Jaws Unleashed

Score: 3
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Violence

Der er sikkert ikke mange, der kan huske det gamle Jaws spil til NES - det er der dog en god grund til, for spillet udkom i 1987 og var mildest talt ikke særlig godt. Men fik jeg valget imellem Jaws til NES og Jaws Unleashed til Xbox, så tror jeg nok jeg ville støve mit gamle Nintendo Entertainment System af og spille spillet fra 1987.

Skidt skidt skidt

Lad os tage det positive først - Jaws Unleashed er en form for Grand Theft Auto for hajer eller måske en form for voldelig version af Ecco the Dolphin. Så har de fleste læsere sikkert gættet, at man spiller en stor hvid haj, hvilket i det mindste er en smule nytænkende, i stedet for at lade spillere spille ham den halvretarderede politibetjent, der dyrker hajjagt som en passioneret fritidsinteresse i filmen. Faktisk ville det være mystisk, hvis der var ret meget i spillet som man kunne kende fra filmene, for spillet startede egentlig sin karriere som "Sole Predator" - en form for hajsimulator, der intet havde at gøre med Jaws filmene, men senere købte man sig licensrettighederne til filmene og Peter Benchleys univers (ham der har skrevet bogen Jaws) og slutresultatet er den sørgelige undskyldning for et computerspil vi sidder med nu.

Spillets handling foregår 30 år efter den første film - og ja der er faktisk en handling i spillet, til trods for at hovedpersonen er en stir haj, hvis eneste fungerende tankevirksomhed vist begrænser sig til at æde og hærge. Alt går vel på Amity Island og de forfærdelige hajangreb for 30 år siden er for længst gået i glemmebogen. Men da en stor forskningsvirksomhed etablerer en base på øen og begynder at genere den lokale økobalance med mystiske forsøg, dukker der en ny hvid haj op for at uddele lidt bestialsk retfærdighed over menneskeheden. Det er ikke hele plottet for nogle efterkommere fra de personer, som man kender fra filmene blander sig også, men generelt er det lige til at overskue hvad angår kompleksiteten i plottet.

Grundlæggende har du fri mulighed for at svømme rundt i farvandet om Amity Island med din haj og guffe løs af badegæster, fredelige havdyr, knapt så fredelige havdyr og en dykker eller to, der måtte hænde at krydse din vej. Dette giver dig ekstra liv og er man af den mere afstumpede slags kan man bruge "Shark Vision" og sigte efter en bestemt kropsdel, som man kan bide af de stakkels mennesker, komplet med efterfølgende blodsky og afbidte lemmer i vandet. Som i Grand Theft Auto er der forskellige "missioner" at finde rundt omkring i terrænet, hvilket, for det meste, beløber sig til enten at ødelægge et eller andet eller dræbe et eller andet - eller noget så nytænkende som en kombination af de to.

En lang klagesang

Det lyder da meget morsomt og hvis det ikke havde været for en hel lastbilsfuld designfejl, så kunne man sikkert godt more sig med Jaws Unleashed en aften eller to. Det første problem man rammes lige i synet af, er spillets kontrol, der allerede viser sig at være hæslig i den korte tutorial. Hajen er langsom og ekstremt dårlig til at manøvrere, hvilket betyder, at man alt for ofte rammer ved siden af sit mål eller suser lige forbi det. Man har kun få angreb til sin rådighed i starten, blandt andet bid, haleslag og et "stormangreb", som man kan vædre skibe eller maskiner med. Man kan befri nye og mere effektive angreb igennem spillet, men man vil aldrig komme ud over at man konstant rammer ved siden af med angreb - ikke mindst fordi man bevæger sig under vandet og derfor er i et komplet frit navigerbart 3D miljø. Så ikke alene kan du ramme ved siden af et mål, du kan også ramme over eller under.

En stor del af problemerne med den alt for dårlige og sløve kontrol forstærkes blot af et direkte elendigt kamera, der ofte skifter vinkel, når man foretager angreb eller "hurtige" manøvrer. Det er en kamp at få drejet kameraet tilbage, så man får et overblik over begivenhederne og alt imens vil eventuelle fjender flå løs i den stakkels forsvarsløse hajs kadaver. Først når du har kameraet på plads, kan du begynde at vende hajen, der er langsommere end en drægtig gnu, fanget i knædybt tibetansk superpløre. Det er en tænderskærende frustrerende oplevelse, der med et magisk trylleslag forvandler Jaws Unleashed fra noget sjovt til en form for torturmiddel, der med sikkerhed originalt er blevet udviklet med henblik på brug i Abu Ghraib. Det er, sagt på lokalt nordjysk, godt gammeldags træls.

Sidst men ikke mindst må jeg også lige understrege, at spillets missioner for det meste er ørkenvandringer af ensformige "dræb eller ødelæg" missioner, der lynhurtigt mister underholdningsværdien på grund af ensformigt gameplay og problemer med kamera og / eller kontrol. Enkelte missioner forsøger at give dig simple puzzles for at bryde den ellers meget ensformige formel, som spillet er bygget op omkring, men det lykkes aldrig rigtig og for det meste er disse puzzles direkte kluntede eller latterlige.

Det mærkelige

Det mest mystiske ved Jaws Unleashed er faktisk at spillet er ganske nydeligt. De undersøiske (underhavske?) omgivelser er flotte og varierede med masser af liv og enkelte sjove eller interessante detaljer som f.eks. skibsvrag - endda også skibsvrag, som du ikke selv har været skyld i. Hajen selv er velanimeret og ser fantastisk godt ud, især når man for en sjælden gangs skyld formår at ramme en intetanende dykker eller lystfisker med et perfekt angreb. Det er blodigt, makabert og tilfredsstillende på den kvalmende måde, som vi afstumpede spilvrag elsker. Desværre kan den glimrende grafiske præsentation ikke redde Jaws Unleashed fra bunden af karakterskalaen og selv den flotte grafiske præstation hæmmes af en meget ustabil framerate.

Lydsporet i Jaws Unleashed er temmelig neutralt. Der er noget orkestermusik i baggrunden, som man næppe vil bemærke synderligt længe. Ellers består lydsporet primært af støj fra omgivelserne og kamplarm samt en smule virkelig dårlig indtalt tale. Alt i alt ikke rigtig noget der er værd at bide mærke i.

På bundlinjen er Jaws Unleashed en trist og ensformig ørkenvandring. Spillet forsøger noget nyt og det skal bestemt ikke holdes imod det - men et alt for dårligt kamera, en elendig kontrol og en række missioner, der ikke formår at adskille sig fra hinanden er med til at trække Jaws Unleashed til bunds. Er man totalt Jaws fan eller er man bare vild med hajer, kan man måske godt vove at investere i Jaws Unleashed, men selv så garanterer jeg, at man næppe spiller det længe - det er spillet simpelthen for dårligt til.

Gamesector Frarder

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).