Når snakken falder på taktiske rollespil, så er der kun et spil, som de virkelige kendere af genren gider snakke om og det skulle meget gerne være Disgaea. Mange spil har forsøgt at efterligne det succesfulde koncept og den solide humor i Disgaea, men ingen kunne gøre Nippon Ichi Software kunsten efter.
Længe ventet efterfølger
Disgaea 2: Cursed Memories er naturligvis en efterfølger til det meget roste taktiske rollespil Disgaea, der stadig må anses som værende det bedste indenfor genren til PlayStation 2. Efterfølgeren placerer dig i verdenen Veldine, hvor den onde Zenon hersker. Ikke alene hersker han, men som den flinke fyr han er, har han også forbandet hele Veldines befolkning og forvandlet dem til dæmoner. Dog har et enkelt menneske undgået forbandelsen – den unge Adell, der sjovt nok ikke er alt for begejstret for dæmoner og bestemt heller ikke for vild med Zenon. Han begiver sig derfor ud på en farefuld færd for at knuse Zenon og redde Veldines befolkning.
Beklageligvis skal Adell trækkes med Rozalin, der er ingen ringere end den onde Zenons dæmoniske datter. Rozalin er ved et uheld blevet magisk forbundet til Adell og har derfor intet andet valg end at hjælpe Adell med at finde frem til Zenon. Det kommer der mange skærmydsler ud af for det eneste Adell umiddelbart hader mere end dæmoner er… piger!
Spillet anvender Adells landsby Holt som centrale udgangspunkt. Her kan Adell proviantere i butikker, besøge hospitalet, rode med sit udstyr og generelt gøre klar til de træfninger han skal igennem i spillets 13 kapitler. Plottets 13 kapitler er opdelt i mindre zoner, der hver især udgør et slag, som man skal vinde for at komme videre til næste zone.
Zonerne består af kort, der er opdelt i felter, som man skal bevæge sin gruppe rundt på i de trækbaserede kampe. Har man spillet det første Disgaea, kender man allerede konceptet – har man ikke det, kender man måske spil som Final Fantasy Tactics eller Vandal Hearts, der fungerer efter samme koncept. Der er masser af taktik i hvordan man bevæger sine karakterer hvert træk og hvilke typer af angreb og magi, som man vælger at bruge hvornår og hvordan. Du kan supplere dine geledder med ekstra karakterer eller du kan fange og anvende monstre, som dine hjælpetropper.
Man anvender rigtig lang tid på slagene hvor taktik, et køligt overblik og planlægning er kodeordene for at Adell og Co. kan trække sig sejrrigt ud af træfningen. Derefter kører den vante rollespilsmølle med karakterudvikling og forskellige typer af nyt og bedre udstyr. I det hele taget er der rigtig mange ting at holde øje med i Disgaea 2, både under kampene men også imellem træfningerne, hvor man skal optimere sin gruppe.
Man må endelig ikke få den ide at Disgaea 2: Cursed Memories er noget simpelt eller almindeligt rollespil – for det er det bestemt ikke. Det er nemlig enormt. Udover de 13 kapitler med masser af zoner, der skal gennemføres, byder spillet på en række parallelle verdner, som man kan udforske når man har lyst. For at tjene lidt erfaring og derved gøre sin gruppe sejere, før næste vigtige kamp, er det altid en god ide at “træne” lidt med disse zoner. Man kan også bruge disse til at eksperimentere med nye taktikker eller gruppesammensætninger. Som i det første spil, kan man “gå ind i” de ting man har i sin rygsæk og gennemføre et minimum på mindst ti tilfældigt genererede zoner, der befinder sig inde i objektet – en form for lille parallelverden.
Udover disse specielle item worlds er der masser af andre små finesser og specielle ekstra muligheder for at ændre ved eller forbedre dine karakterer og din gruppe. Disgaea 2: Cursed Memories er mindst lige så omfangsrigt som sin forgænger og vil holde de meget planlægningsivrige rollespillere fanget i ugevis, hvis ikke i månedsvis. Dog betyder dette også at spillet ikke er for nybegyndere eller spillere, der ikke er interesserede i at rode med en lang række menuer og karakterindstillinger.
Persongalleriet og ikke mindst humoren i Disgaea 2: Cursed Memories fortjener også en ekstra lille notits. Persongalleriet er virkelig godt skruet sammen med en bred vifte af personligheder, der bestemt ikke har det let sammen. Det opbygger en fantastisk god humor i spillet. Bare samspillet imellem Adell og Rozalin vil få spilleren til at trække på smilebåndet, men humoren i Cursed Memories stopper ikke der – der er masser af referencer til film, tegneserier og andre computerspil. For eksempel kan man finde og bruge et våben ved navn “.44 Magnum”, hvis beskrivelse i spillet er: You gotta ask a question – do you feel lucky?. Heæe spillet er tydeligvis udviklet med et humoristisk glimt i øjet.
Grafisk er Disgaea 2 meget tegneserieagtigt, hvilket man efterhånden nærmest forventer af japanske rollespil. Spillets filmsekvenser er nydelige tegnefilm, mens grafikken i missionerne har en tendens til at være lidt for kantede til min smag. Dette skyldes umiddelbart nok at terrænet så tydeligt er opdelt i firkanter, der giver omgivelserne et meget kunstigt og LEGO-agtigt udseende. Men desværre er denne grafisk opdeling nødvendig for at spillet kan fungere i de taktiske kampe. Figurerne i spillet er så typiske, som de overhovedet kan være i et japansk rollespil – store øjne, overdimensionerede hoveder og strittende hår, der lader til at trodse alle fysiske love. Den visuelle stil vil gå rent ind hos fans af det første spil og fans af japanske rollespil i al almindelighed. Lydsporet er mere end blandet oplevelse, idet vi ikke er helt vilde med musikken i spillet, som generelt er lidt for neutral og let at overhøre. Stemmeskuespillet er derimod rigtig godt og ganske humoristisk, hvilket forstærker den i forvejen ganske morsomme dialog i spillet.
På bundlinjen er Disgaea 2 primært for spillere, der har mod på et enormt og komplekst taktisk rollespil. Er man kender og fan af det første spil, kan man ikke gå galt i byen med Disgaea 2, der dybest set ikke viger en tomme fra den formel, der blev brugt i det første spil. Så er man interesseret i et anderledes, men samtidig fantastisk medrivende og fængslende taktisk rollespil, skal man ikke lede længere – men blot bestille Disgaea 2 i dag, det vil man ikke fortryde og så vil underholdningen helt til juleaften være sikret!







