Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 3+

Der ligger en vis ironi i at filmserien, der nærmest alene lancerede begrebet "street racing" til det brede publikum, først nu bliver til et spil. I mellemtiden har serier som Need For Speed, Burn Out og Midnight Club scoret kassen på hurtige biler og groft uagtsom kørsel. Så meget desto mere pinligt er det også, at stort set alle spil, der har redet med på bølgen, gør det bedre end The Fast and The Furious.

Hjulspind i Japan

Spillet lægger sig i forlængelse af den tredje film, The Fast and the Furious: Tokyo Drift, der foregår i... trommesolo... Tokyo. Som nyankommen i den gigantiske millionby gælder det om at få slået sit navn fast på byens gader. Det gør man ved at køre mod nogle forskellige crews, der som regel består af en 4-5 forskellige modstandere med hver deres styrker og svagheder. Ellers er der nogenlunde lige så meget handling i spillet, som der er udtryk i Vin Diesels ansigt - men intet kunne være mere ligegyldigt, for det handler jo først og fremmest om bilerne.

The Fast and the Furious virker umiddelbart til at have masser at byde på med over 80 forskellige biler fordelt over spillets mere end 100 modstandere! Foruden de mange biler, er det også muligt at ombygge sin bil lige fra optuning af motoren til udskiftning af støddæmpere og dæk. Der er lagt op til, at man skal sidde og finjustere sin bil til perfektion, men trods manualens gode råd om nøje udvælgelse af reservedele, kan man roligt bare satse på de dyreste.

For at komme nogen vegne som racer i Tokyos undergrund, skal man først skaffe sig penge til en ordentlig øse, og det sker (overraskende nok) ved at køre ræs. Der er altid kun en modstander ad gangen, og gennemgående er de meget lette at klare, når man først har et par gode biler i garagen. Det får man hurtigt råd til, for det er risikofrit at køre løb. Selvom man taber stort, mister man aldrig penge, og da det er muligt at jorde den samme modstander igen og igen, kan man hurtigt få et solidt overskud på kontoen. Derudover får man, ved at vinde over en af spillets mange bosser, adgang til super-biler, der altid er tunet fuldt ud. Det dræber meget af spænding, da The Fast and The Furious derfor bliver alt for nemt.

Løbene i spillet er heller ikke udfordrende nok. Overordnet er de meget ens, og i de fleste kører man på de samme Wagan-baner, der udgør selve gadenettet i Tokyo. Her handler det om bare at hamre sømmet i bund og så vidt muligt undgå den øvrige trafik. Tit kan det ikke betale sig at bremse, da bilerne på magisk vis ikke får den mindste bule af selv de meste groteske kollisioner.

Der er tiltrængt udfordring på Togue-banerne, der er placerede udenfor byen i de omkringliggende bjergegne. Her er det ikke altid nok at komme først i mål, da nogle løb vindes ved at score point for bedste "drifts". Drifts går ud på, at man overstyrer sin bil, mens man accelererer, og på den måde kan man tage skarpe sving i højt tempo, mens store skyer af brændt gummi vælter ud fra hjulene. Det kræver en lille smule træning, og man bliver nødt til at have en bil med godt baghjulstræk og de helt rigtige dæk på, hvis det skal lykkes. Når man først har lært det, er der ikke alt for meget udfordring i det, men drifts-løbene er alligevel noget af det mest vellykkede ved spillet og en hårdt tiltrængt variation.

For meget frigear

The Fast and the Furious benytter sig af en åben struktur. Det vil sige, at man mellem de forskellige løb, kan køre frit rundt i Tokyo. Men det er nogenlunde lige så sjovt, som det er at køre på ringvejen udenfor København (jeg troede kun man holdt i kø på ringvejen? -Red.). Alt er badet i et kedeligt grøngulligt skær og omgivelserne er konstant de samme ens udseende klodser, der skal forestille bygninger. Hvis Tokyo ser tilnærmelsesvis ligeså røvsyg ud i virkeligheden, kan jeg godt undvære at tage til Japan. Man får aldrig fornemmelsen af at køre rundt i en rigtig by, og der er ikke så meget andet at køre efter i Tokyo end værksteder og bilforhandlere.

Der er dog mulighed for lidt action på gaden ved at tage et roll-up race. Det er improviserede løb, hvor man kører op og udfordrer modstanderen ved at blinke med lygterne. Det er sjovt de første par gange, men også her er det alt for let at vinde, når man har fået en bare nogenlunde bil. Efter kort tid bliver man derfor meget glad for "warp"-funktionen, der gør det muligt, at springe direkte til en destination i stedet for at køre selv.

Et spil baseret på en film som The Fast and the Furious burde dryppe af hårdtpumpet, aggressiv testosterondrevet action. Men det gør det overhovedet ikke. Og hverken grafik eller lyd hjælper til fornemmelsen af at sidde med flere hundrede hestekræfter mellem hænderne (indsæt selv pervers vittighed her). Frameraten er ofte ujævn og bremser enhver fornemmelse af rigtig fart. Det virker komplet uforståeligt, da spillet næppe kommer i nærheden af at presse PS2'en. På byens gader består trafikken af de samme tre biler og en bus. Når spillet har så grotesk mange biler med, virker det absurd, at der kun findes tre forskellige på gaderne i Tokyo. Bilerne er nydelige, men resten af spillet ligner for ofte noget, der burde være udgivet til konsoller en generation tidligere. Som de fleste bilspil har The Fast and the Furious også et soundtrack bestående af enerverende popmusik på repeat fra bands, man som regel og med meget god grund aldrig har hørt om. Motorlydene er til gengæld nogenlunde som de skal være.

"More is not always better!" står der i manualen som godt råd til, hvordan man tuner sin bil. Det samme burde nogen have sagt til udviklerne Eutechnyx. Hvad er der sjovt ved at have over hundrede biler til rådighed, når størstedelen i øvrigt opfører sig ens og mindre end 10 af dem er bare nogenlunde sjove at køre med?

The Fast and the Furious er et spil, der måske er kommet for sent til sin egen succes. Men selv for fem år siden, havde det ikke fortjent større opmærksomhed. I bedste fald kan man sige, det glimtvis er næsten middelmådigt underholdende. Men den slags er der ingen grund til at anbefale, og især ikke når mange andre spil i genren gør det meget bedre. Uanset filmlicensen og de mange biler.

Om Mads Johannes Nielsen