Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI DrugsPEGI Violence

Du har muligvis gået de sidste 23 år og troet, Tony Montana døde i slutningen af filmen Scarface. I så fald tager du fejl - i hvert fald, hvis man tager historien i Scarface: The World Is Yours for gode varer. Navnet tilhører spillet, der fortsætter, hvor filmen slap. Næsten.

Filmen Scarface fra 1983 fortalte historien om Tony Montana, som gik fra ubetydelig lille cubaner til at være den største narkohaj i Miami. Han falder dog i og bliver selv afhængig af stofferne, og bliver til sidst ryddet af vejen i et meget stort opgør med masser af store våben og eksplosioner. Men hvad nu hvis han overlevede? Hvad var der så sket? Det spørgsmål kan spillet svare på, og svaret er tilsyneladende "så havde han startet forfra og tullet lidt rundt i Miami ligesom Tommy Vercetti gør i Vice City". Ja, jeg er godt klar over, filmen var der først, men der ER altså snuppet med arme og ben fra GTA-serien.

Hvis man synes, det kunne være sjovt at få en kort introduktion til de forskellige funktioner i spillet, så vælger man "combat tutorial". Dette er et flashback til Tonys unge dage i Cuba, og det virker jo egentlig som et ret smart sted at placere den. Til gengæld er det ikke ret smart, at man ikke kan lave om på kontrollen i denne indledning, der jo netop skal lære en, hvordan man gør de forskellige ting. "Lave om på kontrollen" var åbenbart en opfindelse, der først kom i 80'ernes Amerika. I denne tutorial lærer man om at skyde, om at læne sig op af en mur, og ikke mindst om BALLS. Har man tilpas med testikelkraft (ikke at forveksle med testikelkræft) kan man nemlig gå i blindt raseri. Her skifter perspektivet til førsteperson, man sigter en del bedre, og man får automatisk energi tilbage, for hver person, man dræber. Det minder om noget tilsvarende i ret mange andre spil, men det fungerer nu fint nok alligevel, og det er ret meget i ånd med filmen. Man lader nemlig balls op ved at gøre forskellige ting. Man kan fornærme sine fjender, f.eks. Det kræver virkelig sin mand at råbe bandeord, som vi allesammen ved, så hvis man gør det tilpas meget, får man få sekunders overmenneskelighed som belønning. Genialt! Sigtemåden i The World Is Yours fungerer ved, at man "låser fast" på en fjende med venstre trigger på Xbox-controlleren. Når man ER låst fast, kan man styre sigtekornet rundt på målet, og måske skyde ham/hende i hovedet eller benene. Igen kræver det et ordentligt par bolscher at skyde ordentligt, så det lader også kugl-o-meteret op. I bedste Burnout-stil kan man lave "near miss" når man lige akkurat undgår at ramme modkørende trafik i sin bil. Den kvikke læser har nok fattet, at dette spil belønner spilleren for at være et røvhul.

Man vil have det hele tilbage. Efter den korte indledning ser man faktisk en ret morsom scene, der gør regnskab for præcis hvor meget Tony har mistet. Hans dominans, hans ejendomme, hans penge... det hele! Den lille mand bliver MEGET hidsig, hvis han ikke får sin vilje, så han går i gang med at udføre forskellige missioner, hvor han skal sælge stoffer eller dræbe folk eller måske begge dele. Hævn skal der til, men lidt mere knald på missionerne havde ikke gjort noget. Flere gange er det "find person A, som viser dig videre til person B, som mener person C muligvis har noget, du leder efter".

Stemningen rammer ikke HELT plet, men den kommer nogenlunde tæt på. Al Pacino selv har ikke lagt stemme til Tony Montana, men han har tilladt brug af sin lighed. I Godfather-spillet måtte udviklerne netop IKKE lade Michael Corleone ligne Al Pacino, men det problem undgår man altså i The World Is Yours. Erstatningen André Sogliuzzo lyder da også præcis som Al Pacino. Der er også utroligt mange "kendte" skuespillere, der har lagt stemme til forskellige karakterer i spillet. Castingen er faktisk meget veludført, for flere af disse skuespillere vil fans af filmen garanteret kunne genkende. Eksempelvis er Richard "Shaft" Roundtree, Cheech & Chong og James Woods med. Det er dog ikke gamle hunde det hele - også Jason "Jay" Mewes, Bam Margera og Ricky Gervais er med. Det virker til, det ikke har været nok at stjæle fra Vice City rent teknisk - de to spil skal også konkurrere på stemmeskuespillere og musikere på lydsporet.

Scarface: The World Is Yours har bestemt nogle tekniske fordele over f.eks. GTA: Vice City, men omvendt synes jeg egentlig heller ikke, det rigtig har den samme charme. For mig sagde dette spil aldrig helt så meget, men hvis man stadig har mod på at spille sig rundt i det sandkasse-agtige miljø, der blev gjort så populært med GTA3, så er Scarface: The World Is Yours værd at kigge nærmere på - hvis man har "the balls" til det.

Om Søren Vestergaard