Falling Stars er noget så usædvanligt som et rollespil for børn (ja, måske endda mest for piger). Med andre ord er spillet relativt simpelt, men har man børn, som man gerne vil have introduceret til rollespils-genren, kan det da være en meget god idé med et “RPG-light”, som de kan øve sig med, før man slipper dem løs på genrens sværvægtere som Final Fantasy. Eller kan det?
Klassisk god mod ond
I spillet er man den unge pige Luna, der vist i realiteten er en eller anden form for god ånd (ikke at det betyder det helt store). Luna (den åndede pige) skal samme med sin følgesvend Komi udforske landsbyen Dazzleon og de omkringliggende områder. Der er et overordnet plot, der binder spillets mange (simple) missioner sammen, men det er naturligvis meget enkelt sat op med meget letgenkendelige onde og gode karakterer og plottet bliver aldrig voldsomt eller uhyggeligt. Dazzleon er et idyllisk lille sted, komplet med sommerfugle, blomsterenge, små nuttede kaniner, lyse og venlige farver og et varieret, men venligt, persongalleri, som Luna kan interagere med.
Som i alle andre rollespil handler Falling Stars naturligvis om at løse quests – dvs. missioner, som man får ved at snakke med forskellige personer i og omkring landsbyen, som Luna bor i. Disse missioner er meget simple og ofte handler de blot om at gå til den rette person eller sted for at finde en genstand, som man efterfølgende skal returnere med. Denne form for “pakkepost-missioner” bliver hurtigt lige lovligt ensformige og generelt er “ensformig” nok det mest dækkende ord i det danske sprog til at beskrive hele Falling Stars med.
Der er naturligvis diverse fjender og monstre med i spillet, men idet Luna er sådan en sød pige, så slås hun naturligvis ikke selv. Det gør hendes lille følgesvend Komi derimod gerne for hende. Komi ligner mest af alt et uheldigt genetisk eksperiment imellem Stitch (fra Disney’s Lilo and Stitch) og en indavlet Pikachu. Når det kommer til kamp med fjenderne, som man for resten kan se i terrænet og vade udenom, hvis man ikke gider slåskampene, er spillerens muligheder meget begrænsede. Man kan enten vælge at angribe eller forsvare sig med Komi. Det er omtrent så komplekst som det bliver, dog med mulighed for at gribe ind med Luna, der kan helbrede Kumi.
Der er en minimal smule karakterudvikling i form af skill-points, som man kan bruge til at udvikle og gøre Komi bedre og Luna kan desuden samle diverse kostumer sammen og skifte imellem dem i sit hus. Dette påvirker kun måden, som nogle få mennesker i spillet reagerer på hende på, så det er ikke af voldsom afgørende betydning. Dog kan det være yderst irriterende, at være iklædt det forkerte sæt tøj og befinde sig langt fra Lunas hus og så pludselig opdage, at en vigtig NPC ikke vil snakke med hende, fordi hun har det forkerte kluns på – værsgo at vade hele vejen tilbage til hendes hus, klæde om og så vade hele vejen tilbage igen. Jublen over den slags vil ingen ende tage.
Der er enkelte Tamagochi-elementer i forbindelse med pasningen af Komi, men det bliver aldrig rigtig interessant at fodre og passe krævet, der for det meste er tilfreds, bare man ikke lader den krepere af sult.
En del af spillets meget monotone traven rundt i søgen efter opgaver og fjender brydes af de cirka syv minispil, som Falling Stars byder på. Disse er, naturligvis, lige så simple, som resten af spillet og er ofte hurtigt overstået – de inkluderer ro-ture på en sø for at samle blomster, forsøg på at guide en kat ned af et hustag og ikke mindst mere traditionelle ting som bueskydning og støvsugning (hey! hovedpersonen er jo en kvinde). Minispil resulterer, ligesom vundne kampe over monstre, i en kontant belønning i form af spillets møntfod “moons”, der kan bruges til at opgradere Komi, så han kan blive bedre til at dele øretæver ud. Desværre er spillets kampe så blottet for variation, at man hurtigt gør alt hvad man kan for at undgå dem, så det kan være lidt hip som hap, om man har en Komi-vatarm eller en Komi, der er pumpet som en anden Sylvester Stallone (altså fra dengang før han blev lasket).
Falling Stars er naturligvis simpelt, fordi det er henvendt til børn – men selv børn har krav på et varieret gameplay og udfordringer, der bevæger sig udover at gentage den samme type mission til spilleren besvimer af kedsomhed hjemme foran fjerneren. Sværhedsgraden i spillet er – selv for børn – alt for lav, der er alt for mange pædagogisk forklarende tekstfelter på skærmen og der er alt for lidt at tage sig til, hvis man bliver træt af at løse de missioner spillet præsenterer. Det hjælper naturligvis ikke, at al den skrevne dialog mellem Luna og figurerne i spillet såvel som den helt grotesk mængde af hjælpe-tekst, er på engelsk. Sidst, men ikke mindst, har udviklerne valgt at vende ryggen til 50% af de potentielle spillere ved at lade hovedpersonen være en pige. Jeg har svært ved at se lille Brian på 8 år juble henrykt, fordi han har befriet en fin gul spadseredragt til Luna, som hun kan tage på hjemme i sit pink, sølvglimmer og lilla-indsmurte farvehelvede af et pigeværelse. Det er ikke fordi jeg har noget imod spil til piger, men så skal man nok gøre det mere tydeligt på kassen, at spilleren skal have en vis forkærlighed for farven lilla, blinkende stjerner, hvide kaniner og sommerfugle for at holde spillet ud. Drenge med den mindste smule selvforståelse vil med andre ord kyle Falling Stars i skraldespanden hurtigere end de kan nå at råbe “Aaaaddddrrrrrr pigelus!”
Visuelt ligner Falling Stars præcis det det er – et spil målrettet mod børn og især mod piger. Selve objekterne og karakterene i spillet er ikke vanvittigt flot lavet og animationerne halter lidt, men der er masser af varme og glade farver. Der er desuden en del detaljer i omgivelserne og ikke mindst en helt overvældende mængde “nuttethed”, som kan være svær at holde ud at klare i længden, hvis man ikke har trænet sit immunforsvar overfor farven pink, sølvglimmer og sommerfugle igennem mange års intensiv leg med My Little Pony. Således kan man sige, at grafikken i Falling Stars rammer pladask ned i målgruppen af små piger – problemet er blot, at de ikke kan forstå hvad der står på skærmen og næppe vil finde spillet specielt interessant.
Udviklerne hos det relativt ukendte Ivolgamus, der for resten ligger i Litauen, har forsøgt sig med noget modigt og nyt i form af et rollespil til piger. Problemet er blot, at spillet i sig selv egentlig ikke er sjovt og man kan diskutere om verden virkelig har behov for et rollespil for børn, der når det kommer til stykket slet ikke er et ægte rollespil. Når alt er sagt og gjort, så er der masser af bedre børnespil på markedet, også for piger, og der er endda spil, der kan ende med at lære børene noget, mens de spiller. Med udgivelser som Falling Stars (der stadig venter på en skandinavisk udgiver, men er på markedet flere steder i Europa) vil Ivolgamus nok blive ved med at være et ukendt spilfirma nogle år endnu.
Loading ...
