Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence

Nintendo Wii har nu fået en efterfølger til Mario Smash Football - nemlig Mario Strikers Charged Football, der bygger videre på konceptet med boldspillende blikkenslagere, skildpadde-tacklinger og vilde powerups. Alt i alt er det en fornøjelig og frisk oplevelse, som du kan læse mere om her.

Langt fra FIFA

Lad det være sagt med det samme: Mario Strikers Charged Football har tæt på intet med rigtig fodbold at gøre. Bevares - det spilles på en bane med to mål, men der holder lighederne med den sport, som de fleste kender som "fodbold", også op. I stedet læner Mario Strikers Charged Football sig op af klassiske actionbaserede spil som f.eks. Bitmap Brothers 1988 klassiker "Speedball". Med andre ord, så er alt hvad der hedder realisme og regler smidt på porten og ind på banen er sendt skånselsløs action, powerups, superskud og en rå mængde kaos.

Du kan spille Mario Strikers Charged Football i en række forskellige modes, f.eks. i form af forskellige turneringer, der absolut er spillets mest solide del. Her stiller man først et hold ved at vælge sin kaptajn imellem en række kendte Mario-karakterer, blandt andet Mario selv, Peach, Luigi, Donkey Kong og så videre. Derefter sætter man sit hold, der udover kaptajnen består af nogle få markspillere og en målmand. Her kan man vælge imellem forskellige typer af spillere til de enkelte pladser og selvom systemet er yderst simpelt, er der plads til at eksperimentere med forskellige kombinationer af hurtige og langsomme typer, hvis spil og egenskaber kan supplere de andre spillere på banen. Der er ikke de store manager-elementer i spillet, så denne del af Mario Strikers Charged Football er hurtig overstået, hvorefter man kan komme i gang med det spillet naturligvis handler om: overgearet fodbold.

Som i rigtig fodbold gælder det i Mario Strikers Charged Football om at få bolden ind bag modstanderens målmand. Men måden man gør det på, er bestemt ikke ligesom i almindelig fodbold. Det er meget enkelt at spille bolden til sine medspillere og muligt at lave almindelige skudforsøg, men da disse næsten aldrig går ind (og mulighederne for fikse detaljer er stort set lig nul), må man gribe til mere fantasifulde metoder for at score. Holder man skudknappen inde i længere tid udløser man spillerens specielle angreb. Disse varierer fra spiller til spiller, men hos markspillerne er der generelt blot tale om ekstra hurtige eller kraftige skud, der med lidt held kan resultere i en scoring. Er det derimod med sin kaptajn man formår at knalde et specielt angreb af med, starter man et lille minispil, hvor man affyrer en regulær spærreild af bolde imod modstanderens mål. Er man selv i den uheldige situation, at modstanderens kaptajn får lov til at fyre sit specielle skud af før man får ham stoppet med en tackling, skal man spille et lille målmandsspil, hvor man skal styre et par hænder med sin Wiimote og gribe boldene, der dukker op forskellige steder på skærmen for at undgå scoringerne.

Udover disse "power shots", kan man samle diverse powerups op på banen, som man kan affyre under spillet. Der er alt fra skjolde man kan kaste med over bunker af bananskræller på banen til en kæmpe Chain Chomp, der jagter spillerne på banen. Kaptajnerne kan desuden anvende specielle power ups med varierende effekt fra kaptajn til kaptajn - for eksempel kan Mario forvandles til en regulær kæmpe, der vælter rundt på banen og træder spillerne flade. Dette giver spillet et ekstra kaotisk præg, så man ofte er lige så meget på flugt fra fælder og modstanderen, som man er i færd med at spille fodbold.

Spiller man på lave sværhedsgrader er det meget let at affyre power shots, hvilket hurtigt bringer dig foran med både 10 og 20 mål. Men spiller man på den højeste sværhedsgrad, er kampene meget mere udfordrede og der er sjældent plads og tid til at lave de vilde power shots. Dette giver spillet en meget bedre balance, idet power shots meget let kan ødelægge en hel kamp og gøre behovet for faktisk at lave andet end løbe kaptajnen i position til et power shot overflødig. Dog betyder power shots også at man aldrig er sikker - et heldigt power shot i sidste sekund kan f.eks. lynhurtigt ændre en komfortabel 5-0 føring til et nederlag. Den slags må man ikke lade sig irritere af - for den intensitet, som det giver, er nemlig en vigtig del af spillet.

Banerne, der spilles på, er naturligvis også specielle - der er metalliske Speedball-agtige arenaer, der er en bane i en sø af lava, en bane i en ørken, hvor store klippestykker regner ned over banen og så videre. I alt optræder der syv klassiske baner fra Mario Smash Football, der kombinerer med 10 nye. Banerne opbygning betyder, at du også skal holde øje med de forhindringer, som banen kan træffe at smide i vejen for dig. Generelt er det f.eks. en dum idé at løbe igennem lava eller stå under en faldende klippeblok. Nogle af banerne er virkelig irriterende, mens andre er mere ligefremme og faktisk en del sjovere at spille på - i hvert fald hvis du vil fokusere på spillet frem for regulær overlevelse.

Mario Strikers Charged Football spilles både med Wiimoten og den tilhørende Nunchuck controller. Kontrollen er ganske enkel og man kan derfor godt glemme alt om finurlige tacklinger, finter og verdensklasse afslutninger. Men man kan derimod udøve regulær vold ved at vifte med sin Wiimote. Det resulterer i nogle brutale tacklinger og timer man det helt rigtigt kan man endda være heldig at tackle modstanderen ind i den elektriske bande, så de lammes af stød eller måske helt skubbe dem ud over banens kant. Perfekt!

Spillet på banen er lynende hurtigt, men imod en computermodstander mister det desværre sin glans efter nogle kampe. Computeren er på det lette niveau alt for let at skamprygle 25-0 eller mere. Sætter man sværhedsgraden op er modstanderens målmand en regulær mur og så får man som regel selv r*ven på komedie. Derfor er det heldigt, at man kan spille sammen eller mod en ven. At spille flere spillere på samme hold løser måske ikke problemerne med en meget svingende AI, men det gør det umiddelbart sjovere, at forsøge at få spillet til at fungere. Spiller man mod en ven, er der meget mere at komme efter og man kan naturligvis også forsøge sig i online turneringer, men nogen rystende lang levetid får Mario Strikers Charged Football aldrig.

Grafisk set er Mario Strikers Charged Football ganske nydeligt. De forskellige baner er flotte med masser af variation og ikke mindst action på skærmen. "Kaos" er et tilbagevendende tema i de fleste kampe, hvorfor det kan være lidt irriterende, at spillerne på banen er så små som de er, for det kan tit være svært at bevare overblikket. Men bortset fra det, så er spillet ganske glimrende udført teknisk - i hvert fald når vi snakker om et Wii-spil. Lydsiden er ligeledes ganske glimrende med god musik, actionprægede lydeffekter og en solid stemning.

Spillede man det originale Mario Smash Football, kan man måske nikke genkendende til meget af det der sker i Mario Strikers Charged Football. Spillet byder da heller ikke på voldsomt meget nyt - det er primært online delen og anvendelsen af Nitnendo WII controllerne, der er de store nyskabelser, men når det er sagt, så skal Mario Strikers Charged Football stadig have ros for at levere toptunet fodbold action og intensiv spænding. Det er næppe et spil man vil slide op i sin Wii måned efter måned, men er man frisk på at spille et par kampe i ny og næ er Mario Strikers Charged Football slet ikke noget dårligt bud på rigtig solid underholdning.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).