Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 3+
[Gallery not found]

Det tætteste jeg kommer på at have prøvet mine færdigheder som skipper, er en våd tur på Sverigesfærgen, hvor jeg brugte halvdelen af tiden ombord med at brække mig om kap med de fulde svenskere. Umiddelbart er jeg ikke så søstærk, som jeg giver indtryk af, men på den anden side er det jo let at påstå, at man er søstærk, når det tætteste man nogensinde kommer en sejlbåd er Virtual Skipper 5.

En hilsen til søens folk

Årets udgave af Virtual Skipper-serien, der er den femte af slagsen, tager udgangspunkt i det store America's Cup regatta - der, som titlen antyder, i 2007 er den 32. af sin slags. Der er tale om et yderst prestigefyldt regatta for sportsfolk, der tilsyneladende ikke var gode nok til at blive fodboldspillere eller tennisstjerner og derfor måtte nøjes med at sejle i stedet. Men de går da op i det med liv og sjæl i det mindste.

Nu er America's Cup ikke sådan en lille søndagstur rundt på Sortedams Sø, men derimod en hæsblæsende og taktisk duel imellem de deltagende både i den såkaldte IACC klasse af yachts. Som altid står Virtual Skipper-serien for toptunet realisme og et næsten fanatisk fokus på tekniske detaljer. Alle 12 deltagende både i årets regatta er repræsenteret i spillet og det samme er de virkelige omgivelser, der skal konkurreres i - hvilket må siges at være lidt af en lækkerbidske for sejlsportsfans, der ellers gang på gang må se deres sportsgren ignoreret af spilbranchen.

Virtual Skipper 5 er - ligesom sine forgængere - en simulation. Det betyder kort og godt, at der er funktioner i massevis, som spilleren skal mestre og forstå effekten af. At sejle en yacht er bestemt ikke så simpelt, som man måske skulle tro og er man ny til serien, vil man med sikkerhed finde spillets indlæringskurve ualmindelig stejl og næsten uoverkommelig. Heldigvis er der forskellige chancer for at træne navigation og styring af fartøjet, men en stor del af de grundlæggende taktiske elementer i sporten må spilleren selv få styr på. I modsætning til mange flysimulationer er der et klart konkurrenceelement i Virtual Skipper 5, hvorfor man ikke blot skal kunne sejle og vende - man skal også gøre det så godt, hurtigt og præcist, at man kan vinde over de andre både. Heldigvis giver dette spillet en ekstra dimension, så det bliver mere intensivt og derfor holder spillerens interesse længere end f.eks. mange fly-simulationer gør.

Er man, som undertegnede, lidt utryg ved hele yacht-situationen, så indeholder Virtual Skipper 5 en ganske pædagogisk opbygget arcade mode, hvor man stadig kan deltage i konkurrence-sejladser, men uden at man nødvendigvis skal have bestået en videregående sætteskipperuddannelse først. Denne mode er en perfekt indgang til spillet, men også til sporten som helhed, så selvom man ikke nødvendigvis ved en masse om sejlsport, kan man godt følge med i arcade mode. Er man derimod gammel kending af Virtual Skipper-serien kan man slå en række ekstra realisme- og sværhedsgrader til, så man får den helt store sejloplevelse.

Et af de store problemer med et spil, som dette, er, at man virkelig skal elske sporten. Og jeg mener virkelig elske den. Det er sejlsport - der er inden pitstops, vilde sving, snørklede bjergveje eller nogle af de andre ting, der normalt giver variation under et racerspil. Her gælder det om at komme først fra et punkt til et andet, gerne via et waypoint eller to. Så spændende synes jeg nu ikke, at bølger er at se på i længden, så man kan godt blive en kende træt af det meget lineære gameplay, som Virtual Skipper 5 består af. En stor del af det spændende ved at være på en rigtig yacht (antager jeg) er fornemmelsen af fart, naturens kræfter, det tætte samarbejde ombord og bølgernes vælten over skibet. De ting går man ligesom glip af, når man sidder hjemme foran PC'en og overvejer hvordan man kan klemme en ekstra kvart knob ud af yachten for at komme foran sin modstander. Ikke at den form for meget taktisk tankegang ikke har sin charme - det er bare begrænset hvor underholdende den slags kan være i længden.

Så er der naturligvis spillets absolutte styrke og grunden til at spillet har dannet lidt af en internet-kult: nemlig spillets online multiplayer-funktioner. Disse fungerer upåklageligt og det giver naturligvis spillet en ekstra dimension, at man kan prøve kræfter med andre mere eller mindre erfarne skippere fra hele verden. Man kan selv arrangere America's Cup-sejladser imod andre spillere og det er muligt, at pille ved en række parametre før hvert race, så man kan imødekomme spillernes evner eller (i mit tilfælde) komplette mangel på samme.

Grafisk er Virtual Skipper 5 lidt af en perle. Skibene og deres mandskaber er fantastisk flot lavet og de kaster sig rundt på yachten for at imødekomme dine kommandoer. Der er masser af realistiske og tekniske detaljer, der vil henrykke sejler-folket. Omgivelserne er ligeledes ganske nydelige med ganske flot gengivelse af vand - lige fra de store bølger, som din yacht skærer igennem til skumsprøjtet, når vandet slår ind over dækket og små dråber af vand rammer kameraet. Det ser godt ud og selvom Virtual Skipper 5 dybest set er en langsommelig situation, formår spillet alligevel at præsentere en fantastisk flot grafisk side. Lydsiden er noget mere nedtonet, men ikke desto mindre stadig med til at skabe en smule stemning.

Har man kendskab til og en interesse i sejlsport, så er Virtual Skipper 5 slet ikke noget dårligt spil. Men det er et spil, der kræver en investering af tid og tålmodighed, før man får det fornødne udbytte ud af det. Har man ikke erfaring med de tidligere spil i serien eller med andre typer af simulationer, så kan indlæringskurven og de mange tekniske detaljer i spillet godt virke skræmmende. Tager man den med ro og giver sig tid til at lære spillets finesser, vil man opleve, at Virtual Skipper 5 er en glimrende investering.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).