Spillet Eragon baserer sig løst på den kommende biograffilm, der igen baserer sig på Christopher Paolinis romaner. Kender man ikke til romanerne, så vil man sikkert ikke være helt så begejstret for spillet, men har man læst Eragon, er der måske stadig håb for spillet.
Gå på biblioteket… nu!
Eragon er indtil videre to fantasy-romaner (hvoraf den anden er i to bind) skrevet af Christopher Paolini og der er en tredje på vej. Det er der ikke meget bemærkelsesværdigt i, for fantasy-romaner vælter nærmest ud af træværket for tiden. Det mest bemærkelsesværdige ved Eragon er, at forfatteren Christopher Paolini kun var 19 år gammel, da den første bog blev udgivet – af hans forældre, der valgte selv at udgive den, udenom de etablerede forlag. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at bogen – kun fire år senere – bliver filmatiseret og vi finder stjerner som Jeremy Irons på rollelisten. Man kan mene hvad man vil om Eragon i bogform, men populær – det er den, og det er i sig selv noget værd for et spilfirma, der har rettighederne til at producere spillene baseret på Eragon.
Bag spillet Eragon står firmaer som Stormfront Studios og Amaze Entertainment. De er kendt for en række licensbaserede spil, blandt andet det meget imponerende arbejde med The Lord of the Rings: The Two Towers, som Electronic Arts udgav til stor kritisk anerkendelse tilbage i 2002. Udviklerne har valgt at anvende samme grundskabelon i Eragon, som de anvendte i The Two Towers – en form for sidescrollende actionspil, hvor op til to spillere kan arbejde sammen om at nedkæmpe horder af fjender langs en fastlagt rute, der tager udgangspunkt i begivenheder i bogen eller filmen. Det fungerede knaldgodt i The Two Towers, men det fungerer ikke helt så godt i Eragon – desværre.
Man spiller Eragon – en ung bondeknold, der lever et typisk bondeknoldsliv i en temmelig typisk fantasyverden. Det gør han lige indtil han en dag er ude at lave bondeknoldsting og fjolle rundt i skoven, hvor han finder en mystisk lysende og temmelig stor blå sten. Idet Eragon ikke har hørt voldsomt godt efter i sine geologitimer – eller bare aldrig har haft sådanne timer – tager han genstanden med hjem i den tro, at det er en værdifuld sten. Dog viser det sig ret hurtigt, at stenen ikke er en sten, men derimod et drageæg. Nu er det sådan, at et drageæg ikke just er noget, som man normalt finder liggende i skraldespanden på den lokale rasteplads, så Eragon tiltrækker sig hurtigt opmærksomheden fra den onde kong Galbatorix, der i filmen for resten spillet af ingen ringere end John Malkovich.
Idet Galbatorix er som onde konger er flest, får han futtet Eragons landsby ned og massakreret hans nærmeste familie. Eragon undgår med nød og næppe massakren takket være Brom, der i filmen spilles af Jeremy Irons. Brom er kommet for at oplære Eragon som dragerytter, der er en form for ridder, hvis formål det er at bevare fred og orden i verden. Som bibliotekar vil jeg gerne skrive under på, at det her ikke er dybere litteratur, men det er solid fantasy, når det er bedst og det er samtidig også god underholdning og kan man tage det for hvad det er, så er Eragon faktisk en interessant fortælling.
Spilteknisk styrer man Eragon igennem en række baner, der tager deres udgangspunkt i romanen eller filmen. For eksempel skal man på første bane undslippe Eragons landsby under angreb. Fjender er der nok af, og man er sikker på at man kommer til at møde dem alle sammen, for spillet trækker spilleren langs en fastlagt rute igennem banen, der kun sjældent deler sig og derved præsenterer reelle valgmuligheder. Fjenderne skal besejres med Eragons våben i form af en bue eller et sværd, som han kan udøve en række forskellige angrebskombinationer med.
Med sig har Eragon en hjælper, som det er muligt for en anden spiller at kontrollere. Dette giver mulighed til noget ganske underholdende co-op multiplayer-action, der læner sig meget kraftigt op af Electronic Arts Lord of the Rings-actionspil, der fungerede efter stort set samme formel. Den person som Eragon har med sig, computerstyret eller kontrolleret af en anden spiller, varierer alt efter hvilken bane man befinder sig på. Desværre er banerne temmelig ensformige og spillets action ret ligefrem, hvorfor det let kan blive kedeligt, at dræbe de mange ensartede fjender med de samme ensartede comboer.
