Spilnostalgien har været til at få øje på her for tiden, hvor vi har set en del opsamlinger af gamle “klassikere” især fra arkaderne. Det japanske spilfirma SNK var egentlig gået konkurs, men de seneste år har de genoplivet sig selv ved at udgive alle klassikerne fra spillehallerne. Skal man dømme efter antallet af titler, de har fået smidt ud til PS2′en, er det en succes. I King of Fighters-serien har SNK nu droppet årstallene i titlerne og i stedet indført et nyt nummersystem, der vist nok skulle gøre det hele lidt mere overskueligt.
Shut up and fight!
King of Fighters XI er som sagt arkadeaction fra den gamle skole. Det skal siges, at vi befinder os i den manga- og anime-inspirerede del af kampspil, hvor figurerne skyder med ild og lilla energikugler, og kan man ikke se det sjove i den slags, er King of Fighters XI helt sikkert noget, man skal undgå. Det er totalt overgearet og hysterisk langt ude, men det er samtidig en del af charmen. Historien i spillet er også den sædvanlig omgang usammenhængende vrøvl, der skal motivere hvorfor hver af figurerne deltager i King of Fighters-turneringen. Som i Tekken, Street Fighter, Mortal Kombat osv. er der selvfølgelig onde kræfter bag turneringen, som i virkeligheden er et forsøg på at overtage verden.
Men det er jo nok de færreste, der spiller kampspil på grund af historierne, og det behøver man heller ikke, når der er så stort et persongalleri som i King of Fighters XI. Man starter ud med hele 33 forskellige karakterer at vælge imellem, og i løbet af spillet bliver det endda muligt at komme helt op på 47! Trods det høje antal figurer, er udvalget faktisk stadig overraskende varieret. Der er selvfølgelig nogle karate- og kickboxerstereotyper, men der er også karakterer udstyret med mere usædvanlige våben som hårpisk, yo-yo, spillekort og næb! Blandt figurerne finder man gæstestjerner fra andre populære SNK titler som Fatal Fury, Art of Fighting og Ikari Warriors.
Selvom der er tale om et spil, der er produceret i 2007, befinder vi os visuelt et sted, der nok mere hører hjemme i generationen før Playstation (også etteren). Figurerne er bygget op af sprites og opløsningen er lav og figurerne meget kantede. Animationerne er primitive og figurernes bevægelser ligner en mellemting mellem skøjteløb og moonwalk. Baggrundene er meget statiske og inkluderer de typiske templer, baggårde, hustage og snelandskaber. Lydsiden er noget japansk technospeedrock, der er fuldstændigt rædselsfuld, men underligt nok passer fint til spillets øvrige kitschede univers.
Retrokamp
Der er intet nyt under solen, hvad angår kampene. Figurerne har de sædvanlige slag, spark og comboer samt special moves og superspecial moves. Mange af de mere avancerede angreb er temmelig svære at udføre, mest af alt fordi de tager ret lang tid. Her har computermodstanderen altid en fordel, idet han fuldstændigt glidende kan skifte fra det ene special move til det andet uden at få vabler eller krampe i fingrene.
King of Fighters XI har alle de game modes, man kan ønske sig i en 2D-fighter og lidt til. Der er single, arcade og team play samt de to særlige modes endless og challenge. Team er det sjoveste, for der er mange kombinationsmuligheder med spillets store persongalleri. Man har tre figurer på sit hold, og i kampene er det nemt at skifte mellem dem. Det er nu muligt at lave tag team angreb, hvilket betyder, man midt i en combo kan sende en holdkammerat ind og dele de sidste lussinger ud. Det er ret svært at udføre i praksis, men virker enormt blæret, når det endelig lykkes. Endless mode handler om at komme længst muligt ubesejret, og kan man slet ikke få udfordringer nok, giver challenge mere at arbejde med, når man f.eks. skal besejre sin modstander ved kun at anvende special moves.
Selve balancen i spillet er som i mange andre japanske 2D kampspil ikke ligefrem fintunet. Bosserne er latterligt meget stærkere end en selv og kan udføre moves, der er så vilde, at man aldrig får et ben til jorden. Sværhedsgraden er ellers meget svingende. Ind imellem klasker man modstandere ned som fluer, mens man andre gange får stryg af bosser, der udfører +25 hit comboer, hurtigere end man kan nå at sige “snyd!”
Kitschcharme
Men sådan er det bare. Elsk det eller had det. King of Fighters XI er et gammeldags 2D kampspil, som virker fuldstændigt anakronistisk, når man ser på, hvad der for tiden findes på markedet. Grafikken og lyden hører hjemme for 10 år siden, og styrkeforholdet mellem figurerne er nogle gange ubalanceret på grænsen til det frustrerende. Men har man hang til nostalgien i 2D kampspil, og tager man samtidig med i betragtningen at spillet lanceres til reduceret pris (ca. 179 kr.), er det alligevel ikke helt dumt. Figurdesignet er herligt flippet og hvis man er en lille smule til manga og anime, er det altså ret charmerende, f.eks. når kampene sættes i gang på gebrokkent japansk / engelsk: “Leady? – GOW!!!”. King of Fighters XI er et spil, der bestemt ikke vil appellere til alle. Er man et af de stædige asner, der holder fast i at kampspil var bedst i 2D (yeah, right…) eller bare vild med gakket og overgearet japanske tegneserieaction, er King of Fighters IX faktisk ikke så tosset.
Loading ...
Gammel anmeldelse, så der er sikkert ingen der læser dette, men jeg er helt chokeret over at man lader sådan en gang øregas slippe igennem.
Om King of Fighters virkelig er en af de mest solide kampserier gennem tiderne er selvfølgelig subjektivt, men at anklage det for at ligne noget fra Super Nintendo, og kun er værd at spille for “kitchværdien” fordi 3D fighters af en eller anden grund “naturligvis” automatisk er bedre, er så langt ude at det ikke kan tages seriøst.
Jeg håber at Gamesector siden denne anmeldelse har besluttet sig for at lade fighter-entusiaster anmelde fighter-spil, så man kan læse noget om hvor godt selve kampsystemet er, i stedet for hvilken farve figurernes energikugler er…