Sam & Max Season One

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad Language

Endelig kom den! De seks første "afsnit" af Telltale Games adventureserie med de to folkekære figurer Sam og Max i hovedrollen. Gamle LucasArts fans kan få et glædeligt gensyn med de to freelance politibetjente, der er tilbage i vanlig humoristisk og kaotisk stil.

Klassisk komisk adventure

Tilbage i 1993 dukkede spillet med Sam & Max op i en version til DOS og dengang var det en forsvunden Sasquatch, som de to småpsykotiske freelance politibetjente eftersøgte igennem et USA overstrøet med groteske og forskruede turistfælder (hvem husker ikke restauranten på toppen af verdens største garnnøgle?). De to karakterer var egentlig baseret på en tegneserie (Sam & Max Freelance Police) fra 1987, men de blev først rigtig berømte, da deres adventurespil hittede. Der blev sågar annonceret en efterfølger, der fik samme titel som den originale tegneserie, men denne blev desværre droppet tidligt i 2004.

Nu skriver vi så 2007 og igennem det sidste års tid (siden oktober 2006 helt præcist) har det lille spilfirma Telltale Games udgivet små "episoder" (egentlig enkeltstående adventurespil) om Sam & Max via Internettet. Holdet bag disse små spil, er dannet af gamle LucasArts-folk, der har mange års erfaring med de klassiske LucasArts adventures, så både stilen og humoren fra de kendte gamle LucasArts adventures (de såkaldte SCUMM spil, navngivet efter det udviklingsværktøj de blev lavet med) er at finde i de seks adventurespil. De seks små spil er nu samlet i Sam & Max Episode One og det er en absolut fantastisk samling hvis man er gammel Sam & Max-fan.

De seks episoder er hver især et lille adventurespil i sig selv, der typisk kan gennemføres på et sted mellem en og to timer - måske endda hurtigere, hvis man er god til denne slags spil. Selvom hver episode er en enkeltstående sag for de to freelance politibetjente, så er der en samlet plotlinje om hypnose og et forsøg på at overtage verden, igennem alle seks afsnit. Denne bliver dog først afsløret i det sjette og sidste afsnit, hvor alle trådene samles. Inden man kommer så langt skal man løse en række mystiske og skøre kriminalsager med det gale makkerpar - den skydegale hund Sam og den rablende psykotiske "kanin" Max.

Som i det første Sam & Max-spil styrer man Sam rundt i klassisk point-and-click adventure stil, mens Max gladeligt følger efter og kommer med humoristiske bemærkninger når Sam foretager sig noget. Hver episode har relativt få locations hvoraf Sam & Max's kontor, gaden foran deres bygning og et par butikker går igen i alle episoderne. Disse locations skal man naturligvis udforske for på rigtig adventure-vis at samle alle objekter, der ikke er svejset fast op, for de skal bruges senere. De ting man finder, skal traditionen tro bruges for at løse puzzles rundt omkring i den enkelte episode. I modsætning til tidligere tiders adventurespil er de objekt-baserede puzzles i Sam & Max Episode One relativt enkle at gennemskue og man har sjældent ret mange ting i Sam's inventory, hvilket samlet set betyder at spillet er i den meget lette ende af adventure-skalaen.

En stor del af spillets puzzles optræder i form af dialog med de personer Sam og Max støder på. En række af disse går igen igennem alle seks episoder, f.eks. den evigt karriere-skiftende Sybil og den rablende paranoide kioskejere Bosco, men der er også godt med andre, mindst lige så mærkelige, personer, at snakke med på de forskellige episode-afhængige locations. Nogle af dialogerne kan blive ret lange, men de er altid fantastiske morsomme og velskrevne, så det betyder ikke alverden, at man ofte skal snakke længe med en enkelt karakter for at komme videre i spillet.

Episoderne byder også på biljagter; en form for actionsekvenser, hvor man enten skal jagte forbrydere i bil eller slippe væk fra forfølgere. Det er rystende simpelt, idet man altid kører ud af en lige vej og ofte skal man blot gennemskue hvad man skal gøre for at stoppe sekvensen (det involverer med ret stor sandsynlighed Sams overdimensionerede revolver). Idet man ikke kan dø i spillet har man god tid til at overveje sine muligheder, så selvom disse bil-sekvenser er spillets suverænt svageste del, er de stadig lige til at holde ud.

Visuelt er der naturligvis sket en del siden det originale Sam & Max Hit The Road udkom, men den grafiske stil, som de nye episoder er i, minder meget om den streg, der blev benyttet i det første spil. Godt nok har grafikken fået et pust 3D, men Sam og Max ligner sig selv (omend de er lidt simple at se på, når kameraet kommer tæt på dem) og der er godt med gakkede detaljer i grafikken og mange små og snedige referencer til det første spil i omgivelserne. Lydsporet fortjener også masser af ros - dialogen i spillet er glimrende indtalt, selvom nogle af bipersonerne godt kan have lidt irriterende stemmer. Sam og Max's stemmer er glimrende og passer perfekt til karakterene. Sams rolige og bløde stemme er indtalt af veteranen David Nowlin, mens Max har et par forskellige stemnmeskuespillere bag sine skingre og morbide bemærkninger.

Selvom episoderne er lidt for lette for adventure-veteraner og selvom spillet genbruger en hel del imellem alle seks episoder, så er Sam & Max stadig hylende morsom underholdning og det er skønt endelig at opleve et adventurespil, der ikke tager sig selv seriøst. Det er tidens trend, at de få adventurespil der udkommer, er seriøse "interaktive romaner". Sådan er det heldigvis ikke med Sam & Max Season One, der oser langt væk af fjantet humor, som man kender frn de gode gamle LucasArts-dage. Spillets eneste store minus er sværhedsgraden og den alt for korte levetid, men det er stadig værd at købe, bare for at få et kærkomment gensyn med et af de sjoveste makkerpar i spilhistorien.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).