Som en lille ekstra godbid har Eragon adgang til en række basale magiske formularer. Det er bare sådan noget drageryttere kan. Denne magi anvendes ofte i puzzles på banerne, hvor Eragon kan manipulere med objekter i sine omgivelser, for at åbne op for videre fremfærd eller for at dræbe fjender på afstand. Desværre er magien begrænset til et magisk skub, et magisk træk, magisk ild og et magisk skjold. Det er temmelig let at overskue de muligheder, som disse fire giver, men det er i det mindste ekstra krydderi i actionsekvenserne, der let kan gå hen og blive en kende ensformige i længden.
Heldigvis er det ikke kun hack’n'slash det hele – der er blevet plads til nogle virkelig gode baner, hvor man som dragerytter får lov til at folde sig ud med en tonstungt flyvende reptil mellem benene. Disse baner, hvor Eragon flyver på sin drage Saphira, er efter min fattige mening nogle af de fedeste i spillet og de er bestemt med til at pifte et eller temmelig traditionelt hack’n'slash-gameplay op.
Mens de gamle Lord of the Rings spil havde en form for Golden Axe-feel, der virkelig imponerede os, så mangler Eragon ligesom den sidste gnist for at blive et rigtig godt co-op multiplayer-spil. Både i single player og i multiplayer co-op er spillets action ofte en smule langtrukken. Forstået på den måde, at mange af banerne er meget lange og de samme typer af fjender dukker op i de samme typer af omgivelser om og om igen, hvilket bare ikke bliver ved med at være underholdende i længden. Er man fan af bøgerne er man nok mere tilbøjelig til at holde ud igennem disse ensformige actionsekvenser, men kender man slet ikke til universet, hovedpersonerne eller handlingen på forhånd vil man nok finde dele af Eragon temmelig kedelige.
Det er nok grafikken i Eragon, der vil skabe mest debat. Den er speciel, det vil jeg indrømme med det samme, men om den er direkte dårlig har jeg lidt svært ved at bedømme. Stilen der anvendes, er en form for fantasy-tegneserie, hvilket virker meget enkel i sin streg, men samtidig virker meget kraftfuld i de filmsekvenser hvor den anvendes. På den anden side ville jeg, naiv som jeg er, nok hellere have set klip fra filmen og store flotte grafikorgier, der fik min Xbox 360 til at ose af anstrengelse. Men det får man ikke i Eragon. I det hele taget er det meget småt med plotfortællingen, der igen understreger, at Eragon primært er et spil for kendere af filmen eller bøgerne – og nok helst kendere af begge dele.
Grafikken under selve spillet er ret enkel. Selvom karaktererne så nogenlunde ligner hvem de skal, så er monstrene temmelig simpelt lavet og de har en tendens til at være ens. Omgivelserne er meget simple med et flittigt genbrug af objekter og teksturer. Værst er det dog at kameraet er fastlåst i en bestemt vinkel, der virkelig kan drille, når man f.eks. pludselig bliver beskudt af fjender, der står uden for ens synsvinkel.
Stemmeskuespillet i spillet leveres af bl.a. Jeremy Irons og John Malkovich – hvilket med andre ord vil sige, at det er de samme skuespillere, som man oplever i filmen og de gør et absolut hæderligt stykke arbejde. Jeg er især glad for Rachel Weisz som Saphira – de fleste kender nok Rachel Weisz fra sine roller i The Mummy-filmene og i Eragon gør hun et solidt stykke arbejde med dragens stemme.
Det kan være meget let og lokkende at revse Eragon for den specielle visuelle stil, let fordøjelige handling og ikke mindst det ensformige gameplay på hack’n'slash-banerne. Men man skal dog huske på og forstå, at Eragon er et spil, der udelukkende henvender sig til fans af fænomenet Christopher Paolinis arbejde. Er man ikke den store Eragon-fan eller aner man ikke hvem manden er, vil jeg derfor anbefale, at man begynder med at udvide sin horisont med Eragon-bøgerne, før man kaster sig over spillet – så er man i hvert fald klar over hvad det er der skal ske i spillet. Er man på udkig efter et co-op multiplayer actionspil, kan man måske godt overveje Eragon, hvis man ellers kan leve med de meget lange sekvenser med ensformige omgivelser og fjender, samt den specielle visuelle stil. Men det er ikke nogen hemmelighed at der findes bedre alternativer på markedet.
Loading ...
