God Hand

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI GamblingPEGI Violence

Capcom-studiet Clover har for nylig udgivet det flotte Okami, ligesom de også står bag Viewtiful Joe-spillene. Originalitet er med andre ord et af deres kendetegn. Med God Hand, deres seneste og sidste udspil, forsøger de at fortsætte samme retning.

Guds femfingrede

I bund og grund er der dog ikke meget originalitet over God Hand - kun dets scenarie forbløffer til tider. En dæmonificeret udgave af Det Vilde Vesten danner ramme for historien om slagsbroderen Gene, der en dag får hugget sin ene hånd af. Til hans held sker det i en kamp for at beskytte en pige, der viser sig at være vogter af Guds hænder. Som tak låner hun ham den ene, og så kan han for alvor dele tæsk ud. Det er selvfølgelig ikke uden problemer at være i besiddelse af Guds hånd, og snart er både dæmoner og misundelige rivaler efter ham.

Plottet er hverken spændende eller særligt opsigtsvækkende, men fortælles i nogle morsomme mellemsekvenser, der gør, at man alligevel hænger på hele vejen igennem. Det er ikke en historie, der skal tages seriøst, og det understreger spillet også flere gange. Platte jokes, utallige referencer til film og tv og en uforskammet indstilling til kvinder og minoriteter fylder både mellemsekvenser og spil. Hvis en modstander ligger ned, kan han eksempelvis trampes på, men hvis det er en kvindelig modstander med for lidt tøj på, kan hun få en røvfuld. Det er sjovt i starten, men efterhånden bliver det en smule trættende.

God Hand er et Beat 'em Up af den gamle Final Fight-skole. Faktisk bærer flere af modstanderne de samme 80'er selebukser, og kunne sagtens være taget direkte fra klassikeren. Spilleren styrer Gene, set fra et kamera, der er fastlåst direkte og tæt bag ham. Det giver kampene en meget fokuseret fornemmelse, og mellem kampene får man en fornemmelse af at bevæge sig som på skinner - ikke ulig Killer7, hvor det dog faktisk var skinner man bevægede sig ad. Kameraet er desværre også en grund til frustration, fordi det bidrager til at øge sværhedsgraden. Alt for ofte er det svært at se modstanderne, fordi Gene fylder meget af billedet, og havner en genstand eller fjende mellem kamera og Gene, bliver den usynlig.

Kampsystemet er en bedre oplevelse, og den egentlige grund til at spillet faktisk er virkeligt godt. Det centrale er muligheden for frit at sammensætte slagkombinationer uden at kontrollen af den grund bliver kompliceret. I en menu vælges rækkefølgen af slag Gene skal udføre, når der hamres på firkant-knappen, mens de tre øvrige knapper kan tildeles slag, som bruges sjældnere og i specielle situationer. Det fungerer rigtigt godt, og specielt senere i spillet, hvor mange forskellige slag bliver tilgængelige, tilbyder det stor variation. Det er tilmed nødvendigt med en dygtig opsætning af slagkombinationer, da kampene ellers bliver unødigt svære.

Spillet er i forvejen meget svært. Ikke på grund af fantastisk AI, men fordi modstanderne simpelthen er mange og meget hårdtslående. Selv på laveste sværhedsgrad er spillet til tider forbandet svært. Det føles dog aldrig uretfærdigt, for spillet giver spilleren alle midler til at overkomme modstanden med. Vigtigst er de mange forskellige undvigemanøvrer, der udføres let med højre analog-stick, men også de særlige færdigheder, der følger med Guds hånd er vigtige at bruge rigtigt. Gene kan først udløse sådan et slag, når han har landet tilstrækkeligt mange almindelige slag, så det er vigtig at gemme dem til de rigtige situationer. Der er også en kontekstfølsom knap, der udløser forskellige specialangreb afhængigt af situationen og andre detaljer, som eksempelvis våben, der beriger kampsystemet yderligere.

Bortset fra kampsystemet er det bedste ved spillet dog dets soundtrack. Det er en eminent omgang elektronisk rock, der ikke overraskende minder om nogle af de gode numre fra Killer7 - musikerne er nemlig de samme; Masafumi Takada og Jun Fukuda. Den grafiske side er en langt mere blandet fornøjelse. Capcom og Clover har bestemt leveret bedre tidligere, men i det mindste har animatorerne gjort deres arbejde godt, og tilføjet mange små og underholdende detaljer. Den øvrige grafiske side lider særligt under dårligt teksturarbejde, men er dog acceptabel for platformen.

God Hand tager omkring 12 timer at gennemføre, og det føles lidt for langt. Især fordi der ofte mangler en kort mellemsekvens eller andet som lige kan forklare årsagen til den næste bane. Især i starten virker det hele lidt forvirrende, hvis man ikke har læst i manualen, hvad spillet går ud på. Det er dog til at overse, for størstedelen af tiden med God Hand er en fornøjelse. Man må blot forberede sig på at blive udfordret som i gamle dage - der er ingen nåde, og det er kun egne evner (og nogle gange et kamera), der kan forhindre succes.

Om Jimmy Marcus Larsen