dialekttalende figurer ind på deres respektive landsdele. Dialogen er sjov, men med mindre man har nære bekendte eller familie fra assorterede egne af landet, kan det være ret svært. Mine testpiloter var aldeles uden anelse om hvor de forskellige dialekter kommer fra. Heldigvis tages man rigtig godt i hånden på den lette sværhedsgrad, så man ikke sidder fast.

Gadequizzen

Lillebror har erstattet et vejnavn med "Lillebrorgade". Pip giver et hint til det korrekte vejnavn, f.eks. "En gade langt mod nord: Grenengade, Gedsergade eller Korshagegade".

Skipper Klemens Kompasspil

Den kære skipper manøvrer rundt i havnen, og Pixeline skal hjælpe ham ved at svare nord, syd, øst eller vest på en række spørgsmål. F.eks. "Ligger Esbjerg syd eller nord for Aalborg". Ret ulogisk med hensyn til gameplay, men sikkert udmærket for indlæringen af stedernes placering.

Posthusspillet

En række pakker skal placeres på de korrekte landsdele / byer. Et bynavn læses op, og der gives en håndfuld valgmuligheder på kortet.

Byer og Kendemærker

En by eller et kendemærke (afhængig af sværhedsgrad) skal trækkes ind på sin korrekte placering.

Kompasleg

Egentlig ikke nogen opgave, men Pixeline skal hoppe rundt på kompasset, hvor hun fortæller lidt om verdenshjørne og placeringer i forhold til hinanden.

Når ti opgaver er løst tilfredsstillende (bestemmes også af sværhedsgraden) når man til den sidste, altafgørende boss-fight: Lillebror skal indfanges. Han tøffer formålsløst rundt i en labyrint, hvor huller i vejen skal dækkes korrekt til, så han lokkes i Pixelines fælde. Der er ikke meget geografi i denne sidste opgave, men ok, for at nå her til skal man jo have løst ti "rigtige" opgaver.

Lær Om Geografi er en udmærket titel i den snart endeløse række af Pixeline edutainment titler. Det eneste, der virkelig har irriteret mig (og forvirret mine testpiloter), er den massive mængde dialog, der er indlagt overalt. Et eksempel: Når man passerer en by i luftballonen, kaster Pixeline en lille fortælling af sig om byen eller andet egns-triva. Selv hvis man bevæger sig i et moderat tempo over kortet, bryder en sand kakkafoni af halvfortalt information løs. "Esbjerg er en by hvor ma..Vejle er kendt for.. Fredericia befind.. Odens.. Naksk.. Kø.." osv. Hvis man, som den politisk korrekte forælder man er, sidder og spiller med poderne, er det praktisk taget umuligt at hjælpe eller bare føre en samtale på noget sted i spillet. Optakter til opgaver kører løs i en uendelig ordstrøm af forvirrende eller for opgaven overflødig information. Heldigvis kan man ofte klikke på Mumle og få gentaget formålet, når man efter endt talestrøm har glemt hvad det hele går ud på.

Men trods dette klokkeklare irritationsmoment, rokkes der ikke ved at Pixeline holder standarden, også i dette spil. Lidt lærdom om Danmarks landsdele, byer, monumenter, dialekter og andet godt, er alt sammen nyttig viden som ungerne kan drage nytte af i og udenfor skolen.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).