Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):

December måned har skyllet en bølge af Pixeline-spil ind over redaktionen, og bortset fra et par fusere har de fleste titler været udmærkede; vi er blevet undervist i dansk, matematik, at gå over vejen og alt muligt, som vi ikke kunne før. På redaktionen har vi p.t. et væddemål om hvad næste titel bliver. Nogle mener Pixeline Klassens Time, mens andre satser på Pixeline På Inspektørens Kontor. Indtil videre må vi nøjes med at rejse til London med hende.

Smart pige, hende Pixeline

Pixeline har for en stund forladt de trygge omgivelser på Solø, og taget til London for at hjælpe Inspektør Scotty og Betjent Bobby med at fange mestertyvene Mr. Blue Potato, Mr. Red Potato og Mr. Yellow Potato (yep, skurkene er tre farvede kartofler... Endnu et totalt syret Pixeline-plot).

Vel ankommet i hovedkvarteret (Scotland Yard selvfølgelig), inspicerer vores helte kortet over gerningsstederne. Det er gået ud over fem forskellige lokationer:

Big Ben

Viserne på det berømte ur er blevet stjålet, men heldigvis har en lokalt bosiddende ravn set forbrydelsen, og han er ikke ræd for at agere stikker. For at opklare gerningstidspunktet skal Pixeline indstille midlertidige visere på forskellige tidspunkter, som ravnen angiver - dvs. træne tal-genkendelse på engelsk. En udmærket øvelse, dog uden den store variation.

British Museum

En genstand på museet er stjålet, og navneskiltene på de resterende genstande er rodet rundt. Skiltene skal således klistres tilbage på de rigtige ting, og det skilt, der er tilbage er den ting, der er stjålet. Skiltene er selvfølgelig på engelsk, så der bliver terpet ord for forskellige dagligdags genstande. Lidt underligt at museet næsten kun udstiller ordinære genstande, som f.eks. en hængelås, men lad det nu ligge, for øvelsen er udmærket i sig selv.

Tower Bridge

De ækle kartoffelslyngler må være blevet forstyrret i deres foretagende med at stjæle broen, for de har ikke taget noget med sig. Til gengæld har de rodet rundt i bro-elementerne. Heldigvis har hvert element et ord på sig, og sætter man dem sammen til en korrekt sætning, er det en smal sag at få broen på plads igen. Øvelsen er selv på den letteste sværhedsgrad ret tricky, i hvert fald for børn, der ikke kan lidt engelsk på forhånd. En sætning som "i dag er det lørdag" skal som bekendt oversættes til "Today it is Saturday", dvs. det kræves, at man ved der skal byttes rundt på "it" og "is". På mellemste niveau skal man i stedet stave til ord, og det virker en gang imellem lidt lettere end letteste niveau.

Tower of London

Kronjuvelerne er væk! Bobby skal guide Pixeline igennem de mørke gange i slottet, og hans anvisninger refererer til enten højre/venstre, farver, eller ord (på hhv. let, mellem og sværeste niveau). Et udmærket, om end lidt langtrukkent minispil.

Trafalgar Square

Her er selveste Lord Nelsons statue stjålet, og tre stikker-duer hjælper med til at opklare hvad der er sket. Duerne repræsenterer hvert et ord, som skal placeres i en sætning i den rigtige sammenhæng. Igen et lidt svært minispil at komme i gang med, hvis man er helt nystartet i det engelske.

Når man løser opgaverne på de forskellige lokationer, får man et spor for hvert sted. Når der er samlet fem spor i samme farve, får man mulighed for at fange en kartoffel. Glipper det, mister man et spor, og så er det bare med at komme af sted igen.

Som i de andre spil i denne serie (Pixeline Skolehjælp), er der for forældre en skjult menu, hvor man kan indstille hvor lang tid om dagen Pixeline gider spille. Når tiden er gået, kommer hun selv frem og siger stop. Lidt fejt, at man på den måde som forælder kan smyge sig uden om et skænderi ved at bruge skjulte menuer, men det er nu en dejlig feature.

Man kan desuden følge med i grafer, som viser hvordan børnene klarer sig i de forskellige spil. Fikst, men med mindre poderne kan lidt engelsk i forvejen slipper forældre ikke helt for at være med på sidelinien. Det er nu også så hyggeligt (og politisk korrekt), at spille sammen, så det gør ikke så meget. Alders-anbefalingen er de sædvanlige "Fra 6 år", og spillets specifikationer er meget lidt krævende, så selv de mest bedagede PC'ere eller Macs, som har fundet deres 3. alder på børneværelserne, kan følge med. Anbefalingerne siger Pentium2 med 64 MB RAM eller mere, eller en tilsvarende gammel Mac Classic.

Alt i alt er Pixeline Goes To Londen en ok titel i Skolehjælp-serien. De små minispil er glimrende, og med 3 sværhedsgrader skal der nok være udfordring at finde for de fleste.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).