Eledees

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Nintendo tager gang på gang rekorden for nogle af de mærkeligste spil på markedet. Det sjove ved Eledees er, at det faktisk slet ikke er lavet af Nintendo, men af Konami - dog til en Nintendo-konsol. Måske smitter Nintendos evne til at producere mærkelige spil ligefrem?

Firstperson-puzzle shooter gemmeleg?

Det er efterhånden gået op for os, at det ikke er småting, som man kan gøre med en Wiimote. Hvis du skulle være et sekund i tvivl hvor fiks sådan en Wiimote er og hvor præcis den bevægelsessensitive del af controlleren er, så skal du prøve at spille Eledees, for her bliver det virkelig understreget hvor smart en dingenot en Wiimote egentlig er.

I spillet er du drengen Kai, der er på jagt efter små væsener kaldet eledees (eller en elebit i den amerikanske version af spillet). Disse små Pikmin-lignende væsener er tilsyneladende en gigantisk strømkilde og indtil for nyligt gik det fint med at indsamle og suge strøm ud af væsenerne på fredeligste vis, så vi alle kunne leve en velillumineret tilværelse uden forurenende kraftværker alle vegne (og irriterende vindmøller på hver anden mark). Men nu er der sket et eller andet - Kai´s forældre, der begge er eledees-forskere, er forsvundet, strømmen er gået og Kai står alene tilbage med en kæmpe flot knapt så samarbejdsvillige eledees.

Kai bevæbner sig derfor med sin fars suge-dimsedut-pistol og begiver sig ud i verden for at fange eledees. Det er dybest set historien i spillet og som du måske kan fornemme, så er den ikke så vanvittig seriøs. Det er gameplayet sådan set heller ikke. Det er en kombination imellem meget simple puzzles, hvor du skal lede efter skjulte eledees ved hjælp af en suge pistol, der mest af alt virker som den tyngdekrafts-riffel, der var med i Half-Life 2. Du kan altså samle ting op med den og manipulere dine omgivelser.

Når du finder eller ser en eledees (nogle af dem er gemt, mange andre er ikke) skal du indfange den på fineste Ghostbuster-maner med pistolen. Dette gøres let og elegant ved at skyde på den enkelte eledees indtil du har fanget den. Spillet måler hvor mange eledees du har fanget, ved at opgive den samlede mængde elektricitet du har akkumuleret i watt. Når du har indsamlet watt nok, har du gennemført banen og du kan rykke videre til et nyt område. Banerne består primært af Kai´s forældres hus, have og omkringliggende byområde.

Der er naturligvis nogle tricks, der gør det en smule udfordrende at spille Eledees. Det første, som du måske allerede har gættet, er et tidspres. Du har kun en given tid på hver bane til at indsamle den fornødne mængde elektricitet. Personligt er jeg ikke vild med spil på tid, men i et spil som Eledees anerkender jeg at der er nødvendigt. Dertil kommer at nogle bestemte eledees er nødvendige at fange for at holde dit våben forsynet med strøm. Dette er ikke altid nogen simpel opgave for de eledees du skal bruge til det formål, er som regel gemt i maskiner, der skal tændes før du kan få dem ud, men for at tænde dem skal du have oparbejdet en bestemt mængde elektricitet. Det giver spillet en god balance imellem at jagte generelle eledees og finde de vigtige eledees, der giver strøm til våben.

Det kan godt være at spillets lidt barnligt udseende gameplay og de nuttede eledees vil virke frastødende på ældre spillere, men der er stadig masser af underholdning at komme efter i Eledees, selv for de voksne og seriøse - hvis de ellers kan lide omfattende ødelæggelser (og hvem kan ikke det?). Der er nemlig stort set ingen grænser for hvor mange ting du kan samle op og smide med eller ødelægge med din "sugepistol" i spillet. Du bevæger dig som en hærgede tyfon igennem banerne og kyler om dig med ting og ragelse - alt fra lamper over indbo til biler kan løftes op og smides (forvent dog ingen realistisk simulation af fysikkens indvirkning på kastede legemer). Det er i sig selv mystisk tilfredsstillende - også selvom de små eledees er en kende for nuttede til min smag.

Desværre er Eledees en hurtigt overstået oplevelse (ikke helt ulig sex med en spilanmelder). Med mindre man er svært motorisk handicappet kan man gennemføre spillet på fem til seks timer. Det er måske lige i underkanten for et spil i denne prisklasse. Desuden bliver Eledees aldrig svært idet flertallet af eledees ikke rigtig gør modstand og der er kun få meget lette bosskampe undervejs i spillet. Spillet understøtter multiplayer for fire spillere, der skal samarbejde, men samtidig konkurrere om at fange eledees på en bane. Desværre er det kun en spiller, der kan bevæge Kai rundt på banen, så for de andre tre spillere fungerer spillet mest af alt som en railshooter. Det fungerer temmelig dårligt, så der er næppe nogen, der vil investere mange timer i Eledees multiplayer. Vil du ikke lege med multiplayer er der andre modes, såsom en free roam og en edit mode, så du kan lave dine egne baner. Meget spøjst, men igen ikke noget, der kan presse den samlede levetid over 10 timer.

Grafisk er Eledees ikke helt i højeste gear. Bevares omgivelserne er varme og venlige og de små eledees er nuttede at se på, men generelt, så er spillets teksturer gnidrede og kedelige at se på. Desuden hakker spillet fra tid til anden kraftigt. På lydsiden formår Eledees heller ikke at løfte sig op over noget der kan kaldes middelmådigt. Faktisk er spillets stemmeskuespil direkte dårligt. Samlet set er det en middelmådig teknisk udførsel spillet byder på.

Eledees er et spil man enten elsker eller hader. Det har masser af sjove og stærke sider, en solid og velfungerende kontrol og muligheden for at kombinere massive ødelæggelser med en form for gemmeleg med eledees. På den anden side så er spillet kun middelmådigt i den grafiske afdeling og det er alt for kort. Men man skal ikke lade sig skræmme af den nuttede grafik - har man mod på en anderledes spiloplevelse, kan man roligt spille Eledees (så længe det varer i hvert fald).

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).