BoxshotLarge68552384585E-02.jpg
Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Dette er dagen vi ALTID vil huske som dagen hvor vi NÆSTEN blev fanget af at spille rollen som kaptajn Jack Sparrow på vores PSP.

Vi sejler rundt på de 7 verdensplatforme.

Det ligner en gang regulært sørøveri, når spilfirmaerne lænser os for vores surt optjente sparepenge ved at sende et mylder af spilprodukter til alverdens platforme på markedet hver eneste gang der kommer en biograffilm med bare en anelse succes. Men sjovt nok har man, hvad spiludgivelser angår, valgt at springe en film over i Pirates-sagaen og lader spillet “At World’s End” anvende handlingerne fra begge de to seneste film; Dead Man’s Chest og At World’s End. Til gengæld har man så valgt at oversvømme markedet med udgaver af spillet til hele 7 forskellige platforme på en gang.

NB: Screens fra forskellige platforme.

Man skal som minimum have klap for begge øjne for ikke at blive imponeret over så godt det er lykkedes at få overført “At World’s End” fra en af “storebroder”-platformene til PSPens lille skærm, hvor både spilgrafik og filmsekvenser står knivskarpe. Desuden er det, efter sigende, lykkedes at presse hele indholdet af spillet ned på PSPen, hvor det ellers efterhånden er blevet standard at barbere indholdet af konsolspil ned for at få det til at passe til de håndholdte konsoller.

Sørøveri med hakkeorden

I At World’s End spiller du det meste af tiden rollen som sørøverkaptajnen Jack Sparrow, som Johnny Depp har udødeliggjort i filmene. Handlingen udspiller sig i kronologisk rækkefølge nogenlunde halvt af hver i de to sidste film i serien og handler i grove træk om jagten på sørøveren og søuhyret Davy Jones hjerte. Ud over at tosse rundt som Jack Sparrow får du også lov til at lave gæsteoptræden som filmenes øvrige helte; Will, Elisabeth og Barbossa. Hele spillet udspiller sig som en af den slags 3. persons actioneventyr som efterhånden er blevet standardformel for næsten alle spil der tager udgangspunkt i en filmlicens. Der er da heller ikke ret mange nye tricks i At World’s End, som i bund og grund er en yderst traditionel omgang sværdhakkeri fra start til slut. Du får ganske vist både adgang til pistoler og håndgranater undervejs som adspredelse, men gameplayet begrænser sig for det meste til at hakke sig igennem endeløse horder af fjender på vej fra A til B for at skaffe adgang til næste bane og starte forfra med hakkeriet.

Håndholdt kamera

Man har valgt at krydre spillet undervejs med en imponerende samling af klip fra filmene til at drive historien fremad, men det lykkedes desværre ikke at gøre det på en måde så det er til at finde hverken hoved eller hale i handlingen hvis man ikke er grundigt bekendt med begge film i forvejen. I spillets gameplay har man valgt at gøre brug af en nærmest filmisk kameraføring, hvor du mod sædvane ikke selv styrer kameraet, men hvor det er spillet selv der skifter mellem forskellige vinkler mens du spiller. Det kan virke forvirrende i kampens hede og medvirke til at du mister orienteringen, men det virker til gengæld yderst effektivt til at skabe en atmosfære der ligger meget tæt på filmens. Undervejs i dit eventyr er der også blevet plads til små interaktive minisekvenser, hvor du hurtigt skal trykke på forskellige knapper så hurtigt som muligt når deres ikon dukker op på skærmen. En teknik vi også har oplevet i spil som Fahrenheit og det seneste Tomb Raider-spil.

NB: Screens fra forskellige platforme.

Spillets multiplayerfunktion lader dig spille 3 minispil mod op til 3 andre spillere, hvor du heldigvis kun behøver en enkelt UMD med spillet på for at få det til at fungere.

…Og en hel flaske rom

Pirates of the Carribean: At World’s End gør et fornemt stykke arbejde med at fylde PSPen op med masser af flot grafik, filmsekvenser og et forholdsvis omfattende spil. Samtidig er det hele skruet sammen på en måde der oser af sørøveratmosfære og holder dig fast i illusionen om at være midt i en Pirates-film. Desværre har men ikke været villig til at tage nogle chancer med spildesignet, men har valgt en meget traditionel og lineær 3. persons actionformel, der hurtigt bliver ensformig og som efterlader et indtryk af et spil der godt kunne have haft noget mere substans når det nu alligevel var så pænt.

Om Jesper Søtofte