Score: 10
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 16+PEGI Violence

Så tager vi en tur tilbage til Oblivion, der nu endelig også er dukket op på Sonys nye konsol. Ikke overraskende er det stadigvæk en forrygende tur. Vi byder alle læserne velkommen til igen at følge med til Cyrodiil.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi her på redaktionen sætter Elder Scrolls-serien meget højt. Jeg var helt vild med Morrowind til den gamle Xbox, og både Jesper og jeg honorerede sidste år Bethesdas The Elder Scrolls VI: Oblivion med et tital til hhv. PC- og Xbox 360. Derfor er det heller ikke overraskende, at jeg nu må hoste op med endnu en topkarakter. Det kan jo ellers også ske, at man, når man vender tilbage til et spil, bliver skuffet, fordi det ikke er helt så godt, som man huskede, men det er ikke tilfældet med Oblivion. Om noget mindede det mig bare om, hvor fortjent titallet egentlig var - og er!

Meget mere behøver jeg vel heller ikke skrive, og det meste af anmeldelsen er da også lånt fra min anmeldelse af 360-versionen, for udover et par småting, jeg summerer op til sidst, så er udgaverne identiske. Selve spillets størrelse kender jeg så udmærket, for jeg har spillet 360-versionen i 85 timer siger min sidste saving. Og jeg har langt fra prøvet alt, så jeg vil gætte på, at der ligger omkring 300 timer og venter på den dedikerede spiller, der skal have det hele med. Elder Scrolls IV er et fabelagtigt spil, der tilbyder en frihed og størrelse, som ingen andre rollespil ud over Morrowind kommer i nærheden af på konsol.

I Oblivion bliver du rodet ind i et stort episk blot, der involverer at få den retmæssige tronarving indsat på Cyrodiils trone, fordi du ved et skæbnens lune er blevet placeret i den fængselscelle, hvor kejserens hemmelige løngang befinder sig. Man følger efter kejseren, der flygter med nogle få af sine betroede vagter, og hører hans sidste ord: "Find min sidste overlevende søn". Vejen ud gennem slottets kloaksystem fungerer som en form for tutorial, hvor man slås mod svage fjender og finder mange af de basale ting, man kommer til at bruge gennem spillet: nærkampsvåben, buer, pile, fakler, dirke, penge og tøj samt lidt rustning. Alt sammen svage ting, men modsat i Morrowind, hvor man startede ud uden noget som helst, giver denne intro en meget større tilgængelighed for folk, der ikke lige er hardcore rpg-spillere uden at skræmme os andre væk. Dette tema går igen i alle spillets facetter: Meget mere tilgængeligt, men med (næsten) samme dybde som forgængerne. I løbet af tutorial-delen vælger man også klasse, race, mv. og til sidst får man mulighed for at ændre disse valg, inden man slippes løs i spillets store verden.

Frihed!

Når jeg før skrev, at man bliver rodet ind i et stort og episk plot, så løj jeg lidt, for jeg burde nok have skrevet, at man kan blive rodet ind i dette plot. Hvis man ønsker det, men selv hvis arvefølgen ikke lige interesserer en, så vil der stadig være mere at foretage sig, end der er i konkurrenternes spil. Faktum er, at man står i en vidtstrakt åben verden, og kan vælge at gå hen lige, hvor man vil, selvom ens kompasnål peger mod kejserens søn. Overalt man går, finder man nye ruiner, templer, dungeons, beboelser osv. Og alle steder er der et eller andet at lave. Mange af missionerne kan endda løses på forskellig vis - altså enten via vold, list eller bestikkelse eksempelvis. Det understreger igen spillets store frihed.

Man bevæger sig gennem en dynamisk verden med vekslen mellem dag og nat, årstider og klimaændringer fra nord til syd. Grafikken leverer alt det, som Morrowind ikke kunne grundet sidste generations tekniske begrænsninger. Det hele er flot og detaljeret. Grafikken har nu nået det niveau, hvor man kan nyde en solopgang og betages over den varierede arkitektur i de forskellige byer. Spillet kører også godt - og en tand bedre end 360-udgaven.

