Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Arthur og Minimoyserne er med et budget på omkring de 500 millioner kroner den dyreste europæiske animationsfilm nogensinde. Det skal der naturligvis en del merchandise til at hente ind, og derfor er der lavet et computerspil baseret på filmen.

Underjordisk eventyr

Hvis man ikke har set filmen, skal man ikke forvente, at spillet giver ret meget mening. Der er godt nok et par klip fra filmen indlagt undervejs i spillet, men det gør hverken fra eller til i at binde begivenhederne sammen til et forståeligt plot. Historien handler kort fortalt om drengen Arthur, der bor alene med sin bedstemor på en bondegård. I et forsøg på at finde en forsvundet skat, ryger Arthur gennem en magisk port, der bringer ham til minimoysernes underjordiske land, og hvor han selv bliver til en de små alfeagtige minimoysere.

Man får sine bange anelser om spillet, når man i startmenuen ser, at de franske udviklere ikke har haft tillid til, at nogen skulle gide spille spillet fra start til slut. Det er nemlig muligt at vælge præcis den bane man vil begynde på og også at springe de baner over, man ikke gider. Begynder man helt fra starten, finder man ud af, at det måske ikke er dum en idé. For der er nemlig en forholdsvis lang og kedelig tutorial, hvor spillets basale funktioner pinedød skal læres, selvom de er meget nemme.

I spillet skal man ikke kun styre Arthur, men også hans to venner prinsesse Selenia og hendes lillebror prins Betameche. Alt er ikke fred og idyl i minimoysernes land, for den onde Maltazar, der er hersker over nogle flueagtige krigere ved navn Henchmen, har udformet en diabolsk plan, der skal udrydde minimoyserne en gang for alle. For at forhindre dette, skal man klare sig over tolv baner til byen Necropolis, hvor Maltazar holder til.

I virkeligheden går banerne altid ud på det samme. Det er i al sin enkelhed at få åbnet en dør ind til det næste rum, hvilket sker ved at aktivere nogle knapper på jorden, som man enten skal stille sig oven på eller ved at stable sten, der kan udløse de skjulte mekanismer. Andre gange skal man kæmpe sig til nøgler mod Henchmen. Det er også meget enkelt. Man kan slå, blokere og lave et par special moves. Når en fjende har mistet alt sin energi falder han omkuld, og så han have et særligt nådesstød, ellers kommer han på benene igen. Fra tid til anden kommer der et par boss fights mod nogle store Henchmen. For at nedlægge en boss skal man bruge Arthur, Selenia og Betameche i samarbejde. Kampene med de større bosser kan minde lidt om noget fra God of War - bare nemmere og uden samme intensitet. Det er sjovt, de første gange man prøver at kæmpe, men da man gennem spillets samtlige tolv baner kun møder de samme fjender, bliver det meget kedeligt i længden.

Man kan hele tiden skifte mellem de tre hovedpersoner, der har hver deres særlige egenskaber. Arthur er atletisk og som den eneste i stand til at klatre op ad vægge. Selinia er den bedste til kamp, mens Betameche kan skyde og desuden hypnotisere snegle, der bevogter nogle særlige døre. Bortset fra denne evne er han ellers ubrugelig. Det er nærmest umuligt at ramme noget med hans skud, og sigter man efter fjender på lang afstand, skal man bruge et særligt powershot, der alligevel kun formår at slå dem omkuld et kort stykke tid. Idéen med at kunne skifte mellem tre karakter med hver deres egenskaber er god, men det udnyttes slet ikke til at levere den mængde af variation i gameplayet, man ellers kunne ønske sig.

Styringen af de tre er nogenlunde velfungerende, men spillets kamera er til gengæld ikke så lidt af en katastrofe. Især når man med Arthur skal bestige klipper og kaste sig fra den ene afsats til den anden. Her er kameraet tit fuldstændigt statisk og nogle gange i en vinkel, hvor man reelt ikke har en jordisk chance for at se, hvor man skal lande. Det resulterer i en del ufrivillige selvmord, da der ofte ikke er meget andet at gøre end at kaste sig ud i det store sorte ingenting, mens man håber på at ramme rigtigt. Når man dør i den slags situationer, ryger man et pænt stykke tilbage og efter at være død det samme sted 40-50 gange, er det sandsynligvis kun masochister og halvdumme spilanmeldere, der orker at blive ved.

Halvfærdigt

Arthur og Minimoyserne er i bund og grund et spil, der bærer præg af ikke at være hverken gennemtænkt eller gennemført. Spillet er ellers ganske pænt. Figurerne ligner dem, man ser i filmklippene, og når kameraet kommer tæt på dem, er detaljeniveauet ret højt og formerne runde og bløde. Animationerne er ikke spektakulære, men heller ikke dårlige, og omgivelserne er nydelige, selvom man i spillets første halvdel under jorden aldrig bliver helt overvældet af begejstring. Alting er lidt for meget plamager af brunt, gråt og grønt, hvilket muligvis er sådan en underjordisk verden ser ud, men det er lidt kedeligt at kigge på.

I det meste af spillets første halvdel er der ingen underlægningsmusik, men derimod kun råb og skrig og figurernes åndssvage bemærkninger. Den engelske udgave af filmen havde både Madonna og David Bowie med på rollelisten, men det kommer desværre ikke spillet til gode. Til gengæld kommer der hen ad vejen smuk og stemningsfuld musik af Luc Bessons hus-komponist Eric Serra, hvilket faktisk gør mange af spillets fejl lidt mere spiselige, og hjælper til at overdøve de heliumagtige minimoyserstemmer.

Det eventyrlige slår midtvejs i spillet nogenlunde igennem, når man kommer op til overfladen og render rundt blandt gigantiske græsstrå, bombardementer af regndråber og ikke mindst drabelige monstre i form af ørentvister, knælere og regnorme. I et af spillets højdepunkter kæmper en ørentvist mod en regnorm, som i en klassisk b-monsterfilm.

Man møder også mere fredelige og hjælpsomme insekter, som mariehøns og edderkopper, der fungerer som transportmiddel for de tre hovedpersoner. Arthur skal desuden flyve på myg, der fungerer som en slags kampfly, og dermed kastes man ud i nogle heftige luftkampe, der både er flotte og underholdende. Det er i de her glimtvise øjeblikke, hvor spillet løfter sig lidt, og giver den helt rigtige fornemmelse af at være i "Tommelise-land". Desværre er det slet ikke nok af den slags til at redde spillet i land.

Og så er det i øvrigt komplet uforståeligt, at überskurken Maltazar glimrer med sit totale fravær i spillet! Man hører ham omtalt, men ser eller møder ham ikke én eneste gang! Håndlangeren, Lord Darkos, får man lige ét kort møde med mod slutningen, men så er det som om udviklerne selv blev trætte af spillet og besluttede sig for at stoppe det meget brat og uforløst. Efter at have kæmpet sig gennem godt 20 timers meget lidt underholdene spilletid er det noget af en kold spand vand at få i hovedet. Arthur og Minimoyserne er kun til de mest hardcore fans af filmen. Alle andre kan undvære det.

Om Mads Johannes Nielsen