Virtua Fighter 5

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI DrugsPEGI Violence

Ahhh... hvad ville en konsollancering være uden mindst et klassisk kampspil? Den slags hører bare til på samme måde, som der hører twister fries til en Double Whopper Cheese (spilanmeldere er per definition ikke kulinarisk begavede). Det bliver den hæderkronede Virtua Fighter-serie, der denne gang skal levere underholdningen til PlayStation 3 i form at spark, hug og et enkelt tøse-slag.

Femte gang er lykkens gang

Virtua Fighter serien er en af de mest roste og banebrydende serier af kampspil, der nogensinde lavet. Faktisk var det Virtua Fighter, der var det første kampspil, der tog springet fra den flade 2D arena til vaske ægte 3D. Det er dog længe siden og Virtua Fighter-serien er siden da blevet mere mainstream i stil med de konkurrerende spil fra Tekken- og Dead Or Alive-serierne. Nu er Virtua Fighter 5 så dukket op, og det lever helt op til forgængernes kvalitetsniveau.

Gameplaymæssigt er Virtua Fighter 5 ikke voldsomt revolutionerende. Du kan vælge imellem en række forskellige og særprægede kæmpere, hvoraf størstedelen er gamle kendinge og et par stykker er nye. De forskellige spilmodes er ret traditionelle for spil i denne genre - træningskampe, forskellige turneringsformer og ikke mindst en "quest mode". Men lige meget hvordan man vender og drejer det, så handler Virtua Fighter 5 om slåskampe imellem nogle super-detaljerede og vanvittigt velanimerede kæmpere.

Af de 17 karakterer som man kan vælge imellem, er 15 gamle kendinge fra de forrige spil i serien, mens Eileen og El Blaze (ja, det hedder han faktisk) er de to nyankomne til persongalleriet. Eileen har en besynderlig monkey style kung fu kampstil, der er ganske underholdende at prøve kræfter med og ikke mindst at se på, imens El Blaze, som navnet måske antyder, er en klassisk submission fighter/wrestler. Der er de sædvanlige små episoder og opgør imellem personerne i persongalleriet, men en nogen egentlig handling formår Virtua Fighter 5 ikke rigtig at materialisere - selv ikke i Quest Mode. Den lille afskygning af en handling, som man kan spore i spillet, handler igen om Dural - den "ultimative kampmaskine", der udvikles af et hemmeligt selskab. For at gøre en temmelig kort historie meget kortere, så skal du banke en masse af de andre figurer i spillet i en turnering... sindsoprivende! *gab*

Persongalleriet i Virtua Fighter 5 er temmelig varieret og der er en god blanding af forskellige kampstile. Man kan more sig med at træne de forskellige personers stilarter, eller man kan invitere klassens bølle med hjem og give ham nogle solide bank i multiplayer, hvilket jo altid er en af styrkerne i kampspil. De mange varierede personer og den solide multiplayer giver masser af muligheder for at prøve kræfter med dine venner.

I forhold til sin meget revolutionerende forgænger, Virtua Fighter 4, så er Virtua Fighter 5 måske ikke et voldsomt nyskabende spil. De småting, der er kommet til i Virtua Fighter 5, er et nyt ranking system og ikke mindst en forbedret mulighed for at ændre på de enkelte personer udseende ved at iklæde dem andre kostumer eller give dem nye genstande. Der er kommet enkelte ekstra tricks ind i kampene siden Virtua Fighter 4, men samlet set er der ikke sket overvældende meget med denne del af gameplayet siden det sidste spil udkom.

Der er dog sket en masse med grafikken. Virtua Fighter 5 er et fantastisk flot spil med utroligt detaljerede personer og omgivelser. Arenaerne der kæmpes i er både varierede og flotte med masser af detaljer og effekter, mens selve figurerne er helt lamslående lækkert lavet. Kald mig bare en gammel gris - det gør så mange allerede i forvejen - men jeg kan altså sidde savlende og stirre på Pai Chan i timevis. Det er muligvis noget jeg skal tale med en psykolog om, men det bekræfter hvor megaflot Vitua Fighter 5-figurerne er lavet og de flotte figurer er faktisk en stor del af fornøjelsen ved spillet.

Virtua Fighter 5 er ligesom sine forgængere et temmelig dybt kampspil. Listen over angreb, greb, kast, modangreb og så videre er simpelthen enorm. Når man kombinerer det med et yderst velbalanceret persongalleri og totalt lækker grafik, så får man en samlet pakke, som de fleste nye PlayStation 3-ejere roligt kan investere i, hvis de vel og mærke vil have et kampspil, der kræver en smule fordybelse og ikke blot forvirret knap-maseri.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).