Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 3+

Mario har det, Sonic har det, Crash Bandicoot har det, ja selv Shrek har det - et Gokart-spil i deres navn. Nu er turen så kommet til gode gamle Pac-Man, der sætter sig i sædet for at dyste mod venner og fjender, men det viser sig desværre hurtigt, at den ellers så populære oste-karakter, er begyndt at lugte lidt.

Med osten bag rattet

Noget af det jeg så frem til ved Pac-Man Rally, var persongalleriet, for umiddelbart kunne jeg ikke komme på andre karakterer fra Pac-Man-universet end ham selv, mrs. Pac-Man, Pac-Junior og så selvfølgelig spøgelserne, hvilket jo ikke var meget at basere spillet på. Det viser sig da også, at udviklerne har måttet grave dybt for at kunne præsentere en line-up af et rimeligt omfang. Obskure karakterer som, Pac-Devil, Spooky og Toc-Man, ringer nok ingen klokker hos andre end de mest rabiate Pac-Man-fans, ligesom navnene på de fire spøgelser, Pinky, Inky, Blinky og Clyde, som derved optager fire pladser i persongalleriet, er ukendte for de fleste.

Alle karakterer er udstyret med deres egen unikke gokart, der hver især præsenterer forskellige egenskaber. Nogle har bedre acceleration, andre er bedre til at manøvrere osv., men enten er forskellen på de enkelte gokarts forsvindende lille eller også er den helt og aldeles ikke eksisterende, for vi har ikke kunnet mærke forskel overhovedet, heller ikke når vi har prøvet med to, på papiret vidt forskellige, gokarts i multiplayer. Valget af gokart og dermed karakter bliver altså til et rent æstetisk spørgsmål, hvor man vælger den karakter man synes bedst om.

Efter at have valgt en karakter er det naturligvis tid til at køre ræs. Spillet tilbyder fire forskellige modes, hvoraf de to, quick race og time trial, blot er enkeltstående løb med forskellige sejrskriterier, mens spillets karrieredel, circuit mode, er en stribe af sådanne løb udkæmpet efter cup-princippet. Det er netop denne circuit mode, der klart er mest kød på, og den du vil tilbringe størstedelen af din tid med. Her gælder det om at gennemføre alle spillets 15 baner efter tur. Banerne er tilpas varierede i deres udformning, et vulkansk krater, et spøgelshus, en bordplade - alle de gamle kendinge er her. Der er da også blevet plads til tre ganske unikke baner i spillet, og tak for det, for disse er samtidig de klart mest interessante. Disse baner, der udgår den såkaldte Classic Cup, er tematiseringer over tidligere spil fra udgiveren Namco Bandai. Der er tale om Galaga, Katamari Damacy og selvfølgelig Pac-Man, og disse bryder en smule med det ellers meget konventionelle banedesign. Selvom det til tider kan være en smule svært at manøvrere rundt på banerne på grund af skarpe sving og forhindringer, er sværhedsgraden i spillet meget lav, og en habil 5-årig vil kunne gennemføre circuit mode på et par timer.

De to features, der afviger mest for normen, er meget passende hentet i det originale Pac-Man-koncept. Ved at opsamle frugter på banerne kan du åbne op for genveje længere fremme, men denne genvej lukker sig igen efter brug, så ønsker du at benytte den på en senere omgang, må du på frugtjagt igen. I ægte Pac-Man-stil kan du også samle prikker op undervejs, og når du har samlet nok af disse, forvandler du dine modstandere til spiselige objekter. Det er en udmærket og anderledes tilføjelse, der desværre ikke kommer i brug særligt ofte, da du som regel er i front af løbet, og dermed ikke har nogen foran dig at spise. Ikke desto mindre er det en glimrende catch-up mekanisme, der er mere underholdende end den sædvanlige elastikbåndseffekt, hvis du mod forventning er kommet bagud, f.eks. efter gentagne gange at være blevet ramt af dine modstanderes våben.

Disse våben kommer dog først rigtig til deres ret i den sidste spilmode, battle mode. Hvor våbnene i circuit mode virker lidt som en påklistret feature, og sjældent er andet end en lettere irritationsfaktor indtil du er tilpas langt foran dine modstandere, præsenteres vi i battle mode for et større og mere interessant arsenal, bl.a. en jordbærkanon. Battle mode kan være ganske fornøjeligt, især i multiplayer, men desværre ender man lidt for ofte med bare at cirkle rundt om hinanden, mens man prøver at sætte ny rekord for flest tryk på aftrækkeren i sekundet.

Et område hvor Pac-Man Rally lyser lidt op, er det visuelle. Grafikken er faktisk god, og virker som en naturlig viderudvikling af Pac-Man-franchisets stil og stemning. Animationerne er flydende og til tider også ganske morsomme, mens banerne som nævnt er varierede og farvefulde uden at pinagtigt pussenussede. Skal man være kritisk, burde de enkelte baner genbruge de forskellige objekter mindre, det er lidt skuffende at alle broer, tønder, søjler etc. er fuldstændig ens, men det er en detalje. Lydsiden er tilsvarende robust, uden at være spektakulær, og det er faktisk imponerende hvor mange forskellige versioner af Pac-Man temaet der er skabt - alt lige fra horror og rock, ja sågar en latino-udgave. Bevares, dette ville ganske givet blive enerverende i længden, men da det højest tager et par timer at gennemføre spillet, når undertegnede næppe nogensinde dette stadie.

Når alt er sagt og skrevet er der meget lidt ved Pac-Man Rally, der ikke er set før. I en genre der stadig regeres af Mario Kart, kan dette bedst betegnes som let adspredelse, for spillet vil ikke volde nogen som helst problemer for målgruppen, der må antages at være børn i den tidlige skolealder. Der er bedre go-kart-spil på markedet, der oven i købet har hovedpersoner, der er bedre kendt af målgruppen. Pac-Man Rally kan kun anbefales som supplement til disse.

Om Kasper Christiansen

Kasper Christiansen har anmeldt spil på Gamesector siden 2000. Siden den spæde begyndelse med Star Wars: Galaxies tilbage i 2004, har online rollespil haft en speciel plads i hans anmelderhjerte. Ellers er det især RTS titler - fra den hedengangne Age of Empires serie til Starcraft 2 - og sportsserier som Madden NFL og Championship Manager/Football Manager, der er en del af porteføljen. Kaspers spilkauserier gæsteoptræder ind imellem på www.familiespil.dk