Rayman: Raving Rabbids

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
PEGI 3+

Raving Rabbids udkom til en bred vifte af platforme omkring udgivelse af Nintendo Wii-konsollen. Alle disse, bortset fra Wii-versionen, er dybest set ens samlinger af minispil, der kun formår at underholde på grund af en gakket visuel stil og bundsolid humor - Wii-versionen skiller sig ud på kontrolområdet.

Rayman Party 1?

Minispil er tilsyneladende den vilde mode lige for tiden. Jeg kunne huske for nogle år siden, da det var gokart-spil, som alle spilfirmaer med respekt for sig selv og en bare marginalt kendt maskot, der kunne proppes i en gokart, lavede på samlebånd. Nu er det så minispil, der skal proppes ind i samtlige kendte spilverdener, med deltagelse af alle tænkelige og utænkelige spilfigurer - heriblandt altså Rayman.

Der er vist en form for plot i Rayman: Raving Rabbids - men dette bliver der sjovt nok ikke rigtig fokuseret så meget på i PlayStation 2-versionen, og det er måske godt det samme, for det er ikke dybere litteratur, vi snakker om her. Rayman og hans Globox-ven kidnappes af en flok skingrende sindssyge, rablende onde og mildest talt mentalt mindrebemidlede kaniner - de såkaldte Raving Rabbids (og ja, det er stavet forkert med overlæg). Disse kræ tvinger Rayman til at deltage i en række minispil, hvilket kort fortalt er præmisserne for Rayman: Raving Rabbids.

De enkelte minispil, som der efter sigende er omkring 70 af, svinger vidt og bredt i koncept og stil. Fælles for de fleste er dog at de anvender et kendt koncept, såsom f.eks. whack-a-mole eller dansespil i nogle utraditionelle rammer. Det, der gør minispillene sjove og morsomme at spille, er tilstedeværelsen af de temmelig demente Raving Rabbids, der egentlig er spillets virkelige stjerner til trods for at Rayman er nævnt i titlen.

Minispillene skal med andre ord opleves, men jeg kan da lige ridse nogle af de gakkede lege op her: der er en whack-a-mole-klon, hvor man skal smadre en dør i fjæset på en Rabbid bevæbnet med en toiletsvupper. Der er et tegnespil, hvor man skal følge et omrids på skærmen, der er en Pilot Wings-klon, hvor Rayman skydiver gennem ringe, der er en railshooter, der er et sjippespil og der er forskellige variationer over klassiske dansespil. Alt sammen tilsat en mængde skingrende skøre Raving Rabbids og en solid portion humor. Således er hammeren i hammerkast minispillet erstattet af en ko, mens Rayman og de skøre kaniners foretrukne våben lader til at være en toiletsvupper.

Det mest skuffende ved Raving Rabbids er umiddelbart, at kontrollen er lidt stiv i det. I det hele taget kan man godt se, at udviklerne begyndte med at udvikle spillet til Nintendo Wii og derefter konverterede det til blandt andet PlayStation 2, komplet med de problemer det giver med kontrollen. Man har ikke samme kontrol over begivenhederne i PlayStation 2-versionen, som man har i Nintendo Wii-udgaven, og det er flere af minispillene på PlayStation 2, der decideret bliver meget sværere og mere frustrerende, fordi den analoge stick på en PlayStation 2-controller bare ikke er lige så effektiv som en Wiimote.

Når man bliver træt af singleplayer-delen, der følger Raymans femten dage lange fangenskab, hvorunder han tvinges til flere gange dagligt at dyste i minispil, så kan man altid anvende Raving Rabbids i multiplayer. Idet singleplayer-delen godt kan begynde at blive en smule triviel i længden, fordi flere af spillets minispil overlapper i koncept og form, er multiplayer-minispil for op til fire spillere en kærkommen mulighed.

Men det- der virkelig får Raving Rabbids til at slå igennem på et ellers overfyldt marked for minispil, er spillets solide humor, en lang række referencer til kendte film, spil og kulturelle ikoner og ikke mindst den meget utraditionelle visuelle stil. Michel Ancel har altid stået for en meget særpræget grafisk stil, som man kan opleve i mange af de tidligere Rayman-spil og således også i Raving Rabbids, der dog ikke har haft så stor opmærksomhed fra Ancel selv, som flere af de tidligere spil fik.

De enkelte Rabbids er fantastisk designet med tomme stirrende øjne, groteske animationer og masser af comic relief. Det er ikke den store begavelse, der plager de små kræ, hvilket måske forklarer deres nærmest religiøse fascination af toiletsvuppere, der udover at være våben også gives til Rayman, som præmier for vundne minispil. Mens Rayman og de enkelte kaniner er glimrende lavet, så halter det lidt mere med grafikken i omgivelserne. Nogle minispil er meget flotte og har detaljerede, farverige og varierede omgivelser, mens andre er lidt tamme og mangler både detaljer og variation. Under alle omstændigheder er Raving Rabbids et specielt udseende spil og bryder man sig ikke om stilen, vil man næppe lide spillet.

Lydsporet i spillet er en fornøjelig størrelse - komplet med de mest bizarre skrig og lyde fra flokken af deltagende Raving Rabbids. Dertil kommer nogle friske og gakkede lydeffekter, der bakkes op af en række ret specielle geninspilninger af klassiske popnumre, hvoraf "Girls Just Wanna Have Fun" nok er det mest kendte.

Rayman: Raving Rabbids viser, at man sagtens kan lave samlinger af minispil og præsentere dem på en sådan måde, at de forbliver friske og underholdende i singleplayer - i hvert fald i længere tid end i tilsvarende spil. Men når alt kommer til alt, så bliver selv den solide humor i Raving Rabbids også en kende ensformig og så ender Raving Rabbids med kun at blive taget frem, når der er gæster eller venner på besøg. Dog bør det ikke stoppe dig fra at købe spillet, for så længe det varer, er Rayman: Raving Rabbids glimrende og humoristisk underholdning.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).