Anno 1701

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Det sker meget sjældent, at et spil medfører en hel ny genrebetegnelse, og endnu mere sjældent er det, at denne betegnelse er tysk. Ikke desto mindre var dette tilfældet med Anno 1602 fra '99, der af mange betragtes som stamfader til aufbaustrategie-genren. Tallet 99 ser ud til at være blevet et varetegn for, hvad der efterhånden må betragtes som en spilserie. Med Anno 1503, sprang udviklerne 99 år tilbage i tiden, mens springet med nærværende udgivelse er gået 99 år frem fra originaludgivelsen. Spørgsmålet er, om spillets kvalitet ligeledes har taget et spring fremad.

Aufbaustrategie?!?

Hvad er aufbaustrategie? Direkte oversat betyder det opbygningsstrategi, og det er egentlig meget sigende for Anno 1701. Som pionér i starten af det 18. århundrede, er du af dronningen, blevet udset til at udforske og civilisere øer i det Caribiske hav. Du medbringer en begrænset mængde af træ, sten og værktøj, der gør dig i stand til, at opføre de første bebyggelser i dit nye territorium. Da du ikke skal forvente andet end moralsk støtte fra moderlandet, hvis endda så meget, er det din opgave at sørge for, at din blomstrende civilisation er så selvforsynende som muligt. Du skal med andre ord opbygge hele infrastrukturen fra bunden, og konstant sørge for at opfylde dine kolonisters stadig større krav til forskellige og mere eksotiske ressourcer, uden at slå bunden ud af en ofte skrantende pengebeholdning. Det er en økonomisk og planlægningsmæssig balancegang, og det er dette der udgør essensen af spillet.

For yderligere at komplicere tingene, er der ikke nogen øer, der alene kan tilbyde alle de ressourcer du har behov for. På hver ø kan opdyrkes fra én til tre forskellige afgrøder. Det er derfor nødvendigt at kolonisere flere forskellige øer, for at kunne tilfredsstille dine krævende borgere. Desværre er du ikke den eneste, der har fået øjnene op for de ressourcer det subtropiske Caribien kan tilbyde. Op til tre andre nationer er ligeledes i færd med at sprede deres indflydelse i området, hvilket til tider skaber hård konkurrence om hvem der først får koloniseret de mest frodige øer. Det er altså ganske sandsynligt, at du ikke uden videre har adgang til alle nødvendige ressourcer, hvilket efterlader dig med to muligheder; enten handler du med de andre nationer og / eller de frie handlende, der passerer igennem området, eller også tager du de nødvendige øer med magt.

Kamp i spillet er utvivlsomt det mindst gennemførte, og kan betragtes som et nødvendigt onde. Søslag er det hyppigst forekommende, da man ofte må forsvare sine handelskonvojer mod pirater eller fjendtlige flåder. Dette foregår yderst simpelt og kræver intet af dig - klik på din flåde, højreklik på fjenden og voila, kampen er i gang, og den med flest kanoner / skibe vinder. Lidt mere involveret er kampene på jorden, hvor du har adgang til forskellige troppetyper som pikemen og kavaleri, og hvor forsvarsværker spiller en større rolle. Ikke desto mindre er kampene noget kaotiske, og oftest er det blot den med den største hær, der sejrer. Velplacerede forsvarsværker gør dog, at du kan slippe af sted med færre hærenheder, hvilket er en stor lettelse for din pengepund, da en stående hær er meget dyr at vedligeholde.

Anno 1701 er klart den flotteste udgivelse i serien. Grafikken har fået et løft og er nu i 3D, så kameraet kan zoomes ind og ud og roteres efter for godt befindende. Måske endnu vigtigere er det, at de mange tabeller, som man har skullet holde styr på i de tidligere spil, nu er afløst af visuelle 'cues'. I stedet for at skulle referere til en tabel for at se om dine indbyggeres behov for sprut og tobak er opfyldt, er det nu tilstrækkeligt at klikke på dit bycenter. Herved får du et hurtigt overblik over dine indbyggeres tilfredshed med deres daglige liv. Smiler de bredt og er baggrunden grøn, ser det fornuftigt ud. Skuler de olmt og er baggrunden rød, er det med at få gang i bryggeriet, eller hvad ikonet under portrættet siger der mangler. Faktisk er det ofte unødvendigt at gøre andet end at lytte, da dine indbyggere gerne siger, og gentager, hvordan de har det.

Det er lettere end nogensinde før at komme i gang med et Anno spil. Ikke bare er det hele mere overskueligt end tidligere, der er også nogle glimrende tutorials, der hurtigt sætter dig ind i de vigtigste emner, såsom byggeri, handel og afgrødedyrkning - disse er dog slet ikke nødvendige for dem, der spillet tidligere spil i serien. Når du er klar til at gå i gang for alvor, er der to primære spiltyper at vælge imellem. Du kan enten vælge et af de mange og varierede scenarier, hvor du arbejder frem mod et bestemt mål, som eksempelvis frigørelse fra moderlandet. Alternativt kan du vælge selv at opsætte et spil helt efter eget hoved. Du vælger sværhedsgrad, antal af øer, startressourcer, mål for spillet og meget mere. Der er ikke nogen decideret kampagne, men det er alligevel ikke svært at fordybe sig i timevis i dit voksende samfund.

Fans af de foregående spil har længe sukket efter at kunne spille mod andre mennesker, hvilket er blevet tilgodeset med Anno 1701. Op til fire spillere kan nu dyste via LAN eller Internet, og det gør bestemt ikke tingene mindre interessante. Hele det diplomatiske aspekt med alliancer og handelsaftaler er nu engang mere spændende når andre levende individer er involveret. Dermed ikke sagt at AI'en er dårlig, eller at man ikke kan justere sværhedsgraden, men ofte virker dine computermodstandere meget prædisponerede i deres gøren og laden.

Gamesector Anbefaler

Om Kasper Christiansen

Kasper Christiansen har anmeldt spil på Gamesector siden 2000. Siden den spæde begyndelse med Star Wars: Galaxies tilbage i 2004, har online rollespil haft en speciel plads i hans anmelderhjerte. Ellers er det især RTS titler - fra den hedengangne Age of Empires serie til Starcraft 2 - og sportsserier som Madden NFL og Championship Manager/Football Manager, der er en del af porteføljen. Kaspers spilkauserier gæsteoptræder ind imellem på www.familiespil.dk