Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Vi går med rysten og bæven og venter på at få besøg af børneværnet på redaktionen. For efter vi udstyrede vores yngste anmelder med Pixeline i Pixieland har hun hverken ville spise mad eller gå i skole.

Den største (og første) fest i 100 år

Pixeline har fået travlt. Hun er draget til Pixieland, hvor feer og gnomer lever side om side på hver sin side af Styggefloden. Problemet er bare, at det er 100 år siden at de to folk har haft noget som helst med hinanden at gøre, så Pixeline beslutter sig for at der skal holdes en kæmpefest for at de to folk igen kan mødes.

Her er det så at vores yngste kommer ind i billedet. For det er naturligvis dem, der skal sørge for at Pixeline får arrangeret alt hvad der hører til sådan en fest. Der skal sys kjoler, brygges sodavand, støbes tallerkener, laves invitationer og meget meget mere. Det hele foregår i nøjagtig samme stil, som vi er vant til at se i Pixeline-spil, med en farvestrålende tegneserieagtig stil, uden nogen som helst brug af 3D animationer eller andet avanceret grafik. Det lyder utroligt primitivt, og det er det sådan set også. Til gengæld kører spillet fuldstændig flydende og knivskarpt på den gamle udtjente computer, som husets yngste har fået lov til at overtage.

For at gennemføre spillet og få afholdt forsoningsfesten mellem gnomer og feer, skal Pixeline fremstille et bestemt antal af hver af de ting, som skal bruges til festen. Der skal for eksempel skrives 12 festsange, fremstilles 12 raketter og så videre. Ingredienserne, der skal bruges til at lave tingene, må Pixeline selv skaffe og bringe hen til det hus, hvor der bor en fe eller gnom, der kan hjælpe med at lave det færdigt. Skal der laves en raket, må Pixeline først finde et sted hvor der bor "krudtugler" og for at fange en krudtugle, skal hun klare et kort minispil. Når hun har tre krudtugler i hus, kan hun løbe hen til den fe, der kan lave fyrværkeri. Her må Pixeline gennemføre endnu et minispil for at få puttet alle tre krudtugler ned i rakethylsteret.

Opgaverne i spillet spænder bredt og indeholder blandt andet opgaver, der handler om matematik, geometri, tastaturfærdighed og labyrintløsning. Ikke alle ungerne er lige stive i alle typer opgaver, så derfor er det perfekt, at børnene selv kan justere hver enkelt opgaves sværhedsgrad efter behov mens de spiller.

Bare smut, jeg kan selv

Udviklingsholdet fra KREA medie har 12 års erfaring på bagen med at lave Pixeline-spil og det kan virkelig mærkes. Alting i spillet er fuldstændig gennemtænkt på børnenes præmisser og der er indtalt forklaringer til alting på skærmen. Hvis man for eksempel står i hovedmenuen og kører musen hen på teksten med "Gem spil", kommer Pixeline frem og siger "Tryk her hvis du vil gemme spillet, der hvor du er kommet til". Samme logik går gennem hele spillet og Laura på 8 år har på intet tidspunkt måtte spørge hverken sine brødre eller mor eller far til råds, mens hun har spillet Pixeline.

Eneste kritikpunkt, der med rette kan rejses mod spillet, er, at det ikke har udviklet sig synderligt på den tekniske front i de 12 år der er gået. Det er fint nok at holde fast i den grafiske stil fra de øvrige spil, men at spillet ikke kan vises fuldskærm i opløsninger højere end 800x600 pixels er ikke godt nok i 2006. Hvis der ikke er noget at hejse flaget for, når det gælder grafikken i Pixeline, så er lydsiden til gengæld fænomenal. Indtalingen af stemmer i spillet er klar og tydelig og tilpas varieret til ikke at blive ensformig. Men det bedste er musikken, for Pixeline har et helt soundtrack af originale og iørefaldende sange.

Fås ikke bedre

Pixeline i Pixieland er ingen revolution indenfor Pixeline-spil, for det fortsætter i nøjagtigt samme stil og udseende, som de første 11 spil i serien. Til gengæld har udviklerne denne gang for alvor ramt hovedet på sømmet i at få skruet et sjovt, afvekslende og udfordrende spil sammen. Vi har allerede alvorlige problemer med at få hevet Laura væk fra Pixeline igen, så vi er taknemmelige for forældrekontrollen, der selv får Pixeline til at sige til når "hun" ikke må lege mere. Pixeline i Pixieland er det bedste spil i serien, når det gælder computerspil til den yngste aldersgruppe - det fås simpelthen ikke bedre. Laura insisterede voldsomt på at spillet skulle have karakteren 10. Men hendes far, der har det sidste ord, var kedelig nok til at nøjes med 9.

Gamesector Anbefaler

Om Jesper Søtofte