Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


PEGI 16+PEGI Violence

Det nyeste spil i MOH-serien til Playstation 2 har fået undertitlen Vanguard, som betyder fortrop, da man denne gang bliver smidt ind bag fjendens linier som faldskærmssoldat. Sjovt nok placerer spillet sig ellers i bagtroppen af WW2-spil, for der tilføjes absolut intet nyt til genren. Tværtimod er Medal of Honor: Vanguard det hidtil mest skrabede og ensformige i serien.

Faldskærme i varm luft

Spillet foregår i årerne fra 1943 til 1945, hvor man som faldskærmssoldaten Frank Keegan får mulighed for lidt sightseeing over Europa med sine kammerater i 82nd Airborne. Det lyder jo meget godt, for faldskærmssoldater er da vist nogle hårde negle. Desværre bruges skærmene ikke til andet end at svæve rundt på EA's varme luft, om at nedkastningssekvenserne skulle retfærdiggøre endnu et MOH-spil. Ok, man bliver da smidt ud af fly et par gange, men det gør absolut intet for gameplayet.

Der er heller ikke noget egentlig sammenhængende plot til at binde det nye spil sammen. Mellem missionerne afspilles de obligatoriske filmklip fra krigen, for at prøve at gøre det hele mere ægte. Men det virker aldrig som andet end fyld, ligesom spillets cutscenes, hvor kompagniets sergent og en god del af 82nd Airborne mister livet, uden at man egentlig bekymrer sig om det. Hvis ikke det var fordi de andre i kompagniet engang imellem råbte "Good shot, Keegan", ville man fuldstændigt glemme, man havde et navn.

Som regulært WW2-shooter fungerer spillet glimtvis med et par hektiske kampe. I det sidste store slag, skal man beskytte et hus fra en sværm af tyske soldater og tanks. Her er der lidt fornemmelsen af at stå i "Saving Private Ryan", mens man prøver at finde fjenderne i mellem røg og eksplosioner. Men langt de fleste missioner er ellers en ensformig omgang vaden fra punkt A til punkt B for at sætte en bombe. Der er ikke engang jeeps eller køretøjer til at variere gameplayet, og de eneste tanks, man møder undervejs, er nogle der bare skal bombes.

Spillet har ellers et velfungerende score, der er storladent på den rigtige Hollywood-måde, og lyden af mortérnedslag og hvislende kugler giver også overbevisende fornemmelse af at være midt i ilden. Til gengæld er grafikken ikke særligt imponerende. De tidligere spil i serien så stort set alle bedre ud. Karaktererne ligner noget fra en hemmelig mutanthær, der er udviklet af LEGO. I løbet af spillet skal man kæmpe på Sicilien og i Frankrig, Holland og Tyskland. Men alle steder ser forbavsende ens ud, og hvis ikke man lige vidste det, kunne man tro, at banerne udspillede sig i de samme plamager af brunt, grønt og gråt. Det sønderbombede Europa var selvfølgelig ikke særligt æstetiske, men nok heller ikke helt så kedeligt som i Medal of Honor: Vanguard.

Hjernedøde soldater

Glem alt om strategi! I Medal of Honor: Vanguard er det bedst bare at slå hjernen helt fra og så plaffe løs på alt, der rører sig. Til det formål kan man bære op til to våben ad gangen. Typisk en riffel og en maskinpistol Det er muligt at samle opgraderinger op til nogle af våbnene undervejs, men det gør nu ikke noget revolutionerende ved dem.

De tidligere tiltag på at skabe en vis realisme i serien er åbenbart kastet overbords. Nu heler man igen sig selv ved bare at gå i dækning, i stedet for at vente på sanitetstropperne. Styringen fungerer som man er vant til, og det er nogenlunde nemt og velfungerende at bruge controlleren til at sigte, skyde og dukke sig.

Selvom sværhedsgraden gennemgående er lav, risikerer man alligevel at dø en del gange undervejs som følge af irriterende fejl. Kollisioner med omgivelserne kan resultere i, man sidder fast, og indendørs befinder man sig ofte i et totalt mørke, hvor det er komplet umuligt at navigere. Checkpointsystemet er heller ikke fejlfrit. De optræder for sjældent, og ofte bliver man tvunget frustrerende langt tilbage, når man dør.

Den kunstige intelligens illustrerer glimrende, hvorfor man kalder den kunstig. Fjenderne er ekstremt stupide selv på de sværeste niveauer. De bruger godt nok dækningerne, men kommer alligevel ofte umotiveret og lettere suicidalt frem fra skjul uanset, hvor mange der kæmper mod dem. Samtidig reagerer de heller ikke bemærkelsesværdigt, hvis man får held til at skyde på dem bagfra. I stedet fortsætter de bare med at skyde løs på det sted, de nu var i gang med. Spillet er dog afbalanceret i og med, at ens egne kammeraterne i 82nd Airborne er præcis ligeså dumme som tyskerne.

Medal of Honor Vanguard indeholder kun 4 missioner i alt. Trods hver af disse missioner er delt op i undermissioner, bliver spillet i sidste ende meget kort. Faktisk kan hele Medal of Honor: Vanguard gennemføres på under 4 timer! Det er i underkanten, og det får ikke længere levetid af, at man ikke kan spille multi-player online.

I sammenligning med andre spil i genren og især de sidste par Call of Duty spil, er Medal of Honor: Vanguard bestemt ikke kvalificeret til nogen fortjenstmedalje. Det savner i høj grad nytænkning og variation, og den alt for korte spilletid hjælper heller ikke. En sjusket og ligegyldig udgivelse som selv WW2-fanatikere og MOH-fans vil få svært ved at elske.

Om Mads Johannes Nielsen