Hører du til dem, der troede, at adventurespil var noget, der hører fortiden til? Så kan du godt tro om igen, for Runaway 2 er beviset på det modsatte. Men det kræver, at du har styr på både surferstil og hængerøvsbukser for at kunne følge med.
Brian hvem?
Brian Basco er tilbage. Fra at have været stjernen i det kritiker-roste, men stort set ukendte, adventurespil “Runaway: A Road Adventure” har han ligget fire år i mølposen for nu at dukke op som trold af en æske i “Runaway 2: The Dream of the Turtle”. I forhold til forgængeren er stort set alting blevet lavet om, og der er intet som helst behov for overhovedet at kende til det første spil, så vi går ud fra, at du ikke har spillet det og vi skynder os derfor at vaske tavlen ren her og starte helt forfra.
Brian Basco er indbegrebet af enhver teenagepiges drømmefyr. Han er på ferie (på Hawaii naturligvis) med sin veninde Gina, da hun bliver tvunget til at hoppe ud med faldskærm og forsvinder sporløst i junglen. Herfra er det dit job sammen med drømmefyren Brian, at finde frem til hende igen. Det er naturligvis ikke helt så enkelt, som det ser ud til (så havde der jo ikke været noget spil), men det leder Brian og dig på et omfattende eventyr i flere kapitler rundt omkring på jordkloden.
Papfigurerne er hevet op af mølposen
Hele spillet er holdt i en farverig tegneseriestil og i en stil og en tone, der tydeligvis henvender sig til et teenagepublikum. Det er åbenlyst spillets mål at være morsomt, og spillets personer brænder den ene joke af efter den anden i en lang køre. Desværre er det ikke de store komiske talenter de har haft ansat til at skrive teksten, så vittighederne er typisk påklistrede og meget lidt morsomme og de spanske udviklere har adopteret den kedelige amerikanske stil med at alle pointerne skal tværes ud i fjæset på modtageren “hahaha, jeg sagde noget sjovt, der var morsomt fordi…”. For yderligere at holde sig til det ufarlige og velkendte, så er alle personerne i spillet (vores superlækre hovedperson inklusive) den værste omgang klichéer vi har set meget længe. Regn trygt med, at de er der alle sammen, lige fra strandbaben med den minimale bikini og de store nødder til generalen med klap for øjet og våde drømme om Vietnamkrigen.
Uanset hvor meget man sidder og krummer tæer over falden-på-halen komikken og den konstante træden vande i pubertets-seksualitet, så må man erkende, at spillet alligevel har sin helt egen charme og stil. Tegninger og animationer er farverigt og professionelt udført og spillets mange og afvekslende steder at undersøge gør at det aldrig bliver kedeligt og ensformigt.
Endelig en adventureperson med hjerneaktivitet
Runaway 2 fungerer som et klassisk 2D adventurespil, hvor gameplayet er taget direkte fra forrige årtusindes peg-og-klik adventurespil og inkluderer alle de dårligdomme, det fører med sig af dræbende kedsommelig undersøgelse af skærmbilledet med musen, millimeter for millimeter, pixel for pixel, for lige præcis at ramme de syv pixels, der indeholder noget interessant. Men når det er sagt, så formår Runaway 2 til gengæld også – med stor succes – at fjerne mange af de timevis af frustrationer, som man tidligere har haft, når man har skullet kombinere otte forskellige ting i den præcis rigtige rækkefølge, for at få lov til at gå videre. I Runaway 2 er det ofte nok at have fundet den rigtige løsning til en opgave, hvorefter Wonder-Brian selv kan finde ud af at gennemføre den. Desværre har det ikke helt elimineret tåbelige kombinationsopgaver, hvor du skal bruge to elastikker, en død fisk og lyden af en knallert til at få en hættemåge til at stjæle nøglen til budcyklen (eksemplet her er fri fantasi, brug ikke for meget tid på at finde det i spillet). Resultatet er et spil, som alle har en fair chance for at kunne gennemføre, hvis man er i stand til at bruge sin sunde fornuft. Paradokset ligger i, at de mest hardcore adventure-veteraner formentlig vil finde for få udfordringer i Runaway 2 på grund af manglen på virkeligt hårde og rigtigt tåbelige problemer, der skal løses.
Stereotyper i stereo
Stemmerne i spillet er indtalt efter samme klichémønster, som de personer de skal portrættere – komplet med de mest tåbelige og forudsigelige accenter man kan forestille sig. Udførelsen af dem er blandet kop te. Generelt set er de glimrende udført og i overensstemmelse med spillets stil, men nogen af stemmeskuespillerne er simpelthen så gennemført elendige, at de ville få svært ved at få replikker i den lokale børnehaveklasses opførelse af Den Grimme Ælling.
Langt hen af vejen har Runaway 2 held med at få banket noget af gravrusten af adventuregenren og holder en fin balance mellem respekten for genren og behovet for fornyelse. Men man slipper ikke helt uden om at falde ned i nogen af de klassiske huller, og det er også et åbent spørgsmål, hvor længe den enkelte kan holde til at blive tæppebombet med dårlige vitser. Det meget smalle fokus på teenager-segmentet og det evindelige behov for at tilfredsstille pubertets-seksualitet er desuden med til alvorligt at begrænse den målgruppe der helhjertet vil sætte pris på Runaway 2: The Dream of the Turtle.
Loading ...
