Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Det kræver ikke profetiske evner at se, at det må være sidste gang, vi ser et nyt Test Drive til Playstation 2. Egentlig er der ikke den store grund til at være nostalgisk, for serien har længe hverken været særligt original eller imponerende. Men lige her på falderebet kommer et af de bedste spil i serien. Test Drive: Unlimited på PS2 er selvfølgelig lidt en lillebrorversion i forhold til de andre på Xbox360 og PC, men i det store hele får man stadig ligeså mange biler og et gigantisk område at fræse rundt på.

Welcome to O'ahu!

I Test Drive: Unlimited lander du på Hawaii-øen O'ahu med $200.000 i baglommen. Tilsyneladende med det ene formål at gøre vejene usikre i det tropiske paradis. Men inden det sker skal man finde et sted at bo, og der får de fleste af pengene ben at gå på. Heldigvis kan man nemt tjene flere ved at køre ræs - og længere er den historie egentlig ikke. Test Drive: Unlimited er som de fleste andre bilspil støvsuget for plot. Det handler kun om at vinde penge, så man kan købe større ejendomme med plads til flere biler i garagen.

Ligeså vigtigt som bilerne er denne gang omgivelserne. Med øen O'ahu er der skabt et helstøbt og frit miljø, der må kunne få et anerkendende nik selv fra Rockstar - nej, det betyder ikke, du kan løbe ud af bilen og nakke gamle damer, men ellers er man nogenlunde fri til at køre rundt som man vil. Spiller man online vil en stor del af trafikken bestå af andre spillere, der kan udfordres til løb.

Da øen er temmelig stor, er man heldigvis udstyret med en GPS, der kan hjælpe som guide. I den kan man finde et stort kort over øen, hvor løb og bilforhandlere dukker op, som man klarer sig gennem spillet. Første gang man besøger et sted bliver man nødt til at køre hele vejen derud, men senere er det muligt at springe direkte via kortet. En nyttig funktion, da det tager sin tid at køre hele vejen tværs over øen.

Test Drive: Unlimited byder på mere end 90 biler baseret på originale licenser fra en bunke af verdens største bilfabrikanter lige fra Ford, Mitsubishi, Mercedes, VW og Audi til de mere outrerede supermodeller fra Zonda, Lamborghini og Koenigsegg. Desværre er det ikke muligt, som på PC eller Xbox360, at købe motorcykler i PS2-udgaven - og af en eller anden grund heller ikke Ferrari! Hvad er Test Drive uden Ferrari, kunne man spørge, men der er nu alligevel mere end rigeligt med køretøjer i spillet.

Selvom PS2'en har langt færre kræfter end Xbox360 og PC, holder den skansen på den visuelle front. Bilerne ser knaldgodt ud og O'ahu er imponerende i sit vældige omfang. Det er skønt at kunne køre lange ture uden at blive mødt af en eneste loadeskærm. Detaljeniveauet er selvfølgelig lidt lavere, og der er et par hik i grafikken undervejs, men ikke noget der forstyrrer.

Arcaderæs i gummibiler

Gameplayet er i PS2-versionen blevet ændret i en lidt mere arcade-agtigt retning. Det mærker man i starten af spillet, hvor allerede de første udlejningsmodeller, man prøver, er regulære supercars. I det hele taget går det ret hurtigt med at vinde penge. Løbene giver forholdsvis store afkast, selv hvis man vælger det letteste niveau, og det sværeste niveau er endda også ret let. Dermed får man inden længe opbygget en samling af spillets forskellige seks klasser af biler. Det er synd, for spillet kommer dermed til at brænde for meget af sit krudt af for hurtigt.

Det er desværre også blevet en lidt underlig og flad oplevelse at køre bil på PS2'en. Bilerne virker som om de er lavet af letvægtsplast. Kører man galt flyver og hopper man rundt, selv ved forholdsvis lave hastigheder. Der sker heller ingen skade ved kollision, men det er snart mere reglen end undtagelsen i spil med biler baserede på virkelige modeller. Mere usædvanligt er det, at man ofte kan ramme modkørende biler med 270 km/t og se dem flyve til siden, uden man selv taber fart.

Man kan desværre ikke køre mod venner i splitscreen, men til gengæld er det muligt at gå online og spille Test Drive: Unlimited. Denne anmelder kom dog til at køre længe, før der var nogen at køre mod online, og det er nok mere end tvivlsomt om spillet bliver den store massive multiplayer online racer til PS2'en. Men muligheden er der.

På bundlinen er Test Drive: Unlimited egentlig ikke noget rendyrket mesterværk. Racerløbene mangler lidt variation og gameplayet bliver hurtigt lidt ensformigt. Når man for hurtigt kan købe flere huse og fylde dem med biler, forsvinder motivationen lidt til at køre rundt om øen endnu engang.

Men trods alt er det stadig et mere end hæderligt bilspil og med et fantastisk udvalg af fede biler. Kan man leve med den lidt underlige fysik, og er man fan af genren er Test Drive: Unlimited helt sikkert værd at tjekke ud. Der er trods alt garanteret mange timers ræs rundt på O'ahu. Både on- og offline.

Om Mads Johannes Nielsen