Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence

De senere år er superhelte så småt kommet på mode igen, hvilket bevises af en lang række Hollywood-storfilm - vi nævner i flæng Spiderman, Batman Begins, X-Men, Superman Returns og vi kunne også nævne Daredevil, Elektra osv., men det lader vi være med og kigger i stedet nærmere på PS3'ens eneste superhelte launch-titel.

Hvis du har spillet de to X-Men Legends-spil, vil du med det samme føle dig hjemme i Marvel Ultimate Alliance på PS3, der stort set er en direkte next-gen videreførsel af førnævnte titler. Spillet har gameplaymæssigt også en hel del til fælles med de glimrende Baldur's Gate: Dark Alliance-spil og faktisk også gode gamle Diablo. Genren er ren action set ovenfra og med rpg-elementer i form af stats, der kan forbedres, og udstyr, der kan opgraderes. Det er en både underholdende og velkendt formular, og den holder såmænd stadig i Marvel Ultimate Alliance.

PS3-versionen i forhold til de andre versioner

PS3-versionen udkommer her som rosinen i pølseenden, og måske har du læst reviews af nogle af de andre titler, så lad mig starte med at opsummere, hvorledes PS3-versionen adskiller sig fra de andre. De halveksklusive hemmelige karakterer er de samme som på Xbox 360, PC og Wii, hvilket vil sige Colossus og Moon Knight. Grafikken er naturligvis bedre end på Wii, men en mere relevant sammenligning med Xbox 360-versionen afslører, at titlerne her ser en smule forskellige ud, men at det vil være en smagssag, hvilken man foretrækker - og at forskellene i øvrigt er ganske små. En ting, der dog adskiller PS3-versionen fra 360 og PC-versionerne, er at tiltfunktionen i den den nye Sixaxis-controller kan udnyttes en smule, ikke mindst i bosskampene. Det er dog ikke nogen stor ting, og det kan faktisk slås fra under options, hvis man ikke gider bruge det, og bander over, hvorfor de forsøger at lege Wii med PS3 (det gjorde jeg).

Marvel: Ultimate Alliance kommer virkelig rundt i Marvel-universet, og hele 140 kendte eller mindre kendte figurer optræder i løbet af spillet. Det er virkelig kræs for kendere, der både vil se de kendte helte samt mere obskure typer, der er fundet frem til lejligheden. I den sammenhæng skal selvfølgelig nævnes, at historien ikke er noget at råbe hurra for - så mange figurer optræder bare ikke naturligt i én historie. Over 20 af karaktererne er fuldt spilbare og man låser gradvist op for dem. Nogle støder automatisk til efterhånden som historien skrider frem, mens andre er mere hemmelige. Yderligere kan forskellige kostumer findes til karaktererne, så hvis den slags interesserer en, er der sikret en god lang levetid på spillet, for man finder næppe det hele første gang. Scoopet i spillet er i det helle taget figurerne og deres specielle superkræfter, der optræder detaljeret og varieret - og så vidt jeg kan bedømme tro mod tegneserierne. Man har heller ikke alle kræfter fra starten, men låser dem gradvist op.

Historien... well... det er lidt svært for en voksen mand som mig, der ikke har læst Marvel-tegneserier siden 4. klasse, at tage den seriøst. Faktisk er det svært ikke at trække gevaldigt på smilebåndet. Historien fortælles decideret ufrivillig komisk og overdrevet, overgearet amerikansk. Det er nok sådan, de fleste, der ikke læser amerikanske superheltetegneserier vil opfatte den, men vi er vel sådan set heller ikke målgruppen. For at skitsere historien, så har Dr. Doom samlet en gruppe superskurke under det subtile navn Masters of Evil, der ved spillets start angriber Nick Furys helicarrier. Fury sender et nødsignal ud, og Captain America, Thor, Spider-Man og Wolverine kommer til undsætning. Under Nick Furys ledelse dannes nu en alliance af superhelte, der skal bekæmpe ondskabens mestre. Iron Mans Stark Towers bliver brugt som hovedkvarter, og så går det ellers derudad gennem et væld af flotte lokaliteter. Som sagt er det en historie for fans, sådan er det, og det er hverken noget underligt eller forkert i.

Heldigvis er selve gameplayet godt nok til at det kan nydes af alle, og det er jo, hvordan vi end vender og drejer det, det vigtigste. For at starte med det allervigtigste, så er der fuld mulighed for at spille co-op gennem hele spillet og endda op til fire spillere. Der er essentielt for denne genre. Man kan enten spille på samme skærm eller gå Live og nyde muligheden for at spille online. Som tidligere nævnt er der et væld af figurer, og de har alle deres egne kræfter, og udvikler flere og flere, efterhånden som de stiger level. Man kan skifte ud i sit party, der består af fire helte, når man er ved et save point. Inaktive helte får en del af ens optjente erfaringspoint, så de typisk kun er en enkelt level bagefter og således stadig er fuldt ud anvendelige.

Lyden irriterer mig, men det er nok på samme måde som den barnlige historie irriterer mig: Stor og bombastisk med overdrevne - meget overdrevne - stemmer. Jeg gætter på, at hvis man kan lide det ene, kan man også lide det andet. Grafikken derimod er der ikke noget at udsætte på - som sagt ligger den på niveau med den flotte Xbox 360-version, og det er lækkert at se denne genre ført videre til de nye konsoller, selvom det på den anden side heller ikke er noget grafisk mesterværk. Figurerne (dem, jeg kender) ligner rigtig godt og på mange måder er det som at spille en tegneserie.

Når alt kommer til alt, er Marvel: Ultimate Alliance et spil for fans af Marvel-superheltene og endda et rigtig vellavet et af slagsen. Omvendt er det også en ganske simpel genre. Man trykker en masse på X-knappen, og tæsker derved en masse fjender. Spillet ligger på et pænt syvtal, for selvom det er simpelt gameplay er det også underholdende. Hvis du er Marvel-fan og for alvor kan nyde de mange karakterer og især deres unikke superkræfter, så kan du godt lægge en karakter til.

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.