Spillet over bogen over filmen Eragon er nu kommet til PSP, hvor man denne gang har kontrollen over dragen Saphira. Om det har vist sig at være et klogt valg eller ej kan du finde ud af ved at læse vores anmeldelse.
At flyve drager er en af de der ting, der burde være vildt fedt i et spil, men som meget sjældent lykkes. Ligesom spil over Batman eller Superman. Der er selvfølgelig undtagelser – her tænker jeg primært på Panzer Dragoon-serien – men generelt slår det fejl, når forskellige firmaer forsøger sig. Eragon til PSP gør alligevel et forsøg, og resultatet er da heller ikke blevet helt forfærdeligt.
Det specielle ved denne version er, at dragen Saphira er mere i centrum end selve Eragon. Allerede i spillets tutorial bliver man klar over, hvor besværligt det egentlig er at være drage. Man starter uden rytteren Eragon på ryggen, og skal flyve lidt rundt. Det starter let, men man stifter hurtigt bekendtskab med spillets meget indviklede kontrol. Simple opgaver som at samle ulve op bliver gjort meget indviklede ved at hver knap har et sted mellem to og fire funktioner. Firkant-knappen bliver for eksempel brugt til at bremse fremdriften i dragen. Trykker man to gange hurtigt efter hinanden vender dragen 180 grader og flyver den anden vej. Holder man firkant inde gør retningsknapperne noget andet, og man får nu mulighed for at flyve sidelæns. Holder man firkant inde sammen med trekanten kan man få lov at flyve op og ned. Det er en alt for indviklet måde at styre på, og det havde for de fleste PSP-spilleres vedkommende været en bedre idë at fjerne nogle af disse muligheder og gøre spillet lidt mere simpelt. Spillet bliver specielt uoverskueligt når der sker flere ting på samme tid.
Spillets missioner kan variere, men ofte skal man beskytte enten Eragon eller forskellige andre svage individer. Lidt mere variation havde været rart, men det er ikke noget, der ødelægger oplevelsen så meget som den indviklede styring gør. Man har dog rigtig mange muligheder med sin drage, og der er en god fornemmelse af fart, når man får lov at flyve hurtigt rundt. Det gør man desværre ikke så tit, for mange af spillets baner føles små og indelukkede. Der er selvfølgelig “låg” på spillets verden, men det låg ligger præcis så lavt, at det en gang imellem giver en indespærret fornemmelse. Man flyver tit ind i ting, hvilket får Saphira til at virke en lille smule klodset.
Grafikken er ellers nydelig. Saphira er animeret meget flydende og overbevisende, og andre mindre figurer i spillet er om ikke andet, så genkendelige og forholdsvis detaljerede, deres størrelse taget i betragtning. Underligt nok kan man se bakker og træer langt væk, mens fjender og lignende først dukker op lidt senere. Spillet undgår altså ikke helt “pop-ups”, selvom det gør et ihærdigt forsøg på at skjule det gennem snedigt leveldesign. Hvis man for eksempel et tvunget til at flyve rundt om et bjerg for at finde fjenden, så SKAL fjenden jo først dukke op, når man er tæt på. Hvor snedigt leveldesignet end er, så bruger man dog dragesyn (eller “radar” for os almindelige mennesker) lidt mere end det burde være nødvendigt.
Eragon HAR dog sine øjeblikke. Det er sjovt at samle en ged op og tygge lidt på den for at få energi tilbage. Eller en ulv eller en bueskytte, for den sags skyld. Når man kommer i “dogfight” med andre flyvende væsener opnår spillet også at give et lillebitte sus i maven i meget kort tid. Problemet er, at der burde være meget MERE af den slags. Det burde ikke være så forvirrende og frustrerende, og netop derfor kan vi ikke give det vores helhjertede anbefaling med på vejen. Det får et par plusser, hvis man har tre venner med PSP, for spillet tillader gamesharing for op til fire spillere. Vi har dog ikke haft mulighed for at teste denne feature.
Loading ...