Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Kan man huske et lille stykke tid tilbage mht. PSP, så vil man uden de store problemer kunne komme i tanke om SOCOM. Serien startede på PlayStation 2, hvor det var blandt de første spil på konsollen, der tilbød multiplay over Internettet. Siden er det gået stærkt og online multiplay er nu mere eller mindre standard i de fleste udgivelser - selv på PlayStation Portable.

Sæler på arbejde

Etteren, kaldet SOCOM: U.S. Navy SEALS Fireteam Bravo, blev en moderat succes på PSP, til trods for at det ikke havde nogen deciderede svage sider og tilbød både solidt single- og multiplay. 2'eren, der har fået det meget lidt overraskende navn SOCOM: U.S. Navy SEALS Fireteam Bravo 2, er netop udkommet til PSP, og det er i sandhed en bedre udgave af det oprindelige spil, men egentlig også uden afgørende nyt.

Selvom titlen ikke ligefrem ligget let på tungen, så har vi her at gøre med en klassiske stealth-shooter i samme klasse som de mange Tom Clancy-spil fra UbiSoft. Forhistorien har vi set en million gange før, så for hurtigt at ridse den op, er der tale om, at man som spiller er medlem af et specialkorps, der er på hemmelig mission i det fjerne Adjikistan, som er en slem, slem nation befolket næsten udelukkende af narkobaroner, våbensmuglere og bander, der smugler mennesker.

Spillet består af i alt 14 missioner, hvor man sammen med en computerstyret makker skal udføre alverdens hemmelige operationer - nogle gange uden at genere fjenden, mens man andre gange er nødsaget til at trække sine våben og tage sig kærligt af alle, der står i vejen. Hver mission har et antal mål, som man naturligvis skal klare for at komme videre. Ydermere er der et antal del-mål, som man kan nappe med på vejen, hvis man er i det humør. Disse del-mål er ikke pinedød nødvendige for at gennemføre missionen, men giver i stedet points, som man kan bruge på bedre våben, flystøtte m.m. Man kan også vælge at være venligst stemt over for civilbefolkningen, som så til gengæld tilbyder våben fra det sorte marked, samt mere eller mindre brugbare tips om lokalområdet.

Hver bane er rimeligt lineær, så man er aldrig i tvivl om, hvor man skal hen. Skulle man alligevel blive væk, så er der altid en kort at ty til, hvis man finder sig selv på afveje i Adjikistan. Et enkelt ankepunkt er, at saving foregår mellem banerne. Med andre ord må man starte forfra, hvis man skulle være så uheldig at blive skudt, lige som sidste mål var i sigte. Det kan være lidt irriterende, specielt fordi spillet også tvinger en til at gennemsøge de samme områder igen og igen, hvis man f.eks. har overset én fjende.

Singleplay er rimelig standard - om end solidt. Multiplay giver mulighed for op til 16 spillere over ad hoc eller Internet, og det fungerer imponerende. Der er et fint antal baner til rådighed, og med så mange spillere er det også vigtigt, at der er meget at vælge imellem.

Styringen er eksemplarisk - dog er det på visse tidspunkter frustrerende svært at ramme fjender, der f.eks. er halvvejs i dækning pga. en lidt stupid autoaim-funktion. Grafisk er spillet ganske flot. Banerne adskiller sig ganske meget fra hinanden, selvom det hele foregår i det samme land. Visse steder kan fjenderne godt gå lidt rigeligt i ét med baggrundene, men det er trods alt også en stealth-shooter.

Fireteam Bravo 2 er et ganske solidt spil, hvor både single- og multiplay er stærkt og underholdende. Med 14 missioner og masser objektiver er der næsten uudtømmelig morskab på den lille UMD, og man må bestemt sige, at der ikke bliver sparet i hjørnerne. Spillet er godt og udgivelsen solid.

Om Nicklas Teisner