Virtua Tennis 3

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Et af mine absolutte yndlingsspil var det første Virtua Tennis, som jeg spillede en hel del til Dreamcast sammen med Kasper (redaktionens absolutte sportsnørd og selvudnævnt verdensmester i bl.a. pool). Nu er vi så nået til Virtua Tennis 3 og denne gang er det redaktionens PlayStation 3-konsol, der står for underholdningen.

Power Smash er tilbage

Det kan næppe komme bag på dig at Virtua Tennis 3 handler om... tennis. Du kan spille en række turneringer eller træningskampe med de forskellige tennisstjerner, som spillet indeholder, eller du kan gøre som de virkelig hardcore tennis-spillere og kaste dig over spillets karriere-mode. Denne lader dig designe din helt egen McEnroe-wannabe (dog langt fra så detaljeret, som de create-a-player systemer vi oplever i EA Sports spil) og derefter forsøge at bringe denne spiller fra plads nummer 300 til plads nummer 1 på verdensranglisten. Bare rolig - det skal ikke gøres på en weekend, for du har en mangeårig tenniskarriere foran dig med din hjemmelavede spiller.

For at gøre din tennis-stjerne-wannabe klar til at spille i de store turneringer skal du først træne ham. Dette gøres igennem en række små minispil eller i tennisskolen. Minispillene er designet lidt efter samme tanke som dem man oplever i franchise mode i Madden-spillene - det vil sige a hvert minispil er designet til at få dig til at øve en bestemt rutine, en bestemt type slag og så videre. Minispillene er et glimrende afbræk fra den regulære tennis og udviklerne har endda været så omsorgsfulde, at de har sørget for at minispillene kan spilles af flere spillere i multiplayer, hvis man er i det legesyge humør.

Når du er klar til at starte turneringerne kan du kaste dig ud i tennisturneringer over hele verden, på alle tænkelige typer af underlag og på alle tidspunkter af døgnet (hvem f*nden går til tennis om natten?). De første turneringer er hurtigt overstået og spilles kun i få sæt, men efterhånden som du stiger på ranglisten bliver kampene sværere og ikke mindst længere. Idet det tærer på din spillers kræfter at deltage i turneringer, er det vigtigt at du holder ham (eller hende) frisk med energidrikke eller ferier (af den slags hvor man ikke spiller tennis naturligvis). Spiller du med en træt spiller eller holder du den kørende på Red Bull energidrikke, så risikerer du skader. Derfor handler det om at prioritere imellem turneringerne, så man ved hvilke man kan holde ud at deltage i.

Kampene, hvad enten man spiller single eller double, i en turnering eller i karrieredelen, er som man kender dem fra de tidligere Virtua Tennis spil: lynende hurtig (måske hurtigere nu end nogensinde før), arkadeagtig og meget let at gå til. De forskellige action knapper på controlleren svarer til forskellige typer af skud og generelt så bliver det et hårdt skud, hvis du får din spiller på plads til at returnere bolden i god tid. En stor del af charmen ved dette system er, at det er hurtigt og rystende simpelt, men stadig giver masser af ulighed for lange intense og varierede modeller og mulighed for at variere sit spil med forskellige slag og skud. At serve er omtrent lige så let, men stadig med masser af muligheder for at påvirke slaget.

De AI-styrede spillere kan være hårde at knække, især fordi de har en meget klart defineret aggressiv spillestil, men samtidig formår at samle næsten alle skud af bestemte typer op. Der er en række kendte tennisspillere med i spillet og disse har hver især deres egne specialiteter - på den mandlige side finder vi stjerner som: Roger Federer, Rafael Nadal, Lleyton Hewitt, Andy Roddick, Tim Henman, James Blake, Tommy Haas, Sebastien Grosjean, Mario Ancic, Juan Carlos Ferrero, David Nalbandian, Taylor Dent og Gael Monfils. Kvinderne er der (desværre) ikke så mange af: Maria Sharapova, Venus Williams, Martina Hingis, Lindsay Davenport, Nicole Vaidisova, Daniela Hantuchova og Amelie Mauresmo er det blevet til. Heldigvis kan du ændre på spillets sværhedsgrad, hvis du gentagne gange får stryg, eller du kan allierede dig med en tennis-handicappet spiller og banke ham i spillets multiplayer i stedet. Desværre må vi i PlayStation 3-versionen undvære online spil - hvorfor må guderne vide, for det er med i Xbox 360-udgaven.

Grafisk er Virtua Tennis 3 ren nydelse. Spillets grafik er lynende hurtigt, fantastisk varieret og med masser af små flotte detaljer, der giver tenniskampene liv. Spillerne bevæger sig meget realistisk og for langt de flestes vedkommende ligner spillerne de virkelige tennisstjerner, som de skal forestille at være. Selv de mange forskellige banetyper og ikke mindst de forskellige tennisbaner er flot designet med mange fine detaljer og masser af variation. Tennis i 1080p er bare noget man skal opleve, hvis man er fan af Virtua Tennis-serien.

På lydsiden finder vi den obligatoriske gang fræsende guitarrock, der nærmest er kendetegnende for Virtua Tennis-serien. Personligt er jeg ikke vild med denne del af lydsporet, men resten af lydkulissen under kampene er helt perfekt - støn fra spillerne, knirkende sko, hostende og jublende publikum og naturligvis et skrattende speakeranlæg med dommerkommentarer til kampen og stillingen. Har man nogensinde set en tenniskamp i fjernsynet, så ved man allerede hvordan alt det her lyder.

Har man bare den mindste interesse i tennis kan man ikke komme uden om dette nye kapitel i den allerede suveræne Virtua Tennis-saga. Spillet byder på masser af arcade tennis og en række andre tennis-relaterede minispil og aktiviteter, der vil holde fans af sporten fanget i lang tid. Mens man kan undre sig over den manglende online multiplayer, kan man i det mindste glæde sig over den solide lokale multiplayer, som man kan spille med sine venner hjemme i stuen eller den lange og ganske underholdende karriere del. Med andre ord er dette tennisspillet du har ventet på!

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).