Der er spil, der anvender filmlicenser til at udbygge filmens plot og der er spil, der anvender filmlicenser til at skabe en actionbaseret handling, der læner sig op af filmen. Og så er der spil, som Pirates of the Caribbean: At World’s End, der ikke rigtig formår at bruge en, sikkert meget dyrt, licens til ret meget.
Et kæmpe spildt potentiale
Du har sikkert allerede set den sidste af de tre Pirates of the Caribbean film, så der er næppe megen pointe i at beskrive handlingen her. En anden grund til jeg ikke vil bruge alverden af tid på handlingen er, at spillet faktisk ikke rigtig formår at stykke noget, der bare minder om en handling sammen. Dybest set er Pirates of the Caribbean: At World’s End (spillet, ikke filmen) en række actionsekvenser i kendte omgivelser fra de to sidste Pirates of the Caribbean film. Der er ikke altid nogen logisk sammenhæng imellem scenerne, så med mindre man er stor fan af hack-and-slash spil, vil man næppe blive dybt forelsket i dette spil.
Igennem spillet kommer du til at spille en række af de kendte personer fra filmene (ja, naturligvis også Jack Sparrow – undskyld Kaptajn Jack Sparrow naturligvis), der skal løse et par enkelte puzzles, udkæmpe en række dueller og nedsable en regulær hær af pirater, soldater og de-dersens fiske/skaldyr pirat-dimser, der optræder i de sidste to film. Med andre ord er Pirates of the Caribbean: At World’s End et meget actiontungt spil, der kun sjældent byder på variation fra temaet “slå fjenderne ihjel”.
Spillets puzzles begrænser sig til enkle “hiv i det rigtige håndtag” opgaver eller i værste fald opgaver, der involverer en smule platformspil, hvor man skal klatre og gå armgang eller lave små spring. Resten af tiden i spillet fordriver man enten i sværdkamp eller i gode gammeldags piratslagsmål (læs: med de bare næver – ligesom nede på bodegaen).
Som de fleste andre pirater er du bevæbnet til tænderne med huggerter, knive, pistoler og bomber, du kan bruge til at myrde og flænse dig vej igennem den næsten uendelige række af fjender, der frivilligt stiller op til afklapsning. Når man spiller Jack Sparrow, som man gør i langt det meste af spillet, har man desuden adgang til nogle magiske voodoo-angreb, men samlet set er dine udfoldelsesmuligheder begrænset til enkelte angreb og slag samt nogle få comboer. I enkelte scener vil der være flere af hovedpersonerne i kamp på samme tid. I sådanne tilfælde kan man frit skifte imellem dem og spille den karakter man bedst kan lide, men bedrøveligt nok, så virker stort set alle karaktererne helt ens og kæmper på samme måde.
Det næsten endeløse tæske-orgie afbrydes kun med jævne mellemrum af: mere vold. Det er i de tidligere nævnte dueller, hvor man skal krydse klinger med en af hovedskurkene fra filmen. Dette er naturligvis ment som en form for bosskampe og de er faktisk et kærkomment afbræk fra spillets endeløse hack-and-slash, selvom kampene er ret simple og også bliver en smule ensformige i længden.
Og det er ordene. Det er hele gameplayet i Pirates of the Caribbean: At World’s End. Vil man virkelig presse spillet for alt hvad det er værd, kan man lede efter gemte “godter”, som plakater og romflasker, men generelt er der ikke meget udforskning af miljøerne i spillet. Den smule udforskning der er, skyldes udelukkende, at man ofte ikke aner hvad man skal gøre og hvor man skal gøre det for at komme videre i et område. Så må man ud og lede, for at se, om der er et håndtag, et sted man kan klatre op eller en person man kan snakke med, som man måske har overset. Ikke just smart spildesign. Det er muligt at spille små “pirat-minispil”, der dog alle er så fantasiforladte, at de næppe vil holde dig oppe om natten.
Man kan kritisere gameplayet i Pirates of the Caribbean: At World’s End for at være både ensformigt og idéforladt, men det er svært at klage over grafikken. Spillet er nydeligt, med masser af detaljer, smukke og næste filmiske omgivelser (taget fra filmene i hvert fald) samt letgenkendelige og fantastisk animerede figurer. I det hele taget er spillet temmelig flot, hvis man sammenligner det med andre filmlicenser. På lydsiden finder vi desværre kun få skuespillere fra filmen – så Jack Sparrows stemme leveres af Jared Butler, der er et ret ubeskrevet blad, når det gælder stemmeskuespil, men han gør det nu hæderligt. Resten af stemmerne leveres at lidt mere erfarne folk, som for eksempel Brian George (Barbossa) og Crispin Freeman (Will Turner), der begge har stor erfaring med stemmeskuespil. De eneste skuespillere fra filmen, der også dukker op i spillet, er nogle af de lidt mindre roller, såsom Stellan Skarsgård (‘Bootstrap’ Bill Turner), Tom Hollander (Lord Cutler Beckett) og Kevin R. McNally (Gibbs). Alt i alt er lydsporet i spillet nu ganske glimrende, med solidt stemmeskuespil, glimrende musik og varierede lydeffekter.
Kan man leve med endeløs ensformig action, et temmelig fraværende plot og ensformige fjender og slåskampe, så kan man sikkert sagtens bruge en weekend eller to på Pirates of the Caribbean: At World’s End. Men selv hvis man er ualmindelig stor fan af filmene, må man indrømme, at spillet her er et studie i spildt potentiale. Alle de store episke scener fra filmen er stort set udeladt i spillet og tilbage sidder man med en langtrukken omgang hack-and-slash, hvis gameplay kunne være taget direkte ud af 1980′ernes spillehaller. Så vores råd til jer, kære læsere, er at undgå Pirates of the Caribbean: At World’s End og skal du endelig ud og sejle på de syv verdenshave, så er det nok bedre at leje eller låne dette spil – savvy?
Loading ...