Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Burnout 5 er som bekendt på vej til de "nye" platforme, hvorfor udviklerne fra starten af har gjort det klart, at vi ikke skal forvente os de store gameplay-mæssige landvindinger i det nye Burnout: Dominator, der nærmest er en form for opsamling på hele serien indtil nu.

Mere rådden kørsel af samme velkendte vej

Nu har vi altså en gang for alle fastslået, at Burnout: Dominator ikke er en almindelig fortsættelse af Burnout-serien, men derimod en lille opsamling eller en snack, til at holde os beskæftiget indtil det næste "rigtige" spil i serien, Burnout 5, udkommer senere på året. Dominator indeholder derfor nogle af de rigtig gode elementer fra de foregående spil, mens andre ting desværre er blevet udeladt.

Dybest set er Dominator ligesom alle andre Burnout-spil: du skal køre forskellige typer af racerløb og mange af de klassiske modes er med i spillet: almindelige løb for at komme først over målstregen, drift-løb, time attack og ikke mindst road rage challenges. Fællesnævneren for alle disse er, at du skal køre hasarderet, ind i tæt trafik, skubbe til mod- og medkørende og generelt køre så råddent, som du overhovedet kan slippe af sted med uden at totalskade mukkebikken.

Hasarderet kørsel, inklusiv flyvehop, kørsel imod trafikken og halsbrækkende manøvrer fylder langsomt dit boost-meter, som du kan bruge til at lave burnouts, hvilket igen fylder dit supercharge boost meter op, som du kan benytte til at holde din vanvittige høje hastighed, der gerne skulle resultere i endnu mere hasarderet kørsel. Således kan du hurtigt optjene boost og holde kæder af burnouts kørende. Det er ekstrem motorsport, der vil fremad - men det har naturligvis altid været Burnout-seriens varemærke.

En ny spilmode er det dog blevet til i form af Maniac Mode, hvor du får point for at køre så radbrækkende som overhovedet muligt. Der gives point for "near misses", hop, drifts og lignende manøvrer, som man normalt ville tjene ekstra boost på i de andre spilmodes. Pointen er naturligvis at du skal tjene så mange point som muligt.

Desværre er traffic checking og den morsomme crash mode samt traffic attack af uransagelige ikke medtaget i Dominator. "Traffic checking" dækker over, at du i tidligere spil i serien, kunne køre ind i biler uden effekt, så længe du blot kørte ind i dem bagfra. Det kan man ikke længere, så nu skal man være en smule mere påpasselig med sine boosts. Desuden kan boosts blive en kende trættende på de meget lange baner, idet de kræver, at du holder en knap inde for at aktivere selve boostet - og ofte kan du booste meget længe. En perfekt måde at få slidgigt i fingeren på.

Idet traffic checking muligheden er fjernet, flyttes fokus i gameplayet i Dominator lidt væk fra den totalt ubeherskede hærgende kørsel, der har kendetegnet nogle af de senere spil i serien og i stedet er der behov for mere præcision i manøvrerne, hvis man skal ende som vinder. Om man synes det er en god eller dårlig retning, at trække gameplayet i, må være en smagssag, men det vil med sikkerhed være lidt af en omvæltning for seriens hardcore fans.

Spillet byder på multiplayer, men desværre kun for fire spillere i splitscreen. Dog er der stadig masser af multiplayer racing at komme efter i spillet, der både byder på regulære dyster imellem de to spillere og mere party-orienterede gamemodes.

Grafisk set er der ikke sket det store: de 12 baner i spillet er store og ved første øjekast ganske nydelige at se på. Spillet formår at holde en høj og stabil framerate, der giver en fantastisk god fartfornemmelse, men desværre er selve bilerne lidt simple at se på og de engang så drabeligt udseende sammenstød er blevet nedtonet lidt. Det hænder også, at man opdager simple eller firkantede teksturer i omgivelserne, men samlet set er Dominator stadig et flot og velfungerende spil, der sandsynligvis vil blive husket for den gode fartfornemmelse og ikke for de fra tid til anden lidt firkantede omgivelser.

Dominator har EA Trax, hvilket betyder 33 kendte (og mindre kendte) pop og rocknumre på spillets lydside. Der er blandt andet numre med Alice in Chains, LCD Soundsystem, N.E.R.D. og Jane's Addiction. Om man kan lide den slags eller ej er en smagssag, men det er i hvert fald bedre end den generiske guitar-rock, man normalt spises af med i racerspil. De resterende lydeffekter er glimrende og alt i alt må hele lydsiden af Burnout: Dominator betegnes som yderst velfungerende.

På bundlinjen er Burnout: Dominator et glimrende sammenkog af de tidligere Burnout-spil, men der er en akut mangel på noget nyt. En enkelt ny gamemode og den mystiske beslutning med at fjerne bl.a. traffic checking-muligheden er næppe nytænkning nok til skaffe serien nye fans, men kan man ikke vente til Burnout 5 udkommer, så kan man sagtes fornøje sig i et stykke tid med Burnout: Dominator. Man skal bare ikke forvente nogen genremæssige landvindinger i denne omgang.

Gamesector Anbefaler

Om Peter Rosenholdt