Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

Dansk børne-TV vinder konstant priser verden over, og det kan umiddelbart være svært at forstå hvorfor. Galionsfiguren hedder Bamse, og selv om han blev "født" som TV-stjerne helt tilbage i 1980, er han 27 år senere stadig ikke kommet længere end til 4-5 års alderen, og det der med at tale rent, kniber det endda stadig med. Uanset sine mangler, så er han populær hos ungerne, og de seneste år har han lige som alle andre kendisser gjort sit indtog på computeren. Uden på coveret til Bamse Spil Og Leg, lokkes vi med "Snupsedyret - den underjordiske Tiger", forhåbentlig har det ikke noget med hverken berigelseskriminalitet eller Al Qaeda at gøre.

Flash eller ikke Flash

GameSector.dk's redaktør ynder at hævde, at børn er en arvelig sygdom. Hvis det er sandt, vil jeg medicinsk set kunne kategoriseres som "forælder". I den egenskab har jeg de seneste syv år observeret hvordan hjemmeside-producenterne i stigende grad har opdaget børn som målgruppe. For ikke så skrækkeligt mange år siden var spil på Internettet næsten synonymt med kryds-og-bolle eller måske, på en god dag, sænke-slagskibe. Men udbyderne af børnefilm og børnebøger har virkeligt fået øjnene op for det nye medie, og de ligger i stigende hast bedre og bedre flash spil på ud på deres hjemmesider.

Det betyder samtidigt, at de udviklere der lever af at lave CD-ROM spil, efterhånden må oppe sig hvis de ikke skal tabe slaget til de gratis løjer på nettet. Hvorfor dog give 200 kr eller mere for en CD-ROM, når poderne kan underholde sig selv gratis på en hjemmeside (mens far får en lur på sofaen - ja, lad os bare være knusende ærlige).

Spil og leg

Kassetten angiver at spillet er målrettet mod 2-5-årige. Det må siges at være et ambitiøst projekt, i det aldersspænd foregår der som bekendt en stor udvikling på alle fronter.

Spillet starter i selskab med Bamse, Kylling og Ælling ude foran Bamses hemmelige hule. Der er enormt megen dialog i spillet, som guider børnene i alle opgaver, og det er naturligvis med den autoriserede originale Bamsestemme & ditto musik.

Gamle spil kan indlæses og fortsættes, eller man kan starte et nyt ved at gå ind i hulen. Hulen fungerer som portal for de indlagte minispil. Et barometer øverst på skærmen holder øje med hvor mange minispil der er gennemført, og når den når op på 12, vanker der en læse-fortælle historie med Bamse himself. Fantastisk!

Minispillene består af følgende.

Farlig lyd

Kylling spiller en lyd på sin båndoptager, og ud af en palette i bunden af skærmen, skal Bamse finde ud af hvad der laver lyden. Selv de aller-mindste kan være med, men der er ret stor forskel på hvor godt lydende er lavet.

Puslespil

Spilleren præsenteres for en stribe puslespil, af stigende sværhedsgrad. En klassiker, men sjov og udfordrende alligevel. Heldigvis for de små, vinder man point selv om man kun magter at samle det første puslespil.

Klokken

Et ur og et antal billeder skal kombineres, ud fra hvad klokken er svarende til det der foregår på billederne. Til sidst skal man markere det rigtige tidspunkt på uret. Her falder de mindste selvfølgelig fra, men man kan prøve alle de gange man orker.

Rydde op

En palette i bunden og vores tre venner i toppen. De korrekte genstande, f.eks. en krukke honning, skal trækkes op på de rigtige figurer. Ikke så fantasifuldt, men udmærket til de mindste.

Vejret

Et vejr-o-meter kan indstilles til sne, regn eller sol, hvorefter de rigtige beklædningsgenstande skal trækkes op på Bamse. Jeps, du gættede rigtig, det er en lidt tynd variant over "Rydde Op". Heldigt det er små børn, der er målgruppen.

Snupsedyret

Et kaninlignende snupsedyr har gravet tre mulvarpe-agtige skud i plænen, og stjålet nogle af Bamses, Kylling og Ællings genstande. I stedet for at lave en permanent løsning med en mekanisk muldvarpefælde, vælger Bamse at stjæle tingene tilbage efterhånden som snupsedyret dukker op. Et tvist er, at man mister et liv vis man klikker på dyret, når det kommer tomhændet op.

Billedlotteri

Jah, titlen siger vel det meste. Bamse lærer Kylling billedlotteriets ædle kunst. Vinderen er den der først får pladen fuld.

Ballonspil

Med en tegnestift skal der punkteres farvede balloner i den rækkefølge Bamse dikterer. Bagefter skal der punkteres balloner formet som tal. Lidt for svært for de mindre spillere, men igen kan man prøve lige så mange gange man lyster.

Bamse i klassisk stil

I stil med Jason og Freddy Krueger, nægter Bamse at dø. Han kører stilen videre på 27. år, og denne CD-ROM holder standarden. Kvalitetsmæssigt er vi en tand over normalen for de lignende flash spil vi finder på nettet, men ikke dramatisk meget. Det eneste minus er, at Bamse med sit omstændelige og pusseløjerlige sprog en gang i mellem knevrer i det uendelige for at fortælle hvad der skal ske inden et spil går i gang. Min testpilot timede hele tiden ud, og gav sig til at klikke vildt omkring. Mindre heldigt de første gange vi spillede, da han nogle steder ikke nåede at høre hvad opgaven gik ud på. Det havde været mere effektivt med kortere og mere kontante instruktioner, men ok - en del af Bamses varemærke er et kringlet talesprog.

At ungerne decideret lærer noget af denne titel, f.eks. tallene 1-10 i ballonspillet, tør jeg ikke skrive under på. Men titlen er selvfølgelig også "Spil og Leg" ikke "Spil og Lær".

En udmærket feature, som optræder i rigtig mange børnespil efterhånden, er at man gennem en skjult forælder menu kan indstille hvor længe Bamse gider spille om dagen (30-240 minutter, og det kan slås fra). Når jeg bruger denne indstilling, føler jeg mig lidt kujonagtigt som forælder, skænderiet om spilletid burde man jo strengt taget selv tage. Men nu lever jeg tilfældigvis i den virkelige verden, og jeg velsigner denne feature inderligt.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).