Medal of Honor: Heroes

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


PEGI 16+PEGI Violence

Det er svært at lave vellykkede førstepersonsskydespil på PSP. Opbygningen af den håndholdte konsols styretøj er simpelthen ikke beregnet til at genskabe præcisionen, som vi kender det fra PC og de almindelige konsoller. Men med lidt kreativitet, mod og kløgtighed kan det i teorien lykkes. Medal of Honor: Heroes er et eksklusivt indslag til PSP i den hæderkronede spilserie om Anden Verdenskrig. Læs her om krig også er spændende på Sonys håndholdte.

EA må have kigget sine kollegaer hos Sony over skuldrene i udformningen af Medal of Honor: Heroes. Man har nemlig udformet styringen på nogenlunde samme måde som det fremragende Syphon Filter: Dark Mirror. Man manøvrerer frem og tilbage og fra side til side med den analoge knap, mens man sigter og drejer til siden med frontknapperne firkant, kryds, trekant og cirkel. Det er klart at nybegyndere vil have svært ved at vænne sig til denne måde at spille på - ikke mindst fordi man under ildkamp også skal sørge for at styre sin positur, sit våben og mange andre nødvendige ting. Men det vil snart vise sig at det altså er den optimale måde at opbygge styringen i et skydespil af denne type.

Som nybegyndere starter man ganske sandsynligt på det letteste niveau, og det vil de færreste have problemer med at klare. Den kunstige intelligens er nemlig et af spillets kritikpunkter. Fjendtlige soldater foretager til tider de besynderligste ting, og så rammer de dårligt! Banerne er ellers store nok - med en ordentlig portion fjender, variation og alternative ruter. Og netop derfor er det synd at Medal of Honor: Heroes hæmmes af nogle uheldigt implementerede fjender. De reagerer godt nok på granater, men deres reaktionstid er noget kritisabel. Denne anmelder ville i hvert fald ikke stå vagtpost sammen med dem.

Banerne, der heldigvis følger stilen fra alle de andre Medal of Honor-titler til punkt og prikke, er ganske store og fyldt til randen med alternative ruter, forhindringer, fjender og lignende, om end missionernes mål er noget simplificerede og intetsigende. Det gælder egentlig bare om at gå fra A til B, indsamle hemmelige dokumenter og i det hele taget infiltrere fjendens base. Man kan med andre ord pløkke sig igennem spillet i løbet af få timer, simpelthen fordi det ikke går yderligere i dybden med nogen mere varierede missioner. Og det bliver i sidste ende spillets største problem. Man er færdig med spillet på næsten ingen tid.

32 spillere kan til gengæld udkæmpe krig online på konsollen, mens otte spillere i samme lokale kan bekrige hinanden på mindre baner - hvis man altså ligger inde med otte venner, der tilfældigvis ligger inde med præcis samme spil og egen PSP. Når det kommer til multiplayer, fungerer Medal of Honor: Heroes fint. Det kræver at man vænner sig til styringen, for den, der er bedst til at manøvrere og sigte med sit våben, får selvfølgelig også fordel.

Grafikmæssigt kører spillet ganske godt, selvom der af og til opstår fejl hvor soldater forsvinder sporløst, dukker op ud fra den blå luft på mystiske steder og stikker kroppen ind gennem vægge. Spillet holder en ganske glimrende detaljeringsgrad hele vejen igennem, ganske som man kan forvente fra serien. Lyden er lidt bedre med troværdig stemning. Musikken i menuen, der ellers er fremragende, er ikke til at høre i selve spillet - synd.

Alt i alt er Medal of Honor: Heroes et spændende, omend noget fejlfyldt spil. Det hører til i den bedre ende af krigsbaserede spil til PSP, men det er på den anden side også et hurtigt overstået kapitel - hvis man da ikke lige har adgang til nettet eller venner med PSP. Køb det hvis du tørster efter at udkæmpe en håndholdt krig under togturen til arbejdet, skolen eller tilsvarende.

Om Lars Haslev