At fortælle alt om menu-systemet, der nærmest virker optimeret til en controller frem for mus/keyboard, og hvordan spillet ellers teknisk fungerer, ville give en lang og kedelig smøre, men et par vigtige punkter skal nævnes. Alle de evner, man har, har en talværdi på 1-100, der stiger efterhånden som evnen bruges. Noget, der giver mere dybde end i Morrowind, er, at man får ekstra evner på hhv. 25, 50, 75 og 100. Dette giver især et lidt mere involverende kampsystem, selvom folk, der går virkelig meget op i kamp, nok stadig vil kalde systemet 'light'. Til mit temperament passer det perfekt, at det ikke er for komplekst men dog mere interessant end i Morrowind. F.eks. kunne jeg pludselig zoome med min bue i bedste sniper-stil, da jeg nåede 50 i "Marksmanship". Et andet genialt nyt tiltag er at man kan bruge d-pad'et som hotkey til otte forskellige items, så man hurtigt og elegant kan skifte mellem f.eks. forskellige typer rustning og våben i stedet for at skulle ind at rode i menuer hele tiden.

Det springende punkt i at gøre spillet mere tilgængeligt og knap så uoverskueligt for n00bs, er dog det nye quest/kompas-system. Man har sin logbog, hvor alle de quests, man møder på sin vej bliver skrevet ind. Alene det, at alle quests nu har et navn, gør det mere overskueligt, men man kan til enhver tid gøre én quest aktiv. Kompas-nålen nederst på skærmen vil nu pege mod næste punkt i denne quest. Det fjerner jo noget af det udforskende element, da man slavisk kan vælge at løbe efter nålen, men omvendt sparer det også megen frustration, for ellers kan det faktisk være svært at finde en enkelt person i de store byer. Jeg blev hurtigt glad for det, ganske som jeg blev glad for fast travel-systemet, der lader en rejse hen til de steder på kortet, hvor man har været blot ved at trykke på en knap. Det var jeg ellers ikke så vild med først, men det holder. Det holder faktisk også at verden bliver farligere efterhånden som man stiger i level, så man ikke pludselig har taget nok quests til at man bare kan vade igennem spillets hovedhistorie uden modstand. Efter level 20 holder sværhedsgraden dog efter sigende op med at stige. I det hele taget er Oblivion et pænt udfordrende spil, og man skal ikke forvente at gennemføre uden at dø en pæn portion gange på default-sværhedsgraden.

På lydsiden er der stemmer lagt på al tekst. Rollelisten er anført af Sean Bean, Patrick Stewart og Terrence Stamp, og de gør det (naturligvis) godt. Det gør de mere ukendte navne sådan set også, men et kritikpunkt er, at man begynder at lægge mærke til, at de enkelte skuespillere bliver genbrugt en del, så mange npc'er har ens stemmer. Musiktemaerne ligger fint i baggrunden. Det er dog nok ikke dette spil, man vil vælge at købe soundtrack til.

PS3-udgaven i forhold til de andre versioner

Hvis du har en PC, der kan trække Oblivion optimalt, så vil det stadig være det bedste køb grundet endnu bedre grafik og udvidelser. Men det er de færrreste af os, der har sådan en monster-computer, så heldigvis fungerer spillet også fremragende på PS3. I forhold til Xbox 360-versionen har PS3-udgaven fået kortere loadetider og utroligt nok endnu bedre grafik, synes jeg det lader til. Der er også inkluderet nogle af de små udvidelser, man kan købe via Xbox Live, men ikke de største og ikke Shivering Isles-pakken. Du vil stadig finde pop-up grafik/teksturer og små hak, men det er umuligt at undgå i et spil af den størrelse. De ting, der taler for at holde sig til 360-udgaven er altså dels prisen (det kan let findes til ca. 200,- i dag), dels muligheden for download via Live og så naturligvis 360'ens overlegne controller. Omvendt giver hurtigere loadetider altså et stort plus i PS3-bogen, og spillet kører også en smule mere flydende.

Stadig det bedste konsol-rpg

"Bethesda giver alt og alle baghjul" skrev jeg i 2006, og det gælder stadig, når vi snakker rpg'er på konsol. Hvis du ikke har spillet Oblivion endnu, fordi du ikke har en Xbox 360 og din PC ikke kan trække det, så er det altså på ingen måde blevet uaktuelt af, at der er gået et år siden udgivelsen af de to første versioner. Det er i særklasse det bedste spil til Playstation 3 og vel indtil videre konsollens eneste must-buy sammen med Resistance: Fall of Man. De varmeste anbefalinger herfra.

Gamesector Anbefaler

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.