Chili Con Carnage

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Vi var meget begejstrede for Total Overdose her på redaktionen - delvist fordi vi godt kan lide klichéfyldte actionfilm fra 1970'erne, men også fordi vi bare godt kan lide at skyde folk - at skyde rigtig mange folk. Total Overdose formåede at kombinere vores lidenskab for lystdrab med en humoristisk fortalt og klichéfyldt historie. Nu er der så kommet en form for efterfølger til PSP, så vanviddet kan fortsætte.

Ramiro Cruz er tilbage

I Chili Con Carnage, der som titlen antyder både indeholder vold og en hel del klichéfyldte referencer til mexicanere, møder vi igen Ramiro Cruz, der slog sine folder som den hårdtslående og vildt skydende hovedperson i Total Overdose. Da Chili Con Carnage er en form for udviklet version af Total Overdose, skal vi ikke dvæle alt for længe ved plottet (den smule af det, der faktisk er i spillet), men blot konstatere, at Ramiro er en vred vred ung mand, der tilsyneladende ikke kan lide mexicanere.

Spillet bevæger sig dog væk fra den frie Grand Theft Auto-agtige opbygning, som Total Overdose havde. I stedet anvender Chili Con Carnage en mere lineær og stringent opbygning, der leder dig igennem den ene plotdrevne mission efter den anden, uden helt samme mulighed for at udforske dine omgivelser. Dette er lidt en skam, men når man først er i gang med missionerne lider man ikke det store afsavn.

Resten af spillet er dog opbygget som man kender det fra Total Overdose - missionerne byder på hårdkogt rendyrket action. De er sjældent komplicerede og det overordnede tema er som regel, at en flok mexicanske banditter og gangstere forsøger at hindre din videre færd igennem et område. Da diplomatiske løsninger på dine konflikter med den mexicanske mafia ikke rigtig er indenfor rækkevidde skyder, sprænger og ondulerer du dig vej igennem horder af mexicanere. Det lyder måske lidt politisk ukorrekt - og det er det så sandelig også.

Spillet anvender samme vilde og overdrevne Robert Rodriguez-agtige effekter, hvor man kan få Ramiro til at lave voldsomt overdrevne spring og akrobatiske udfoldelser, imens han bruger sine våben. Det giver ekstra point at lave de vildeste takedowns, så spillet opfordrer ligefrem spilleren til at flikflakke rundt under kampene og forsøge at presse så mange vilde bevægelser, som overhovedet muligt, ind i den samme combo. Så der bliver spring fra vægge, saltomortaler, flikflak og rul, alt sammen imens man pumper bly i sine fjender - det er vildt og ekstremt overdrevet og selvom det er noget man næsten får presset ned over hovedet, så er det faktisk stadig ganske morsomt i perioder.

Hele idéen med at forsøge at lave de vildeste comboer, er, at spillet belønner dig med medaljer for vilde comboer, der kan låse op for godter i resten af spillet. Så selvom du teknisk set ikke behøves hoppe rundt som en beruset Neo på speed, så er der faktisk en mening med galskaben. Derfor kan du have en interesse i at gennemspille missionerne mere end en gang, for at åbne op for alle de sjove ekstra små bonusser.

Men Chili Con Carnage kan dog ikke komme udenom, at til trods for spillets glimrende action og vilde comboer, så er det en ensformig affære, selv på kort sigt. Omgivelserne er temmelig ensformige og skifter først når man kommer til et nyt kapitel i spillet, så det hjælper ikke ligefrem på variationen.

Selvom spillets action er forfriskende i små doser, så kan ingen mængden af hoppen rundt og slowmotion effekter skjule, at alle missionerne dybest set går ud på det samme - at skyde, skyde og skyde noget mere. Idet fjenderne gladeligt stormer lige imod dig, er der desværre ikke megen udfordring i at maje dem ned for fode, hvilket bestemt heller ikke hjælper på spillets levetid. Det er ret tydeligt, at udviklerne hos danske Deadline Games har forsøgt at camouflere Chili Con Carnages lidt for simple gameplay med de mange vilde comboer og en i længden lidt for irriterende selvironisk humor. De påklistrede multiplayer modes hjælper desværre ikke meget på spillets levetid.

Grafisk er Chili Con Carnage en smule under middel. Spillet er ganske tempofyldt, så det er sjældent, at man ligefrem har tid til at stoppe op og studere sine omgivelser - men det er godt det samme, for de er ofte ret ensformige og uden alt for mange detaljer. Dog er Ramiro, som man følger via et 3. persons kamera, velanimeret, så de mange forskellige bevægelser og comboer man kan tvinge ham igennem, ser ganske fornøjelige ud.

Blev man ikke træt af Total Overdose og dette spils mindst lige så ensformige action, så kan man sikkert sagtens fornøje sig i lange perioder med Chili Con Carnage. Men i realiteten er spillet blot meget mere fra samme skuffe, komplet med samme ensformige actionfyldte gameplay og masser af hjernedøde fjender, der kun lader til at værdsætte en hurtig og spektakulær død. Man kan ikke lade være med at føle, at Deadline Games malker Total Overdose for hver eneste dråbe de kan vride ud af konceptet og det kan både ses og mærkes på Chili Con Carnage.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).